Spring til indholdet
Syddjurs
Skift kommune
KøbenhavnSyddjursAlle kommuner

Besluttet 12. august, Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Syddjurs

Kraftværket i Kolind. Status på drift af skatehal

Siden 2012 har Kraftværket i Kolind været hjemsted for streetsportsaktiviteter. Med denne sag gives Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget en status på driften og aktiviteterne i Kraftværket, da der fra efteråret 2026 er udfordringer med personaleressourcer i faciliteten.

Kort fortalt

Hvem
Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Syddjurs Kommune
Hvornår
Onsdag 12. august 2026
Status
Besluttet. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

I slutningen af 2012 etablerede Norddjurs og Syddjurs Kommuner et fælleskommunalt ungdomsprojekt under navnet Kraftværket.com, som fysisk havde hjemsted i det tidligere halmværk på Engvej i Kolind. Dengang lejede man sig ind i faciliteten.

De politiske fagudvalg havde det overordnede ansvar for projektet, mens en administrativ styregruppe med repræsentanter fra de to kommuner varetog den daglige ledelse og udvikling. Norddjurs Kommune trak sig ud af projektet fra 2016, og på møde den 11. november 2015 besluttede Syddjurs Kommunes byråd at købe bygningen.

Der blev nedsat et brugerråd, som sidenhen blev til foreningen Kraftværket. Kraftværket står i dag for aktiviteterne i bygningen. Foreningen Kraftværket blev på møde i Udvalget for plan, udvikling og kultur den 17. august 2016 godkendt som folkeoplysende forening, og kan på den baggrund opnå aktivitetstilskud til medlemmer under 25. år. I 2025 havde foreningen 153 medlemmer, overvejende børn og unge.

Bygningen er indrettet med ramper til at dyrke streetsport, primært løbehjul men også skateboard, BMX og rulleskøjter, på alle niveauer. Det er frivillige, der bygger ramper og holder åbent i weekender og ferier. Der er altid en ansvarlig voksen til stede i Kraftværkets åbningstid, der tager imod, sikrer at der anvendes hjelm med videre.

I 2019 blev formanden for foreningen Kraftværket ansat i flexjob i Kultur og Fritid med 14 timer om ugen med den opgave at føre tilsyn med bygningen og aktiviteterne i den.

Siden Kraftværket blev etableret, har der været ansat en seniorjobber i faciliteten, der har sørget for dagligt vedligehold og for at der kunne holdes åbent på hverdage, hvor det er svært at skaffe frivillige voksne. Frem til 2021 var der tale om 37 timers seniorjob.

Aktuelt er der tilknyttet en seniorjobber 22 timer om ugen, der dækker tre åbningsdage (tirsdag, torsdag og fredag), men denne ansættelse udløber medio oktober 2026. Administrationen har afsøgt mulighederne for at finde en ny kandidat, men har fået oplyst at der ikke er udsigt til en ny seniorjob-ansættelse på grund af den aktuelle høje beskæftigelse.

Kraftværket oplyser, at der kommer mange brugere med diagnoser, skolevægring og andre udfordringer, som her finder et fristed og et samvær med ligesindede. Kraftværket er båret af en meget stærk social kultur, hvor der lægges vægt på gensidig respekt og omsorg.

Vurdering

Administrationen vurderer, at Kraftværket er en unik og vigtig fritidsfacilitet i Syddjurs Kommune, da den leverer et tilbud til børn og unge, som ikke tiltrækkes af de traditionelle idrætsforeninger.

Administrationen vurderer, at der er risiko for at åbningstiderne i Kraftværket vil blive reduceret, når seniorjobberen stopper til efteråret, og HR oplyser, at der ikke er udsigt til at finde en ny kandidat på grund af den aktuelle høje beskæftigelse.

Kraftværket understøtter Kultur-, fritids- og landdistriktspolitikkens ambition om at give alle mulighed for at være en del af et fællesskab ved at levere et fritidstilbud, der appellerer til nogle af de børn og unge, der ikke finder vej til de mere traditionelle breddeidrætsforeninger.

Økonomi og organisatoriske konsekvenser

Syddjurs Kommune ejer bygningen Kraftværket, og har dermed de løbende driftsudgifter hertil. Der er afsat 64.899 kr. på Budget 2026 til drift og vedligehold af Kraftværket i Ejendomme. Foreningen står selv for udgifter til indvendig drift og vedligehold, forsikring, forbrug med videre.

Foreningen Kraftværket modtager aktivitetstilskud på baggrund af medlemstal. I 2025 udgjorde tilskuddet 22.950 kr. svarende til 150 kr. pr. medlem under 25 år. Endvidere modtager foreningen lokaletilskud, der i 2025 udgjorde 37.986. Der er dertil lavet en aftale med foreningen om, at en andel på ca. 30.000 kr. årligt af omsætningen i foreningens kiosk (salg af sodavand, toast med videre) indbetales til Kultur og Fritid en gang årligt, til en andel af flexjobberens løn, som ikke er budgetsat, men dækkes af de generelle midler på fritidsområdet.

For seneste indsendte regnskabsår (2024) udgjorde foreningens samlede indtægter 219.391, mens udgifterne udgjorde 227.204.

Indstilling

Direktøren for Udvikling og Kultur indstiller til Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget at tage orienteringen om Kraftværket i Kolind til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Kilde: Syddjurs Kommune, Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, referat fra mødet onsdag 12. august 2026, punkt 101. Læs den originale sag hos kommunen.