Slagelse
Skift kommune
KøbenhavnAlbertslundAllerødAssensBallerupBornholmBrøndbyBrønderslevDragørEgedalEsbjergFaxeFredensborgFredericiaFrederiksbergFuresøFaaborg-MidtfynGentofteGladsaxeGreveGribskovGuldborgsundHaderslevHalsnæsHelsingørHerlevHerningHillerødHolbækHorsensHvidovreHøje-TaastrupHørsholmKalundborgKertemindeKøgeLangelandLejreLollandLyngby-TaarbækMiddelfartNordfynNyborgNæstvedOdenseOdsherredRingstedRoskildeRudersdalRødovreSlagelseSolrødSorøStevnsSvendborgSønderborgTønderTårnbyVallensbækViborgVordingborgÆrøAlle kommuner

Besluttet 31. august, Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget, Slagelse

Naturskolen på Kruusesminde - Ny placering (B)

Chefen for Skole og Dagtilbud samt Chefen for Kommunale Ejendomme indstiller, 1. at Byrådet godkender scenarie 1, hvor Naturskolens administration placeres i Mejeriet (bygning 4), mens undervisningsfaciliteterne fortsat placeres i den tidligere vognport/hestestald (bygning 6). Sagens indhold

Klima og grøntSkoler og børn

Kort fortalt

Forslaget
  • Byrådet godkender scenarie 1, hvor Naturskolens administration placeres i Mejeriet
Hvem
Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget, Slagelse Kommune
Hvornår
Mandag 31. august 2026
Status
Besluttet. punktet. At 1: Indstilles til Byrådets godkendelse.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Kompetence
Byrådet.

Beslutningstema
Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget og
Økonomiudvalget beslutte den fremtidige indretning af Slagelse Naturskole på Kruusesminde,
herunder om projektet skal gennemføres inden for den eksisterende anlægsramme med en
ændret arealfordeling eller ved en tillægsbevilling på 1,7 mio. kr. som muliggør en fastholdelse
af den tidligere besluttede arealfordeling.

Indstilling

Chefen for Skole og Dagtilbud samt Chefen for Kommunale Ejendomme indstiller,
1. at Byrådet godkender scenarie 1, hvor Naturskolens administration placeres i Mejeriet
(bygning 4), mens undervisningsfaciliteterne fortsat placeres i den tidligere vognport/hestestald
(bygning 6).

Sagens indhold

Baggrund

Byrådet besluttede med budgetaftalen for 2025 at flytte Slagelse Naturskole fra den
nuværende placering ved Tårnborg Skole til Kruusesminde.

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget godkendte efterfølgende placering af Naturskolen i
den tidligere vognport/hestestald (bygning 6) og den røde lade på Kruusesminde. På den
baggrund er den videre projektering og tekniske afdækning af bygningerne gennemført.
Bilag 1 er et overblikskort over Kruusesminde.
Bilag 2 er en skitsering af det projekt, som det tidligere Børne- og Ungeudvalg godkendte på
udvalgets møde den 2. december 2025 (sag 2).

Resultat af den videre projektering
I forbindelse med projekteringen er der gennemført yderligere undersøgelser af bygning 6, den
tidligere vognport/hestestald.
Undersøgelserne viser, at bygningen har et større renoveringsbehov end forudset i den
oprindelige bygningsvurdering. På baggrund af en ny opdateret vurdering af bygningens stand
er det konstateret, at der er behov for flere bygningsmæssige tiltag end først antaget, hvis
bygningen skal indrettes til både undervisningsfaciliteter og administrationsfaciliteter. Blandt de
væsentligste forhold er behovet for udskiftning af bygningens eksisterende tag, samt
omfattende efterisolering og etablering af ny varmekilde i administrationsdelen.
De gennemførte undersøgelser viser samlet set, at den tidligere godkendte løsning medfører
merudgifter på ca. 1,7 mio. kr. i forhold til den eksisterende anlægsramme.
Administrationen har derfor udarbejdet to mulige scenarier for den videre realisering af
projektet.

Scenarie 1 – Tilpasning af projektet inden for eksisterende budget
I scenarie 1 fastholdes den eksisterende anlægsramme.
Naturskolens administrationsfaciliteter placeres i Mejeriet (bygning 4), mens Naturskolens
laboratorier og øvrige undervisningsfaciliteter placeres i bygning 6.
Ved denne løsning reduceres omfanget af de nødvendige bygningsmæssige arbejder i bygning
6, herunder bortfalder behovet for udskiftning af bygningens tag som led i projektet.
Scenariet kan gennemføres inden for den eksisterende anlægsramme. Der må dog forventes
en forsinkelse på ca. to måneder i forhold til den oprindelige tidsplan, hvilket betyder, at
Naturskolens faciliteter forventes færdiggjort omkring 1. juli 2027.

Scenarie 2 – Fastholdelse af tidligere godkendt løsning
I scenarie 2 fastholdes den løsning, som Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget tidligere
har godkendt.
Naturskolens administration, laboratorier og øvrige undervisningsfaciliteter samles i bygning 6.

Scenariet forudsætter en tillægsbevilling på 1,7 mio. kr. til gennemførelse af de nødvendige
renoveringsarbejder.
Der må desuden forventes en yderligere forsinkelse på omkring fem måneder i forhold til
scenarie 1, da løsningen kræver en mere omfattende projektering og en længere
byggeperiode.

Administrationens vurdering
Administrationen anbefaler scenarie 1.
Administrationen vurderer, at Naturskolens undervisningsmæssige formål kan opfyldes i begge
scenarier. Samtidig kan scenarie 1 gennemføres inden for den eksisterende anlægsramme og
med en kortere realiseringstid end scenarie 2.
Administrationen lægger desuden vægt på, at begge scenarier skal betragtes som midlertidige
løsninger mens der med afsæt i visionsplanen for Kruusesminde / Storebælt Klint arbejdes
videre med at afprøve og konkretisere de videre muligheder for områdets fremtidige udvikling.
På den baggrund vurderes det ikke hensigtsmæssigt at tilføre yderligere anlægsmidler på 1,7
mio. kr. til den midlertidige indretning af Naturskolen.

Midlertidig løsning frem mod visionsplanen
Uanset valg af scenarie skal løsningen betragtes som midlertidig.
Der arbejdes fortsat med den videre udvikling af området med afsæt i den godkendte
visionsplan for Kruusesminde og Storebælt Klint, som skal danne grundlag for den langsigtede
udvikling af området. Det videre arbejde med områdets udvikling forventes at fastlægge den
fremtidige disponering af bygninger og aktiviteter på området.
De to scenarier skal derfor ses som midlertidige løsninger, der sikrer Naturskolens flytning til
Kruusesminde frem til den langsigtede udvikling af området, er afklaret og realiseret.

Retligt grundlag
Ingen bemærkninger.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Scenarie 1 kan gennemføres inden for den eksisterende anlægsramme og tidsplanen forsinkes
med 2 måneder.
Scenarie 2 forudsætter en tillægsbevilling på 1,7 mio. kr. og vil betyde at tidsplanen samlet
forsinkes med ca 7 måneder.

Tilførslen af anlægsmidler finansieres efter nærmere anvist finansiering i forbindelse med den
efterfølgende behandling i Økonomiudvalget og Byrådet.
Der er ingen personalemæssige konsekvenser.

Tværgående konsekvenser
Sagen har sammenhæng til det igangværende arbejde med udviklingen af Kruusesminde og
Storebælt Klint samt den kommende visionsplan for området.

Sagens videre forløb
Hvis Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget anbefaler scenarie 2, skal Økonomiudvalget og
Byrådet tage stilling til en tillægsbevilling på 1,7 mio. kr.

Beslutning

Chris Balle Nørregaard, Chef for Kommunale Ejendomme, deltog under oplysning af
punktet.

At 1: Indstilles til Byrådets godkendelse.

Kilde: Slagelse Kommune, Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget, referat fra mødet mandag 31. august 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.