Besluttet 12. august, Natur-, Klima- og Miljøudvalget, Sønderborg
Orientering om processen for dobbeltrettet fællessti ved Gråsten Havnefront
Natur-, Klima- og Miljøudvalget godkendte den 5. november 2025 at igangsætte udarbejdelse af et projektforslag til en dobbeltrettet fællessti i forbindelse med kystbeskyttelsesprojektet på Gråsten Havnefront.
Kort fortalt
- Hvem
- Natur-, Klima- og Miljøudvalget, Sønderborg Kommune
- Hvornår
- Onsdag 12. august 2026
- Status
- Besluttet. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen indstiller til Natur-, Klima- og Miljøudvalget at tage
orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Budgetaftalen for 2025-2028 har tildelt 200.000. kr. til at skabe merværdi i byrummet på Gråsten Havnefront i
sammenhæng med de 1,5 mio.kr. der er afsat til at hæve cykelstien mv. som del af den samlede bevilling på 7 mio.
kr. Midlerne er en del af de 1,7 mio. kr., der er afsat til klimatilpasningsanlæg i Gråsten fordelt over 2025-2026.
Natur-, Klima- og Miljøudvalget godkendte den 5. november 2025 udarbejdelsen af et stiprojekt, der omfatter den
del af fællesstien fra Gråsten Plejehjem til Gråsten Havn, som ikke indgår direkte i kystbeskyttelsesprojektet.
Formålet er at skabe et sammenhængende stiforløb, der lever op til nutidige krav om fremkommelighed,
trafiksikkerhed og tilgængelighed.
En samlet modernisering af strækningen langs havnefronten vil give gående og cyklister et ensartet stiforløb med
forbedrede forhold for færdsel og tilgængelighed. Samtidig understøttes udviklingen af havnefronten som et
attraktivt byrum for både borgere og besøgende.
Ved at gennemføre stiprojektet samtidig med etableringen af kystbeskyttelsen opnås en række synergieffekter.
Anlægsarbejdet kan udføres i én samlet periode, hvilket begrænser generne for områdets brugere og naboer samt
minimere etableringsomkostningerne. Derudover kan der anvendes ensartede materialer på hele strækningen, så
fællesstien fremstår som et sammenhængende element i byrummet.
Den dobbeltrettede fællessti planlægges etableret som vist på det vedhæftede bilag. Fællesstien anlægges med en
bredde på 3 meter i overensstemmelse med gældende lovgivning. Belægningen ændres fra asfalt til klinker lagt i
låseforbandt. Løsningen vurderes at være den mest driftsvenlig, da lokale skader kan udbedres uden væsentlige
synlige reparationer.
Den nuværende fællessti ligger i dag ca. i kote 2,0. Fremskrivninger af fremtidige højvandsforhold og stormfloder
viser, at den eksisterende sti vil blive oversvømmet ved en 100-årshændelse. I projektet flyttes fællestien længere
ind på arealet og hæves til kote 2,9. Se det vedhæftede bilag. Flytningen og terrænreguleringen reducerer risikoen
for oversvømmelser og skader på stiens konstruktion ved fremtidige stormflods- og højvandshændelser.
Fællesstien har ikke en kystbeskyttende funktion for de omkringliggende ejendomme.
Flytningen af den dobbeltrettede fællessti vil medføre ændrede afstandsforhold til de nærmeste naboer ved
Kystvej, da den foreslåede linjeføring ca. flytter fællesstien 5-6 meter længere ind i området. Med den foreslåede
placering vil der ca. være mellem 12-14 meters afstand mellem fællesstiens øvre kant og de nærmeste terrasser
ved Kystvej. Ved området omkring Emmas Have er forløbet for stien næsten uændret.
Projektforslaget er blevet præsenteret for de borgere, der grænser direkte op til stiforløbet i første kvartal 2026. De
berørte naboer ved Kystvej har oplyst, at de er bekymrede for den foreslåede placering af den dobbeltrettede
fællessti, da de vurderer, at den vil medføre øget indblik til terrasserne og dermed påvirke oplevelsen af privatliv.
Naboerne har desuden anført, at de ikke vurderer, at der er behov for at flytte stien, da den pågældende strækning
foran Kystvej ikke tidligere har været oversvømmet ved højvandshændelser.
Forvaltningen bemærker, at projektforslaget tager udgangspunkt i fremskrivninger af fremtidige højvandsforhold.
Flytningen af fællesstien vurderes at reducere risikoen for fremtidige skader og driftsudgifter som følge af de
forventede fremtidige højvandsforhold. Samtidig understøtter projektet en samlet udvikling af havnefronten i
sammenhæng med kystbeskyttelsesprojektet.
Den videre proces
Den dobbeltrettede fællessti etableres på en kommunalt ejet 7000-matrikel, der er udlagt til vejformål. Efter
gældende regler er der ikke krav om nabohøring, når ændringen sker på kommunens egen grund. Der vil derfor
ikke blive gennemført en nabohøring i forbindelse med flytningen af stien.
Projektforslaget til den dobbeltrettede fællessti vil blive præsenteret for borgerne på Gråsten Havnefront i
forbindelse med et informationsmøde om kystbeskyttelsesanlægget i august.
Det udarbejdede projektforslag omfatter alene et skitse- og dispositionsniveau. Realisering af projektet forudsætter,
at der skal afsættes særskilt finansiering til detailprojektering og anlæg.
Økonomi
Omkostningerne til den dobbeltrettede fællessti fra Gråsten Plejehjem til Gråsten Havn vil ikke kunne indgå i
bidragsfordelingen for kystbeskyttelsesprojektet på Gråsten Havnefront, da det ikke er en del af kystbeskyttelsen.
Forvaltningen indstiller til at der i budgetforhandlingerne 2026 for 2027-2030, bevilliges midler til detailprojektering
og etablering af den dobbeltrettede fællessti.
Bevillingsmæssige konsekvenser
Økonomiforvaltningen oplyser, at sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser. Forvaltningen bemærker, at der
af sagen fremgår udgifter, hvortil der ikke er peget på finansiering.
Beslutning
Taget til efterretning.
Kilde: Sønderborg Kommune, Natur-, Klima- og Miljøudvalget, referat fra mødet onsdag 12. august 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.