Spring til indholdet
Syddjurs
Skift kommune
KøbenhavnSyddjursAlle kommuner

Besluttet 12. august, Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Syddjurs

Sponsoraftaler for navne på idrætsanlæg og idrætshaller i Syddjurs Kommune

Principper for sponsoraftaler vedrørende navngivning af kommunale idrætsanlæg og -haller.

Kultur og fritid

Kort fortalt

Hvem
Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Syddjurs Kommune
Hvornår
Onsdag 12. august 2026
Status
Besluttet. Ad 1) Godkendt, dog ikke med den ændring, at Administrationen fremover godkender sponsornavne på idrætsanlæg for maksimalt en 4-årig periode. Ad 2) Taget til efterretning.
Næste skridt
Administrationen vil på baggrund af Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalgets beslutning sende et svar på den modtagne henvendelse.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Henvendelse vedrørende navngivning af idrætsanlæg fra IF Midtdjurs fodbold

IF Midtdjurs fodbold har henvendt sig til administrationen, idet klubben har fået mulighed for at modtage sponsorindtægt på 15.000 kr. årligt, mod at deres opvisningsbane tager navn efter sponsoren. Navneændringen er tiltænkt som en ”intern ændring”, der anvendes i forbindelse med klubbens omtale af idrætsanlægget og i DBU’s oversigt over anlæg.

Administrationen har kendskab til, at flere fodboldklubber i Syddjurs Kommune har indgået lignende aftaler om navngivning af fodboldbaner uden forudgående aftale med kommunen. Det har været praksis gennem årene, at idrætsforeningerne selv har administreret sponsoraftalerne, og at indtægterne herfra tilfalder foreningerne. Syddjurs Kommune har på nuværende tidspunkt ikke fastsat nærmere regler for regulering af reklamer på kommunale idrætsanlæg, herunder navngivning af idrætsanlæg.

Henvendelse vedrørende Kolind+ idrætshal

Syddjurs Kommune har modtaget en uformel forespørgsel vedrørende Kolind+ fra en erhvervsdrivende i Kolind, der mod et sponsorat vil høre, om det er muligt at tilføje virksomhedens navn til idrætshallens navn. Kommunen har ikke tidligere modtaget lignende anmodninger.

Principper for sponsoraftaler vedrørende navngivning af kommunale idrætsanlæg

Det er en forudsætning, at idrætsforeningernes salg af navnerettigheder sker til markedspris og efter overholdelse af markedsføringsloven. Det er administrationens vurdering, at den reklamering, der sker på kommunale idrætsanlæg og i den kommunale idrætshal i dag, overholder disse forudsætninger jævnfør Lov om kommuners og regioners anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre. Hvis administrationen får en henvendelse om eller på anden måde får kendskab til, at disse forudsætninger ikke overholdes i konkrete tilfælde, vil Administrationen gribe ind.

I forhold til idrætsanlæg vil en fortsættelse af den eksisterende praksis give foreningerne mulighed for at opretholde en indtægt fra sponsoraftaler, der har betydning for det fritidstilbud, de har mulighed for at tilbyde.

Ved en fortsættelse af den nuværende praksis, hvor idrætsforeninger har mulighed for at indgå sponsoraftaler om stadionnavn på kommunale idrætsanlæg, foreslår Administrationen, at navne fremover skal godkendes administrativt for en periode på maksimalt 4 år, samt at Administrationen orienteres om sponsoraftaler i forbindelse med navngivning med henblik på at sikre, at navngivningen er i overensstemmelse med de interne retningslinjer for sponsornavne og at reklame sker på markedsvilkår. Administrationen gør opmærksom på, at sponsoraftalerne ikke vil vedrøre det officielle navn, der anvendes på skilte og geografiske kort med mere, men at sponsornavnet kan anvendes i klubbens omtale af anlægget, og i DBU’s oversigt over idrætsanlæg.

Interne retningslinjer om sponsornavne og reklamer

Det er et grundvilkår, at kommunen ikke må kompromittere sin neutralitet, og generelt skal agere sagligt i sin opgavevaretagelse. Kommunen vil derfor i forbindelse med kontrol af navngivningen lægge vægt på, at der ikke reklameres for følgende og tilsvarende organisationer:

• Arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger

• Religiøse bevægelser

• Politiske partier og bevægelser, valgte medlemmer eller opstillede kandidater

• Områder, der kan virke stødende på befolkningen.

Sprogbrugen i reklamen og de signaler, reklamen udsender, må ikke kunne virke stødende. Eksempler på dette kan være seksuelt betonede reklamer, dårlig sprogbrug med videre. Kommunen skal herudover påse, at reklamer i deres udformning og placering efter en konkret vurdering opfylder rimelige æstetiske krav.

Endelig må reklamer ikke være i strid med anden lovgivning, herunder tages der særligt hensyn til de lovmæssige begrænsninger for eksempel ved reklamer henvendt til børn, da idrætsanlæg og -haller i vid udstrækning benyttes af børn.

Principper for sponsoraftaler for den kommunale idrætshal

I forhold til den kommunale idrætshal Kolind+ har Administrationen afvist at give mulighed for at indgå en sponsoraftale for den kommunale idrætshal mod navneændring. Med en sponsoraftale vedrørende den kommunale hal, vil der være en kommunal indtægt, i modsætning til sponsoraftaler for idrætsanlæg, hvor indtægten tilfalder idrætsforeningen. Hvis en idrætshal, som kommunal institution, gives mulighed for at tage imod sponsorindtægter for navneændring, er der risiko for, at det kan påvirke opfattelsen af kommunens ligebehandling af virksomheder samt kommunens neutralitet og saglighed. Og det vil i øvrigt kunne danne præcedens for andre kommunale institutioner.

Vurdering

Det er Administrationens vurdering, at sponsoraftaler giver foreningerne mulighed for at få en indtægt, der har væsentlig betydning for deres fritidstilbud. Samtidig vurderer Administrationen, at en navngivning, der anvendes i forbindelse med klubbens omtale af idrætsanlægget og i DBU’s oversigt over idrætsanlæg, ikke er forstyrrende for den offentlige anvendelse af anlægget.

Det er samtidig Administrationens vurdering, at navngivning af en kommunal idrætshal skal foretages af kommunen, idet det vil være uhensigtsmæssigt hvis kommunale institutioner ikke navngives neutralt og sagligt. Der er i Syddjurs Kommune ikke, så vidt vides, tidligere eksempler på, at kommunale institutioner har foretaget navneændring til sponsornavne.

Økonomi og organisatoriske konsekvenser

Administrationens indstilling har ingen økonomiske konsekvenser for Syddjurs Kommune.

Videre proces

Administrationen vil på baggrund af Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalgets beslutning sende et svar på den modtagne henvendelse.

Administrationen vil informere om principperne for navngivning og reklamer til idrætsklubberne, blandt andet i forbindelse med afholdelse af fodboldlounge, netværksmøde med tennisklubberne samt i hovedforeningsnetværkene.

Lovgrundlag

Lov nr. 490 af 07/06/2006 Lov om kommuners og regioners anvendelse af fast ejendom
og løsøre til brug for reklamering for andre.

Indstilling

Direktøren for Udvikling og Kultur indstiller til Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget at

1) godkende at den eksisterende praksis for idrætsklubbers salg af sponsornavne fortsættes, dog med den ændring, at Administrationen fremover godkender sponsornavne på idrætsanlæg for maksimalt en 4-årig periode

2) tage den administrative afgørelse om, at Kolind+ som kommunal institution ikke kan indgå en sponsoraftale om navneændring til efterretning.

Beslutning

Ad 1) Godkendt, dog ikke med den ændring, at Administrationen fremover godkender sponsornavne på idrætsanlæg for maksimalt en 4-årig periode.

Ad 2) Taget til efterretning.

Kilde: Syddjurs Kommune, Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, referat fra mødet onsdag 12. august 2026, punkt 102. Læs den originale sag hos kommunen.