Sønderborg
Skift kommune
KøbenhavnAlbertslundAllerødAssensBallerupBornholmBrøndbyBrønderslevDragørEgedalEsbjergFaxeFredensborgFredericiaFrederiksbergFuresøFaaborg-MidtfynGentofteGladsaxeGreveGribskovGuldborgsundHaderslevHalsnæsHelsingørHerlevHerningHillerødHolbækHorsensHvidovreHøje-TaastrupHørsholmKalundborgKertemindeKøgeLangelandLejreLollandLyngby-TaarbækMiddelfartNordfynNyborgNæstvedOdenseOdsherredRingstedRoskildeRudersdalRødovreSlagelseSolrødSorøStevnsSvendborgSønderborgTønderTårnbyVallensbækViborgVordingborgÆrøAlle kommuner

Behandlet 17. december, 2022 - 2025: Byrådet, Sønderborg

Godkendelse af Tilskudsaftale med Fonden GOTO Sønderborg 2026-2031

I perioden fra 2026-2031 er der årligt afsat 1,5 mio. kr. til GOTO Sønderborg til at understøtte en fortsættelse af fondens arbejde.

Kort fortalt

Hvem
2022 - 2025: Byrådet, Sønderborg Kommune
Hvornår
Onsdag 17. december 2025
Status
Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Forvaltningen indstiller til Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst, at Byrådet godkender
tilskudsaftalen med GOTO Sønderborg i perioden fra 2026-2031.

Sagsfremstilling

Sønderborg Kommune har ydet et øremærket tilskud til GOTO Sønderborg fra 2022-2025. I perioden fra 20262031 er der årligt afsat 1,5 mio. kr. til fortsættelse af fondens arbejde. Byrådet godkendte i august 2024 Masterplan
for Bosætning, Erhverv og Grøn Vækst. Arbejdet i GOTO Sønderborg understøtter målsætningerne i masterplanen
om 77.000 indbyggere i kommunen samt 2.000 flere arbejdspladser i 2030.

”Fonden Go To Sønderborg” blev stiftet af Bitten & Mads Clausens Fond den 12. januar 2022. Fonden blev stiftet
med henblik på at skabe økonomisk vækst og øget beskæftigelse i Sønderborg Kommune gennem udvikling af
mulighederne for at bo, opleve, studere og drive erhverv i området, til gavn for almennyttige interesser. Fonden fik
den endelige godkendelse fra Erhvervsstyrelsen den 8. marts 2022. Bitten & Mads Clausens Fond stiftede den 10.
februar 2022 selskabet ”GOTO Sønderborg A/S”. Driften i GOTO Sønderborg udøves gennem dette datterselskab.

Masterplan for Bosætning, Erhverv og Grøn Vækst indeholder to overordnede mål om 77.000 borgere og 2.000

flere arbejdspladser i 2030. De fælles mål kræver en stærkt koordineret indsats mellem en række nøgleaktører,
som hver især spiller en afgørende rolle. Det stiller krav til en tydelig rolle- og ansvarsfordeling, så den fælles
indsats målrettes.

Som forberedelse til indgåelse af en ny tilskudsaftale mellem GOTO Sønderborg og Sønderborg Kommune for
perioden 2026-2031 har der været en tæt dialog mellem parterne. Med udgangspunkt i erfaringerne for fonden i
perioden 2022-2025 er der arbejdet med at skærpe GOTO Sønderborgs rolle og målrette samarbejdet op imod den
fælles målsætning i masterplanen. Dette er beskrevet i ”Strategisk Retning for GOTO Sønderborg 2026-2031”.
Notatet er vedlagt som bilag.

Heraf fremgår det, at GOTO Sønderborgs fremadrettede virke udgøres af tre strategiske spor:
Se Sønderborg – målrettet markedsføring
Ung i Sønderborg – målrettet fokus på unge
Livet i Sønderborg – GOTO som områdets Tænketank

Med afsæt i de tre strategiske spor skal GOTO Sønderborg:
Understøtte koblingen og sammenhængen mellem aktører, erhvervsliv og studerende.
Fungere som områdets tænketank og løbende rekvirere ny viden, som kan danne grundlag for prioritering
af indsatser og kvalificering af beslutningsprocesser på kort såvel som lang sigt.
Fokusere på vedvarende og effektfuld markedsføring over for relevante målgrupper.
Være garanten for at skabe samarbejde mellem det lokale erhvervsliv og områdets studerende.

I forlængelse af overstående skal GOTO Sønderborg løbende orientere sig mod den politiske retningssætning fra
Byrådet, herunder besluttede masterplaner, politikker mv. Som eksempel kan det nævnes, at GOTO Sønderborgs
arbejde i sporet Ung i Sønderborg skal ses i sammenhæng med arbejdet i Uddannelsesstrategisk Råd og fokus på
at skabe en attraktiv studieby.

Med baggrund i de afsatte midler til GOTO Sønderborg i perioden er der udarbejdet en ny tilskudsaftale for
perioden, som definerer rammerne for kommunens tilskud. Jf. kommunalfuldmagten kan en kommune alene give
støtte til aktiviteter, som den selv ville kunne udføre. Der er derfor krav om tilsyn med støttens anvendelse. Det vil
ske i forbindelse med GOTO Sønderborgs årlige revision, hvor det tydeligt skal fremgå, hvordan det kommunale
tilskud er anvendt. Vedlagt som bilag er et notat fra BDO, som angiver kravene til det kommunale tilsyn på
baggrund af fondens konstruktion.

Forvaltningen har på lignende vis ført tilsyn med anvendelsen af det kommunale tilskud i perioden 2022-2025. Der
udestår på nuværende tidspunkt et revisionsbilag, hvilket forvaltningen dog betragter som en formalitet.

Jf. Tilskudsaftalen kan tilskuddet alene anvendes inden for de definerede rammer i de tre strategiske spor. Med
ønske om at afstemme prioritering af tilskuddets anvendelse mødes forvaltningen og GOTO Sønderborg i starten
af hvert kalenderår, hvor årets tiltag og initiativer drøftes og aftales i en 1-årig handleplan. I samme ombæring
sikres det, at anvendelsen af det kommunale tilskud lever op til de gældende krav. GOTO Sønderborg fremlægger
efterfølgende handleplanen samt prioriteringerne heri for det ansvarlige politiske udvalg. GOTO Sønderborg er
ansvarlig for udmøntning af handleplanen.

Relevante analyser med videre som udarbejdes i regi af GOTO Sønderborg vil ligeledes blive behandlet i det
relevante politiske fagudvalg med eventuel indstilling til videre behandling i Byrådet. Der vil løbende blive afviklet
møder mellem GOTO Sønderborg og forvaltningen for vidensdeling og koordinering af initiativer.

I henhold til fondens vedtægter udpeger Sønderborg Kommune ét medlem til bestyrelsen. Jf. fondens vedtægter
kan bestyrelsen ved simpelt flertal udpege yderligere to til syv medlemmer. Udpegningen af repræsentanterne fra
Sønderborg Kommune vil ske i forbindelse med Byrådets udpegningssager i 2026. Direktøren for Kultur og Erhverv
fungerer som observatør på bestyrelsesmøderne i GOTO Sønderborg.

Bevillingsmæssige konsekvenser
Økonomi- og Arbejdsmarkedsforvaltningen oplyser, at sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser, idet der
årligt fra 2026 er afsat 1,5 mio. kr. til fondens arbejde.

Supplerende sagsfremstilling til Økonomiudvalget den 10. december 2025
Forvaltningen er efter behandlingen af tilskudsaftalen i Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst den 6. november 2025
blevet opmærksomme på behovet for en tydeliggørelse af rammerne for kommunens tilskud i tilskudsaftalen samt i
beskrivelsen af den strategiske retning for GOTO Sønderborg. Det gælder blandt andet rammerne for GOTO
Sønderborgs arbejde med turisme, som indgår i de strategiske spor.

Dertil er der fra GOTO Sønderborg rettet en opmærksomhed på formuleringen om tilskuddet i afsnit 1. Baggrund,
hvor det er beskrevet at tilskuddet ydes til fonden, men udbetales til selskabet. Følgende er derfor tilrettet i
tilskudsaftalen:

1. Baggrund (side 1) – formulering er tilrettet:
Sønderborg Byråd har truffet politisk beslutning om at yde tilskud til GOTO Sønderborg i perioden 2026-2031.

5. Tilskuddets anvendelse:
De udbetalte tilskud kan alene anvendes inden for de definerede rammer i de tre strategiske spor anført i Strategisk
retning for GOTO Sønderborg 2026-2031 samt inden for rammerne af kommunalfuldmagten, Lov om
Erhvervsfremme samt aftalen mellem KL og regeringen om ”Rammerne for konsolidering af den kommunale
turistfremme”.

Dertil er følgende tilføjet i dokumentet Strategisk Retning for GOTO Sønderborg 2026-2031 under afsnittet
Partnerskabets rolle og ansvar:

GOTO Sønderborgs arbejde med turisme skal foregå i samarbejde med Destination Sønderjylland, idet
destinationen, jf. Lov om Erhvervsfremme § 14 samt aftalen mellem KL og regeringen om ”Rammerne for
konsolidering af den kommunale turistfremme” pkt. 4, skal have det det overordnede ansvar for
destinationsudvikling i området og være den operatør, der varetager den lokale turismefremmeindsats i de
deltagende kommuner.

Bilag 2 og Bilag 3 er opdateret i henhold til ovenstående og vedlagt til sagen. De tidligere bilag fra behandlingen i
Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst er således udskiftet.

Behandling i Udvalget for erhverv og grøn vækst 6. november 2025

Udvalget anbefaler indstillingen.

Behandling i Økonomiudvalget 10. december 2025

Udvalget for Erhverv og Grøn Væksts anbefaling indstilles.

Behandling i Byrådet 17. december 2025

Godkendt.
For stemte 30 bestående af A, S, V, D og O.
Imod stemte 1 bestående af Ø.

Kilde: Sønderborg Kommune, 2022 - 2025: Byrådet, referat fra mødet onsdag 17. december 2025, punkt 11. Læs den originale sag hos kommunen.