Besluttet 6. oktober, Kultur-, Handel- og Turismeudvalget, Sønderborg
Godkendelse af udvikling af ungemiljø i Ahlmannsparken
Brugerrådet i Ahlmannsparken deltog på Idræt- og Fritidsudvalgets møde i august 2026 og orienterede om brugerrådets arbejde, områdets udvikling samt behovet for bedre rammer for unge. Efterfølgende har forvaltningen afholdt et dialogmøde med Gråsten Skole, Brugerrådet, SSP og Gråsten Forum.
Kort fortalt
- Hvem
- Kultur-, Handel- og Turismeudvalget, Sønderborg Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 6. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt med den ændring, at beløbet øges til 150.000 kr. Udmøntningen skal ske gennem en tæt involvering af de unge med faglig understøttelse.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Kultur-, Handel- og Turismeudvalget at godkende
at der afsættes 100.000 kr. til udvikling og etablering af et ungemiljø i og omkring Ahlmannsparken,
finansieret af de afsatte midler i budgetaftalen 2022-2025 til et styrket ungemiljø i Gråsten.
Sagsfremstilling
I Budgetaftalen 2022-2025 blev der afsat 250.000 kr. til at styrke ungemiljøet i Gråsten. Midlerne er endnu ikke
anvendt.
Brugerrådet i Ahlmannsparken deltog på Idræt- og Fritidsudvalgets møde i august 2026 og orienterede om
brugerrådets arbejde og udviklingen af området. Brugerrådet fremhævede blandt andet et ønske om, at der skabes
bedre rammer og aktivitetsmuligheder for de unge, som opholder sig i og omkring Ahlmannsparken.
Som opfølgning på Brugerrådets ønske har forvaltningen afholdt et dialogmøde med repræsentanter fra Gråsten
Skole, Brugerrådet i Ahlmannsparken, SSP og Gråsten Forum. Formålet var at drøfte udfordringer, muligheder og
fælles prioriteringer i forbindelse med udviklingen af et styrket ungemiljø i Gråsten.
En større gruppe unge opholder sig i dag i Ahlmannsparken. Området rummer imidlertid kun få tilbud og
opholdsmuligheder, der er målrettet dem. Det kan skabe udfordringer i samspillet mellem de unge, foreningerne og
husets øvrige brugere.
På dialogmødet var der enighed om at arbejde videre med aktiviteter og opholdsmuligheder for unge både inde og
ude. Forslagene omfattede blandt andet sofaområder, opladningsmuligheder, bordtennis og bordfodbold. Tiltagene
skal understøtte fællesskab og trivsel i og omkring Ahlmannsparken.
På baggrund af dialogmødet foreslår forvaltningen, at 100.000 kr. af de afsatte midler i Budgetaftalen 2022-2025
anvendes til at udvikle og etablere et attraktivt ungemiljø i og omkring Ahlmannsparken. Indsatsen målrettes de
unge, der allerede opholder sig i området, herunder unge, som ikke er en del af det organiserede foreningsliv. Der
er opbakning til sagen fra både Gråsten Forum og Brugerrådet i Ahlmannsparken.
Formålet er både at imødekomme de unges behov og at understøtte et positivt samspil mellem unge, skole,
foreningsliv og områdets øvrige brugere. Gennem løbende inddragelse af målgruppen kan aktiviteter og indretning
tilpasses på baggrund af erfaringer og dialog med de unge og områdets øvrige brugere.
Der er enighed om, at de unge skal inddrages aktivt i udviklingen af miljøet. Gråsten Skole og Brugerrådet vil derfor
koordinere en dialog med elevrådet om ønsker og behov. Inddragelsen skal sikre, at de konkrete løsninger tager
afsæt i de unges perspektiver og samtidig kan fungere sammen med områdets øvrige aktiviteter og brugere.
Brugerrådet har desuden tilkendegivet, at brugerne af Ahlmannsparken ønsker at bidrage aktivt til indsatsen. Der
skal blandt andet udarbejdes fælles retningslinjer og konkrete handlevejledninger til de voksne i huset. SSP
foreslås inddraget med rådgivning og værktøjer, der kan understøtte en konstruktiv dialog med de unge.
Kultur-, Handels- og Turismeudvalget har beslutningskompetencen i forhold til anvendelsen af midlerne til et styrket
ungemiljø i Gråsten. Idræt- og Fritidsudvalget orienteres, fordi sagen udspringer af Brugerrådets oplæg til udvalget
og har tæt sammenhæng med foreningslivet, fritidsområdet og den samlede udvikling af Ahlmannsparken.
Bevillingsmæssige konsekvenser
Økonomiforvaltningen oplyser, at sagen ikke medfører bevillingsmæssige konsekvenser, idet finansiering af de 100
t.kr. sker inden for de afsatte midler til ungemiljø i Gråsten.
Beslutning
Godkendt med den ændring, at beløbet øges til 150.000 kr. Udmøntningen skal ske gennem en tæt
involvering af de unge med faglig understøttelse.
Kilde: Sønderborg Kommune, Kultur-, Handel- og Turismeudvalget, referat fra mødet tirsdag 6. oktober 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.