Besluttet 10. august, Familie- og uddannelsesudvalget, Solrød
Videre arbejde med etablering af et ungeråd i Solrød Kommune
Administrationen indstiller, at det besluttes, om administrationen skal arbejde videre med etablering af et ungeråd.
Kort fortalt
- Hvem
- Familie- og uddannelsesudvalget, Solrød Kommune
- Hvornår
- Mandag 10. august 2026
- Status
- Besluttet. Der arbejdes ikke videre med forslaget, da det bør indgå i de politiske drøftelser ifm. budgetforhandlingerne med henblik på at finde finansiering.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller, at det besluttes, om administrationen skal arbejde videre med etablering
af et ungeråd.
Sagsfremstilling
På byrådsmødet den 26. maj 2026 stillede Socialdemokratiet et medlemsforslag om, at Solrød Kommune
etablerer et ungeråd som et fast, rådgivende organ under byrådet med henblik på at styrke unges
deltagelse i lokaldemokratiet og sikre en mere systematisk inddragelse af unges perspektiver i
kommunale beslutninger.
Formålet med et ungeråd er at styrke kvaliteten i kommunens beslutninger på områder, der vedrører
unge, herunder eksempelvis skole- og uddannelsesforhold, fritidsliv, kultur, mental sundhed, trivsel,
klima, byrum, mobilitet og deltagelse i demokratiske processer. Et ungeråd vil kunne skabe en fast og
legitim kanal mellem unge borgere og byrådet, og samtidig understøtte rekruttering til fremtidigt
demokratisk engagement i kommunen.
Forslaget finder inspiration fra de lovbestemte funktioner, der kendes fra handicapråd og ældreråd,
særligt deres rådgivende rolle, deres funktion som bindeled mellem målgruppen og
kommunalbestyrelsen samt deres ret til at blive hørt i relevante sager.
Byrådet besluttede på mødet, at medlemsforslaget blev oversendt til behandling i Familie- og
uddannelsesudvalget. Medlemsforslaget er vedlagt som bilag.
Administrationens belysning af forslaget
Formålet med forslaget er at styrke unges deltagelse i lokaldemokratiet og skabe bedre rammer for, at
unges perspektiver kan indgå i kommunens beslutningsprocesser – og mange kommuner har derfor valgt
at etablere et Ungeråd. I andre kommuner understøttes formålet om demokratisk dannelse og unges
engagement ved eksempelvis deltagelse i ”Skolevalg”, deltagelse af lokalpolitikere i en lokal
”Demokratiets Dag” på ungdomsuddannelserne eller ved at uddanne lokale undervisere og
medarbejdere i ”Demokrati Fitness”, som træner unges demokratiske kompetencer gennem dialog og
samarbejde.
Solrød Kommune har i dag et lovbestemt ældreråd og et handicapråd med det formål at rådgive byrådet i
politiske spørgsmål om hhv. ældreområdet og handicapområdet. Rådene sekretraiatsbetjenes af
adminsitrationen, som deltager til møderne og klargør dagsordner og bilag, og sørger for referatskrvining,
journalisering af diverse dokumenter samt betjening af rådsmedlemmerne i forskellige henseender.
Handicaprådet holder fire faste møder om året, mens Ældrerådet afholder 10 faste møder om året.
Sekretariatsbistanden til Handicaprådet skønnes at udgøre i omegnen af to timer pr. måned, mens
sekretariatsbistanden til Ældrerådet skønnes til ca. fem timer pr. måned. Herudover kommer et betydeligt
antal timer i tilknytning til valg af repræsentanter til rådet. Til begge råd har byrådet afsat et drifts- og
aktivitetsbudget til fx kørsel, mødediæter, materialer og kurser. Handicaprådets driftsbudget er i 2026 på
20.000 kr, mens Ældrerådets budget er på 150.000 kr. Hvert 4. år er der desuden afsat 120.000 kr. til
gennemførsel af valg til Ældrerådet til tryk af stemmesedler, vederlag til stemmetællere osv.
Administrationens timer er ikke indregnet i dette beløb.
Jf. formålet om, at et Ungeråd skal bidrage til rekruttering af unge til demokratisk deltagelse, vil de unge
naturligt være mere uprøvet i demokratisk arbejde og rådssammenhæng end fx Ældrerådet og
Handicaprådet. Administrationen vurderer på den baggrund, at sekretariatsbistanden til et Ungeråd vil
være mere omfangsrig og sandsynligvis være i omegenen af 15 timer om måneden, afhængig af
mødeaktivitet og koordineringsbehov.
På den baggrund estimeres et Ungeråd i Solrød at koste i omegnen af 60.000 kr. årligt til
sekretariatsbistand og 60.000 årligt til et drifts- og aktivitetsbudget, samt 50.000 kr. til administrativ
gennemførsel af et valg til Ungerådet.
Det konkrete ressourceforbrug vil afhænge af rådets organisering, mødefrekvens, ambitionsniveau samt
omfanget af inddragelse i kommunale processer. En sekretariatsfunktion og et mindre driftsbudget
vurderes dog at være en væsentlig forudsætning for at sikre kontinuitet, relevans og fremdrift i rådets
arbejde.
Det er ikke et lovkrav at have et ungeråd.
Høring og inddragelse
Sagen har ingen høringspligt.
Finansiering
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Kompetence til afgørelse
Familie- og uddannelsesudvalget.
Beslutning
Der arbejdes ikke videre med forslaget, da det bør indgå i de politiske drøftelser ifm.
budgetforhandlingerne med henblik på at finde finansiering.
Kilde: Solrød Kommune, Familie- og uddannelsesudvalget, referat fra mødet mandag 10. august 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.