Behandlet 22. oktober, 2022 - 2025: Økonomiudvalget, Sønderborg
Drøftelse af resultater af prøvehandlinger på rengøringsområdet
På Økonomiudvalgets møde den 20. september 2023 blev det besluttet at igangsætte prøvehandlinger på rengøringsområdet for at undersøge, hvorvidt en øget medindflydelse på den tilrettelagte rengøring har indflydelse på tilfredsheden med rengøringen.
Kort fortalt
- Hvem
- 2022 - 2025: Økonomiudvalget, Sønderborg Kommune
- Hvornår
- Onsdag 22. oktober 2025
- Status
- Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen indstiller til Økonomiudvalget at drøfte
resultater af prøvehandlinger på rengøringsområdet.
Sagsfremstilling
Budgetaftalen 2020-2023 indeholdt en aftale om at konkurrenceudsætte rengøringsområdet i Sønderborg
Kommune i to faser. Udbuddet i fase 1 blev gennemført i efteråret 2020, mens udbuddet i fase 2 blev annulleret på
Økonomiudvalgets møde den 14. juni 2023.
Efterfølgende har forvaltningen præsenteret fremtidige scenarier for rengøringsområdet til drøftelse i
Økonomiudvalget den 20. september 2023. På mødet blev det besluttet, at der skulle igangsættes prøvehandlinger
på rengøringsområdet med henblik på at undersøge, hvorvidt øget fleksibilitet til at tilrettelægge rengøringen efter
lokale ønsker og behov har en positiv indflydelse på tilfredsheden med rengøringen. Resultaterne skal indgå i
udvalgets beslutning om, hvordan rengøringen fremover skal organiseres på kommunens institutioner.
Rammerne for prøvehandlingerne, herunder tidsplan, metode for gennemførsel samt efterfølgende evaluering, blev
drøftet i Økonomiudvalget d. 21. februar 2024. I denne sag afrapporterer forvaltningen på resultaterne af
prøvehandlingerne indtil nu.
Prøvehandlingerne fortsætter frem til 4. kvartal 2026-1. kvartal 2027, som er det tidspunkt, hvor det vil være mest
fordelagtigt for kommunen at have fornyet kontraktstart. Det vil sige, at evt. udbudsforretning skal gennemføres i
kvartal 1-3 i 2026.
Fra september 2024 er der gennemført prøvehandlinger på rengøringsområdet på fire af kommunens
daginstitutioner og to folkeskoler, heraf er henholdsvis tre af de deltagende institutioner fra den privatiserede del og
tre fra den interne del. De medvirkende institutioner har, i overensstemmelse med Økonomiudvalgets beslutning,
deltaget i projektet efter eget ønske.
I forbindelse med planlægningen af prøvehandlinger på rengøringsområdet blev institutioner på den privatiserede
del tilbudt at gennemføre en prøvehandling, hvor rengøringsbudgettet blev direkte udmøntet til institutionen. Ingen
af de institutioner, som forvaltningen var i kontakt med, ønskede at afprøve dette.
Prøvehandlingerne er tilrettelagt af rengøringsenheden i samarbejde med institutionerne. Konkret har der været
afholdt et opstartsmøde med hver af de deltagende institutioner, hvor ønsker og behov er blevet kortlagt. For
institutioner på den privatiserede del, har rengøringsenheden hjulpet med at få nye arbejdsplaner på plads med de
eksterne rengøringsleverandører. Det har været en forudsætning, at budgetrammen var uændret.
Omdrejningspunktet for prøvehandlingerne har været, at institutionerne skulle opnå en øget fleksibilitet til at
tilrettelægge rengøringen efter lokale ønsker og behov. Konkret har institutionerne fx haft mulighed for at prioritere
rengøringstid fra en opgave til en anden, frigøre rengøringstid ved selv at varetage dele af rengøringen og have en
tættere dialog med rengøringspersonale om ændringer i brug af lokaler fx som følge af lejrskole. Vedlagt sagen er
beskrivelser af indholdet i de prøvehandlinger, som er gennemført. Se bilag 1.
For at kunne vurdere betydningen af en øget medindflydelse på tilfredsheden med den udførte rengøring, har
forvaltningen gennemført en evaluering af prøvehandlingerne. Evalueringen har bestået af en række elementer, der
tilsammen bidrager med forskellige perspektiver til drøftelse.
Før prøvehandlingerne blev igangsat, blev der gennemført en spørgeskemaundersøgelse af tilfredsheden med
rengøringen blandt de deltagende institutioner. Undersøgelsen blev gentaget undervejs i projektet for at måle, om
der er sket en ændring i tilfredsheden.
I umiddelbar forlængelse af den opfølgende spørgeskemaundersøgelse er der i august og september 2025
gennemført interviews med ledere fra de deltagende daginstitutioner og skoler samt to interviews med
rengøringsassistenter i Rengøringsenheden. Dertil kommer løbende kvalitetskontroller, der foretages af
rengøringskvaliteten internt i kommunen samt kontrolbesøg fra Dansk Service Rådgivning.
For at belyse de økonomiske konsekvenser af prøvehandlingerne, er der redegjort for ressourcetrækket i Drift og
Service, ligesom de deltagende institutioner er blevet spurgt om deres tidsforbrug i forbindelse med gennemførsel
af prøvehandlinger.
Se uddybende om evalueringsmetode i bilag 2.
Overordnet viser resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen, at der er en moderat grad af tilfredshed med
rengøringen blandt de deltagende institutioner, som endvidere er faldet en smule i løbet af projektperioden. Det
indikerer, at prøvehandlingerne har haft begrænset positiv effekt på den oplevede rengøringskvalitet.
Interviewene understøtter dette billede. Her fremgår det, at prøvehandlingerne har bestået af mindre justeringer i
rengøringsplaner og samarbejdsformer, der nogle steder har ført til konkrete gevinster, men ikke haft en mærkbar
effekt på det generelle rengøringsniveau. Mange institutioner oplever fortsat udfordringer med at opnå et
tilfredsstillende rengøringsresultat og flere ledere peger på, at varige forbedringer kræver tilførsel af ressourcer til
en mere grundig rengøringsindsats.
Samtidig peger evalueringen dog også på, at en øget dialog og kompetenceudvikling kan være veje til forbedringer
inden for rammen.
De interne og eksterne kvalitetskontroller bekræfter, at der fortsat er steder, hvor rengøringskvaliteten ikke lever op
til det aftalte serviceniveau. Det understreger behovet for fortsat opfølgning på disse institutioner.
Interviewene med rengøringsassistenter på den interne del viser, at prøvehandlingerne ikke har haft indflydelse på
deres arbejdsvilkår eller arbejdsglæde.
Endelig har gennemførelsen af prøvehandlingerne medført et betydeligt ressourceforbrug i Drift og Service til
opstart og løbende opfølgning. For de deltagende institutioner har der ikke været et øget ressourceforbrug i
forbindelse med prøvehandlingerne, men flere ledere oplever, at den generelle opfølgning på rengøringen fylder
meget i hverdagen.
Se uddybende i vedlagte evaluering af prøvehandlinger på rengøringsområdet.
Til november-mødet vender forvaltningen tilbage med en beslutningssag om den fremtidige varetagelse af
rengøringen på kommunens institutioner.
Bevillingsmæssige konsekvenser
Økonomi- og Arbejdsmarkedsforvaltningen oplyser, at sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser.
Behandling i Økonomiudvalget 22. oktober 2025
Drøftet.
Kilde: Sønderborg Kommune, 2022 - 2025: Økonomiudvalget, referat fra mødet onsdag 22. oktober 2025, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.