Besluttet 8. oktober, Social-, Senior- og Handicapudvalget, Sønderborg
Godkendelse af studietur for udvalget 2027
Social-, Senior- og Handicapudvalget har tidligere drøftet ønsket om en studietur. Turen skal give udvalget nye perspektiver på, hvordan velfærd kan udvikles med større vægt på borgernes hverdagsliv, fællesskaber og samspillet mellem offentlige aktører og civilsamfund.
Kort fortalt
- Hvem
- Social-, Senior- og Handicapudvalget, Sønderborg Kommune
- Hvornår
- Torsdag 8. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen indstiller til Social-, Senior og Handicapudvalget at godkende
at forvaltningen arbejder videre med en studietur med afsæt i den beskrevne faglige retning.
Sagsfremstilling
Social-, Senior- og Handicapudvalget har tidligere drøftet ønsket om at gennemføre en studietur, blandt andet på
udvalgets møde den 2. februar 2026.
Formålet med studieturen er at hente inspiration til udvalgets fortsatte politiske arbejde med udviklingen af social-,
senior- og handicapområdet i Sønderborg Kommune. Studieturen har blandt andet fokus på livskvalitet og
selvbestemmelse samt nærhed og sammenhæng. Samtidig løfter Sønderborg 2030 ambitioner om at indgå i
partnerskaber med blandt andet et aktivt civilsamfund og udvikle nye former for velfærd.
På social-, senior- og handicapområdet omsættes denne retning blandt andet gennem Spor for Omsorg og
Udvikling med en retning, hvor velfærd i højere grad skabes sammen med borgere og det omkringliggende
samfund. De aktuelle reformer på velfærdsområdet understøtter og aktualiserer denne retning med øget fokus på
blandt andet selvbestemmelse, forebyggelse, fællesskaber og sammenhæng på tværs.
Kommunen har allerede gjort sig en række erfaringer med selvbestemmelse, samskabelse og tværgående
samarbejde. Studieturen skal give mulighed for at spejle disse erfaringer i andre kommuners og organisationers
praksis og samtidig få nye perspektiver på de spørgsmål og dilemmaer, som fortsat knytter sig til kommunens rolle,
organisering og samarbejde med borgere og lokalsamfund.
En udvikling, hvor borgernes egne ressourcer, relationer og fællesskaber får større betydning, kan styrke borgernes
selvstændighed og muligheder for at mestre eget liv. Det kan bidrage til at forebygge eller udskyde behovet for
mere omfattende indsatser og til, at kommunens faglige ressourcer i højere grad anvendes dér, hvor der er behov
for professionel støtte. Dermed er perspektivet både bedre livskvalitet for borgeren og en mere bæredygtig
anvendelse af kommunens ressourcer.
Forvaltningen foreslår derfor, at studieturen tager afsæt i det overordnede spørgsmål:
Hvordan udvikler vi velfærden tættere på mennesker?
Studieturen skal give inspiration til udvalgets videre arbejde med blandt andet følgende spørgsmål:
Hvordan kan kommunen udvikle velfærd i tættere samspil med borgere og lokale fællesskaber?
Hvordan bliver fællesskaber, relationer og borgernes egne ressourcer en reel del af løsningen?
Hvordan organiseres nye tilgange, så de er fagligt, organisatorisk og økonomisk bæredygtige?
Hvilken betydning har denne udvikling for blandt andet kommunens og politikernes rolle?
Forvaltningen foreslår, at England bliver destinationen for studieturen. England rummer en række offentlige
organisationer, partnerskaber og civilsamfundsorganisationer, som gennem en længere årrække har arbejdet med
mange af de spørgsmål, som også er aktuelle i en dansk kommunal kontekst. Det gælder blandt andet
lokalsamfundsbaserede indsatser, relationel velfærd og nye måder at organisere velfærd på. Samtidig gør den
geografiske nærhed det muligt at gennemføre en studietur med et højt fagligt udbytte inden for en begrænset
tidsramme.
Ved planlægningen af studieturen vil forvaltningen lægge vægt på, at besøg og dialoger:
har høj relevans for social-, senior- og handicapområdet.
bygger på dokumenterede erfaringer gennem en længere periode og kan belyse både resultater og
udfordringer.
belyser både borgernære, faglige og økonomiske perspektiver.
Forvaltningen foreslår, at studieturen gennemføres over tre dage med to overnatninger i uge 10 2027.
Det konkrete program og budget udarbejdes på baggrund af udvalgets beslutning og forelægges efterfølgende til
endelig godkendelse.
Budget vil blive afholdt inden for udvalgets ramme.
Bevillingsmæssige konsekvenser
Økonomiforvaltningen oplyser, at sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser, idet budgettet findes inden for
udvalgets ramme.
Beslutning
Godkendt.
Kilde: Sønderborg Kommune, Social-, Senior- og Handicapudvalget, referat fra mødet torsdag 8. oktober 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.