Samsø
Skift kommune
KøbenhavnSamsøAlle kommuner

På dagsordenen 27. oktober, Social- og Beskæftigelsesudvalget, Samsø

Godkendelse af Samarbejdsaftale om sundhedssamarbejdet på Samsø – SU – ØU

Som følge af Sundhedsreform 2024 overgår en række sundhedsopgaver fra kommunerne til regionerne pr. 1. januar 2027.

Ældre og sundhed

Kort fortalt

Hvem
Social- og Beskæftigelsesudvalget, Samsø Kommune
Hvornår
Tirsdag 27. oktober 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 27. oktober 2026. Du finder dem på samsoe.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Problemstilling

Som følge af Sundhedsreform 2024 overgår en række sundhedsopgaver fra kommunerne til
regionerne pr. 1. januar 2027.
Der er derfor udarbejdet et udkast til en samarbejdsaftale mellem Samsø Kommune, Lægerne
på Samsø og Samsø Sundheds- og Akuthus (Aarhus Universitetshospital), der skal beskrive
rammerne for det fælles tværsektorielle sundhedssamarbejde på Samsø.

Løsningsmuligheder og indstilling
1. Udkast til samarbejdsaftale om sundhedssamarbejdet på Samsø godkendes og sendes
til videre behandling i Sundhedsrådet.
2. Udkast til samarbejdsaftale om sundhedssamarbejdet på Samsø tilpasses før den
sendes til videre behandling i Sundhedsrådet.
Indstilling:
Forvaltningschefen for Social, Sundhed og Beskæftigelse indstiller, at udkast til
samarbejdsaftale om sundhedssamarbejdet på Samsø godkendes og sendes til videre
behandling i Sundhedsrådet (løsningsmulighed 1).

Sagsfremstilling

I 2024 indgik Regeringen og et bredt politisk flertal aftale om Sundhedsreform 2024. Reformen
har til formål at styrke sundhedstilbuddene tæt på borgerne og skabe et mere
sammenhængende sundhedsvæsen gennem et tættere samarbejde mellem sygehuse, almen
praksis og kommuner.
Som led i reformen flyttes myndigheds-, behandlings- og finansieringsansvaret for en række
opgaver fra kommunerne til regionerne pr. 1. januar 2027. På Samsø omfatter dette blandt
andet sundheds- og omsorgspladser, akutsygepleje, patientrettet forebyggelse samt
specialiseret rehabilitering.
Til at beskrive de særlige aftaler, der gælder for sundhedssamarbejdet på Samsø på tværs af
Samsø Kommune, Lægerne på Samsø og Samsø Sundheds- og Akuthus (SSA), er der lavet
et udkast til en ny samarbejdsaftale, der skal erstatte den eksisterende Driftaftale for Samsø
Sundheds- og Akuthus fra 2016 (vedlagt som bilag).
Udkastet til samarbejdsaftalen er udarbejdet i et tæt samarbejde mellem Samsø Kommune,
Lægerne på Samsø og Samsø Sundheds- og Akuthus under Aarhus
Universitetshospital/Region Midt.
Samarbejdsaftalen skal ses i sammenhæng med Region Midts Nærsundhedsplan for
Sundhedsråd Aarhus, som udgør det fælles strategiske udviklingsgrundlag for
sundhedsvæsenet i Aarhus Kommune og Samsø Kommune.
Samarbejdsaftalen erstatter alle tidligere indgåede driftsaftaler mellem Samsø Kommune og
Region Midtjylland om Samsø Sundheds- og Akuthus.
Den tidligere driftsaftale havde særligt fokus på organisering af samarbejdet og anvendelse af
lokaler og funktioner i Samsø Sundheds- og Akuthus. Med denne samarbejdsaftale flyttes
fokus til i højere grad at beskrive de samlede samarbejdsflader mellem Samsø Kommune, de

praktiserende læger på Samsø og Aarhus Universitetshospital på vegne af Region Midtjylland.
Samarbejdet omfatter både de aktiviteter, der fysisk foregår i Samsø Sundheds- og Akuthus,
og de tværsektorielle samarbejder, der finder sted på tværs af organisationer og geografiske
lokationer med det fælles formål at understøtte et nært, sammenhængende og bæredygtigt
sundhedsvæsen på Samsø.
Samarbejdsaftalen er i Region Midtjylland politisk forankret i Sundhedsråd Aarhus og
administrativt forankret i en tværsektoriel arbejdsgruppe, der refererer til Strategisk
Direktørforum. Arbejdsgruppen består af repræsentanter fra Samsø Kommune, Samsø
Sundheds- og Akuthus samt Lægerne på Samsø og har delt formandskab mellem kommunen
og sundheds- og akuthuset. Gruppen understøtter både implementeringen af
samarbejdsaftalen og det daglige tværsektorielle samarbejde på sundheds-, psykiatri-, børnog unge-, social- og beskæftigelsesområdet. Arbejdsgruppen følger løbende op på aftalen,
mindst én gang årligt, og kan ved enighed foretage mindre justeringer. Ændringer med
betydning for serviceniveau eller medarbejdernes arbejdsvilkår skal godkendes politisk i
Sundhedsråd Aarhus.
Aftalens indhold
Aftalen omtaler bl.a. følgende fire opgaver, hvor myndigheds-, behandlings- og
finansieringsansvaret flyttes fra kommune til region som følge af Sundhedsreformen:
Akutsygepleje:
I overensstemmelse med Sundhedsreformen, vil regionen fremover varetage visse dele af den
akutte sygepleje, der i dag varetages i hjemmesygeplejen. I praksis vil samsingerne ikke
mærke nogen forskel, da sygeplejerskerne på Samsø Sundheds- og Akuthus allerede i dag
varetager akutte sygeplejeopgaver for Samsø Kommune, der ikke har udekørende akutteam
tilknyttet hjemmesygeplejen.
Målet for både Regionen og den kommunale hjemmesygepleje er, at borgeren så vidt muligt
behandles i eget hjem fremfor at skulle indlægges.
Sundheds- og omsorgspladser:
Med sundhedsreformen overtager regionen 3 ud af de 4 kommunale korttidspladser, der
fremover vil hedde sundheds- og omsorgspladser.
Den sidste korttidsplads vil fortsat være en kommunal aflastningsplads, som Samsø Kommune
har økonomisk og myndighedsmæssigt ansvar for. Den kommunale korttidsplads vil, som det
er tilfældet i dag, drives af Region Midt på Samsø Sundheds- og Akuthus.
I samarbejdsaftalen er parterne er enige om, at borgere, der visiteres til en kommunal
aflastningsplads, er på ophold på lige vilkår med borgere visiteret på en regional sundheds- og
omsorgsplads i henhold til vederlagsfri mad og medicin under ophold, genoptræningsindsatser
samt genoptræningsplaner. Dette med henblik på at borgere, der har ophold på samme
afdeling, ikke oplever forskelsbehandling alt efter om de visiteres til en kommunal
aflastningsplads eller regional sundheds- og omsorgsplads.
Hvor samsingerne tidligere har betalt et mindre dagsbeløb for ophold på en korttidsplads, vil
ophold på både de regionale sundheds- og omsorgspladser samt den kommunale
korttidsplads fremover være vederlagsfri. Denne serviceforbedring for borgere på kommunal
aflastningsplads skal afspejles i en ny kommunal kvalitetsstandard for ophold på
aflastningsplads, der skal politisk godkendes.
Parterne er desuden enige om, at de tre sundheds- og omsorgspladser og aflastningspladsen i
Samsø Sundheds- og Akuthus anvendes fleksibelt under hensyn til det aktuelle behov og den
samlede kapacitet på Samsø. Den fleksible anvendelse skal understøtte sammenhængende

borgerforløb, bedst mulig udnyttelse af kapaciteten og mulighed for, at borgere så vidt muligt
kan tilbydes et relevant tilbud tæt på eget hjem. Den fleksible anvendelse vedrører den fysiske
kapacitet og ændrer ikke på tilbuddenes forskellige målgrupper, visitationsveje, lovgrundlag,
myndighedsansvar eller finansiering.
Som noget nyt vil der være frit valg af sundheds- og omsorgsplads på tværs af landets
kommuner, så samsinger i princippet kan komme på aflastning på fastlandet og fastboere på
aflastning på Samsø. Der afventes stadig nationale afklaringer vedrørende håndteringen frit
valg af sundheds- og omsorgspladser.
Patientrettet forebyggelse:
Region Midtjylland overtager ansvaret for den patientrettede forebyggelse i Samsø Kommune,
dvs. forebyggelsestilbud målrettet borgere med kronisk sygdom, f.eks. diabetes, hjerte- og
karsygdomme, KOL, kræft og muskelskelet-sygdomme.
Det patientrettede forebyggelsestilbud på Samsø etableres ud fra de til enhver tid gældende
nationale kvalitetsstandarder.
Samsø Kommune har i flere år haft udfordringer med at tilbyde tilstrækkelig patientrettet
forebyggelse, dels pga. manglende faglige kompetencer, dels pga. det lave antal borgere inden
for de enkelte målgrupper af kronisk syge borgere. Det er forventningen, at samsinger i
målgruppen for patientrettet forebyggelse fremover vil opleve et forbedret serviceniveau som
følge af regionens overtagelse af opgaven.
Samsø Kommune har fortsat myndigheds- og behandlingssansvaret for den borgerrettede
forebyggelse.
Gældende for både den borgerrettede og den patientrettede forebyggelse er, at indsatserne er
modulbaseret og at det samlede forløb planlægges sammen med den enkelte borger ud fra
borgerens behov og ønsker og vil så vidt muligt foregå i gruppeforløb. Forløbet kan efter behov
gå på tværs af den borgerrettede og den patientrettede indsats, så borgeren oplever
sammenhængende forløb af høj kvalitet.
Specialiseret genoptræning:
Den specialiserede rehabilitering er i Region Midt forankret hos Regionshospitalet Hammel
Neurocenter. Borgerne på Samsø vil ikke mærke nogen forskel i forbindelse med denne
opgaveflytning, da det hele tiden har være praksis, at samsinger med behov for specialiseret
genoptræning, tilbydes dette ved eksternt.
Øvrige dele af samarbejdsaftalen, herunder lægedækning på Samsø
Samarbejdsaftalen omtaler desuden rammer for det tværgående sygeplejefaglige
samarbejde, praktiske forhold omkring fælles brug af lokaler på Samsø Sundheds- og Akuthus
samt lægedækning på Samsø.
Samarbejdsaftalen ændrer ikke på det almenmedicinske tilbud på Samsø, der
er velfungerende og spiller en central rolle i udviklingen af det nære sundhedsvæsen.
Lægehuset er i gang med en udvikling mod en bredere sundhedsorganisation med fokus på
sammenhængende patientforløb, tværfagligt samarbejde og lokal løsning af flere
sundhedsopgaver. Der er iværksat en række initiativer, herunder styrket lægeuddannelse,
rekruttering af medicinstuderende, kompetenceudvikling af personale og tilknytning af
speciallægefaglige kompetencer. Rekruttering vurderes aktuelt ikke at være den største
udfordring, da interessen for at arbejde og uddanne sig på Samsø er stigende. De væsentligste
udviklingsbehov knytter sig i stedet til de fysiske og organisatoriske rammer for yderligere
kapacitetsudbygning og tværfagligt samarbejde. Målet er fortsat at styrke et integreret lokalt
sundhedsvæsen, hvor flere sundhedsopgaver kan løses tæt på borgeren i samarbejde mellem

almen praksis, kommune, region og hospital.
Vedr. jordemoderordning
I den gældende driftsaftale fra 2016 fremgår en lokal aftale om fælles finansiering af
jordemoderordningen på Samsø, så regionen og Samsø Kommune i fællesskab bidrog til både
økonomi og opgaver til finansiering af en jordemoderordning. I praksis har Samsø Kommunes
købt jordemødrene til at løse opgaver inden for sundhedspleje og borgerettede
forebyggelsesopgaver svarende til 18 timer ugentligt.
Aftalen med regionen om jordemødrenes løsning af sundhedsplejeopgaver blev opsagt i
august 2026 af Børn-, Unge- og Kulturforvaltningen. Aftalen med regionen om jordemødrenes
løsning af opgaver inden for borgerrettet forebyggelse opsiges ligeledes ifbm.
Sundhedsreformen og indgåelsen af ny samarbejdsaftale.
I stedet er der indgået en aftale mellem de praktiserende læger og regionen, så jordemødrene
16 timer ugentligt løser relevante opgaver i lægeklinikken, og jordemoderordningen på Samsø
derfor fortsat er bæredygtig.
Konsekvenser for borgere og medarbejdere
Det er forvaltningens vurdering, at samarbejdsaftalen kun i begrænset omfang vil medføre
mærkbare ændringer for borgerne i den daglige opgavevaretagelse. Aftalen har primært til
formål at skabe klare rammer for ansvars- og opgavefordelingen som følge af
sundhedsreformen samt at understøtte et fortsat nært og sammenhængende sundhedstilbud
på Samsø. På enkelte områder kan aftalen bidrage til forbedringer af serviceniveauet, blandt
andet gennem styrkede og mere sammenhængende indsatser inden for patientrettet
forebyggelse samt et mere ensartet og sundhedsfagligt stærkere tilbud på de regionale
sundheds- og omsorgspladser. Borgerne forventes således samlet set at opleve et mindst
uændret og på visse områder forbedret tilbud.
Aftalen vurderes ikke at medføre væsentlige ændringer i medarbejdernes arbejdsvilkår, men
resulterer i nye krav og arbejdsgange, der i en overgangsperiode kan opleves belastende.
Samarbejdsaftalen beskriver i høj grad eksisterende samarbejdsrelationer og præciserer
ansvars- og opgavefordelingen mellem parterne som følge af den nye lovgivning. Der kan ske
justeringer af arbejdsgange og snitflader mellem organisationerne, men der forventes ikke
væsentlige personalemæssige konsekvenser.
Proces
Samarbejdsaftalen skal godkendes i Sundhedsråd Aarhus som led i den nye politiske
organisering under sundhedsreformen. Aftalen forventes herefter at træde i kraft den 1. januar
2027 samtidig med reformens ikrafttræden.

Økonomi og personale
Sundhedsreformen flytter væsentlige opgaver og økonomi fra regionerne til kommunerne. I det
netop vedtagne budget for 2027-2030 er Samsø Kommunes hidtidige såkaldte Kommunale
MedFinansiering (KMF) på 20,972 mio. kr. afskaffet og statstilskuddet reduceret tilsvarende.
Ligeledes er Samsø Kommunes betaling til AUH/Region Midtjylland for drift af korttids/aflastningspladser reduceret med 1.893.000 kr. til 629.000 kr. i 2027. Svarende til, at de
kommunale pladser reduceres fra 4 til 1.
Endelig blev der i forbindelse med Samsø Kommunes budgetvedtagelse afsat en
budgetreduktion på 809.000 kr. til resterende elementer af sundhedsreformens andel af
opgaveflytningen til senere udmøntning efter indgåelse af ny samarbejdsaftale med Regionen.

De øvrige økonomiske mellemværender mellem Samsø Kommune og AUH/Region Midtjylland
fortsætter uændret i den nye samarbejdsaftale. Det drejer sig om leje af lokaler til Samsø
Køkken, hvor Samsø Kommune betaler AUH/Region Midtjylland en årlig leje på ca. 115.000 kr.
og en årlig vand- og varmeafgift på ca. 61.000 kr. Hertil kommer el-udgifter efter faktisk forbrug.
AUH/Region Midtjylland stiller fortsat 10-13 lokaler i Samsø Sundheds- og Akuthus
vederlagsfrit til rådighed for Samsø kommune til en stor variation af sundhedsopgaver. Samsø
Kommune betaler AUH/Region Midtjylland et årligt bidrag til rengøring af lokalerne på ca.
Som noget nyt vil Samsø Kommune fra 1.1.2027 stille lokale og træningsudstyr i Kernehuset til
rådighed for AUH/Region Midtjylland til træning af borgere på sundheds- og
omsorgspladserne. (Samsø Kommune varetager selv træning af borgere på
aflastningspladsen.) Regionen betaler herfor et årligt bidrag til rengøring samt service- og
vedligehold af træningsudstyr på 20.000 kr.

Tidligere beslutninger
30.08.2016, KB-sag nr. 318: "Godkendelse af vision for den fælles sundhedsindsats på Samsø
- SKU-ØU-KB"
11.08.2025, SU-sag nr. 603: "Orientering om sundhedsreform - SU"

Dialog og høringer
Udkast til samarbejdsaftale blev drøftet på et ekstraordinært møde i Lokal-MED SSB 7. oktober
2026 og har desuden været i høring i Seniorrådet og Handicaprådet 5. -16. oktober 2026.
Der er indkommet høringssvar fra Lokal-MED SSB samt Seniorrådet, der overordnet set
forholder sig positivt til samarbejdsaftalen og de forventede serviceforbedringer for borgerne,
den kan afstedkomme. Begge høringssvar er vedlagt i et samlet bilag.

Kilde: Samsø Kommune, Social- og Beskæftigelsesudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 27. oktober 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.