Struer
Skift kommune
KøbenhavnStruerAlle kommuner

Besluttet 1. september, Kontaktudvalg for Lokalområder, Struer

Præsentation af lokale udviklingsplaner (LUP'er) (orientering og drøftelse)

Struer Kommunes fem lokalområder arbejder med lokale udviklingsplaner (LUP'er), som sætter retning for den lokale udvikling og beskriver de temaer, indsatser og handlinger, lokalområderne ønsker at prioritere. Fire af de fem lokalområder har udarbejdet og godkendt en LUP.

Kort fortalt

Hvem
Kontaktudvalg for Lokalområder, Struer Kommune
Hvornår
Tirsdag 1. september 2026
Status
Besluttet. Resen-Humlum Resen-Humlum arbejder med afsæt i områdets stærke historie og identitet. Der blev fortalt om bosætning i området gennem mere end 3.000 år, og der blev peget på en række lokale kultur- og naturhistoriske fortællinger, som fortsat er vigtige for områdets udvikling. Ambitionen er at videreføre de værdier, som har præget området gennem generationer, herunder fællesskab, tryghed og nærhed til naturen. Trafikken blev fremhævet som en væsentlig udfordring.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Struer Kommunes fem lokalområder arbejder med lokale udviklingsplaner (LUP'er), som sætter
retning for den lokale udvikling og beskriver de temaer, indsatser og handlinger,
lokalområderne ønsker at prioritere.
Fire af de fem lokalområder har udarbejdet og godkendt en LUP. Det femte lokalområde er
langt i processen og mangler alene den formelle godkendelse på et borgermøde.
På mødet præsenterer hvert lokalområde deres LUP med fokus på planernes centrale temaer,
prioriterede indsatser og den måde, der arbejdes med planerne lokalt.
Præsentationerne skal være med til at give Kontaktudvalg for lokalområder et samlet overblik
over de lokale udviklingsplaner og skabe fælles viden om lokalområdernes prioriteringer og
udviklingsønsker. Samtidig skal præsentationerne bidrage til at identificere fælles temaer og
synergier på tværs af lokalområderne, som Kontaktudvalget kan arbejde videre med i
udvalgets fremadrettede arbejde.
Lokale udviklingsplaner
Thyholm - under udarbejdelse
Resen-Humlum
Venø
Langhøj
Hjerm

Beslutning

Resen-Humlum
Resen-Humlum arbejder med afsæt i områdets stærke historie og identitet. Der blev
fortalt om bosætning i området gennem mere end 3.000 år, og der blev peget på en
række lokale kultur- og naturhistoriske fortællinger, som fortsat er vigtige for områdets
udvikling. Ambitionen er at videreføre de værdier, som har præget området gennem
generationer, herunder fællesskab, tryghed og nærhed til naturen.
Trafikken blev fremhævet som en væsentlig udfordring. Der er et ønske om at forbedre
trafiksikkerheden, reducere støjgener og skabe bedre forhold for bløde trafikanter, blandt
andet gennem etablering af cykelstier eller 2-minus-1-veje.
Natur og turisme spiller en central rolle i udviklingsarbejdet. Resenkær-projektet blev
fremhævet som en vigtig indsats, ligesom der er fokus på at forbedre adgangen til
naturen, både for områdets egne borgere og for besøgende. Samtidig arbejder

lokalområdet med kultur, fællesskab, idræt og sport som bærende elementer i
udviklingen.
Blandt de konkrete fokusområder blev nævnt byforskønnelse, hastighedsdæmpning,
klimatilpasning og udvikling af rekreative områder, herunder muligheder i tilknytning til
kirkegårdsarealer og etablering af madpakkehuse.
Derudover blev der orienteret om initiativet 'Hverdagens Klimatopmøde', som afholdes
den 28. oktober 2026 i samarbejde mellem en række lokale aktører, Struer Kommune og
Naturstyrelsen, og som forventes koblet til Resenkær-projektet.

Venø
Venø har gennem de seneste to årtier arbejdet systematisk med udviklingsplaner.De
højest prioriterede projekter omfatter udviklingen af Venø Klit Camping, den lokale
energiomstilling med fokus på vedvarende energi, udviklingen af Venø Havn og Fjordens
Hus, etableringen af Venø Naturpark, bosætning, udviklingen af Venø Seafood som
oplevelsesområde, naturgenopretningsprojektet ved Venøborg samt videreudviklingen af
Venøtårnet.
Der blev samtidig peget på en række udfordringer, særligt i relation til planlovgivning og
strandbeskyttelseslinjer, som begrænser mulighederne for at udvikle eksisterende
områder. Derfor er der aktuelt stort fokus på at forbedre og videreudvikle de eksisterende
faciliteter og projekter (Bilag 1, 2 og 3).

Langhøj
Langhøjområdet, som omfatter Asp, Linde, Ølb-Fousing og Vejrum, er kendetegnet ved
stærke naturværdier og et tæt samarbejde mellem lokalområderne. Over de seneste 5-10
år er samarbejdet blevet styrket gennem et fælles samarbejdsudvalg med
repræsentanter fra områdets borgerforeninger og de lokale medlemmer fra
Kontaktudvalget.
Den fælles vision er at skabe "et sted for alle". Et centralt element i denne vision er
initiativet "Langhøj i Bevægelse", hvor 23 foreninger og andre fællesskaber samarbejder
om aktiviteter og udvikling. Der arbejdes også med at skabe bedre sammenhæng mellem
hal, skole, børnehave og de omkringliggende udearealer.
Et af de største projekter er transformationen af Langhøjhallen. Her er ambitionen at
skabe flere mødefaciliteter, et fælles samlingssted og faciliteter til fitness og motion for
alle aldersgrupper. Samtidig er der fokus på at bevare og omdanne eksisterende
bygninger frem for at bygge nyt samt på at integrere fortællingen om 'Lydens By' i
projektet.
Andre fokusområder omfatter rotationsboliger, fælles kommunikationsplatforme og

styrkelse af bosætningen. Der blev desuden peget på behovet for bedre forbindelser for
cyklister til Struer. Lokalområdet ønsker derfor, at 2-minus-1-veje undersøges som en
mulig del af en fremtidig cykelstiløsning mellem Langhøjområdet og Struer.
Den største udfordring blev beskrevet som mangel på ressourcer og frivillig arbejdskraft.
Der er stor aktivitet og mange initiativer i gang, men samtidig et ønske om at sikre, at
ambitionsniveauet matcher de lokale kræfters kapacitet (Bilag 4).

Hjerm
Hjerm har gennem en årrække haft stor succes med at gennemføre udviklingsprojekter
og tiltrække fondsmidler. Blandt de senere års resultater blev nævnt udviklingen omkring
købmanden, Oasen, haludvidelsen samt etableringen af et nyt boligområde.
Det nye boligområde har oplevet stor interesse, og der er allerede ventelister til boligerne.
Udviklingen har samtidig skabt nye perspektiver og udfordringer i forhold til infrastruktur
og kapacitet på skolen, som forventes at være centrale fokusområder i de kommende år.
Mange af de projekter, der tidligere har indgået i udviklingsplanen, er allerede realiseret.
Området befinder sig derfor i en fase, hvor der arbejdes med konsolidering og
videreudvikling af de opnåede resultater. Der blev peget på, at Hjerm er kendetegnet ved
mange stærke lokale kræfter og stor erfaring med at søge ekstern finansiering.

Thyholm og Jegindø
Thyholm og Jegindø arbejder med en udviklingsvision, hvor naturen, fortællingerne,
kulturen og stilheden udgør områdets særlige kvaliteter. Visionen tager afsæt i stærke
fællesskaber og ønsket om at skabe et attraktivt lokalområde, hvor kultur, natur, historie,
bosætning og erhverv går hånd i hånd.
Lydens By-konceptet blev fremhævet som en mulig fælles fortælling og rød tråd i
områdets udvikling. Blandt de eksisterende og kommende fyrtårne blev nævnt Thomas
Dambo-trolden, udviklingen omkring Oddesund, Geopark Vestjylland samt Mississippi
Kunstgalleri.
På tværs af området arbejdes der med fælles indsatser inden for bosætning, natur, stier,
friluftsliv, turisme og oplevelser. Der blev blandt andet peget på idéer om fælles
stiafmærkning, formidling af de lokale fortællinger gennem podcast og lydfortællinger
samt etablering af udsigtspunkter med lydbænke.
Samtidig er der fokus på lokale indsatser i de enkelte landsbyer, hvor ønsket om bedre
cykelstiforbindelser blev fremhævet som en fælles udfordring. Der blev også peget på, at
området historisk har været præget af en vis konkurrence mellem landsbyerne, og at
arbejdet med fælles udviklingsplaner derfor også handler om at styrke samarbejde og
fælles retning.

Som led i dette arbejde er støtteforeningen Thyholm etableret for blandt andet at styrke
mulighederne for at søge ekstern finansiering. Der blev dog, ligesom i flere andre
lokalområder, peget på udfordringer med frivillige ressourcer, da mange opgaver bæres
af relativt få personer (Bilag 5).

(Elin Nørgaard, Søren Lang Hindkjær, Jesper Ravnholt Trelborg og Lillian Nielsen deltog
ikke under dette punkt)

Kilde: Struer Kommune, Kontaktudvalg for Lokalområder, referat fra mødet tirsdag 1. september 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.