Spring til indholdet
Syddjurs
Skift kommune
KøbenhavnSyddjursAlle kommuner

Besluttet 12. august, Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Syddjurs

Anvendelse af den statslige ramme til fornyelse af bymidter 2026

Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget skal med denne sag tage stilling til anvendelse og udmøntning af den statslige ramme for fornyelse af bymidter i 2026. Erhvervs- og planudvalget orienteres om beslutningen.

Kort fortalt

Hvem
Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Syddjurs Kommune
Hvornår
Onsdag 12. august 2026
Status
Besluttet. Ad 1) Godkendt. Ad 2) Godkendt. Ad 3) Model a godkendt, dog således at der er en årlig drøftelse med Bevaringsrådet om rammerne for tildelingen.
Næste skridt
Pulje til fornyelse af bymidter 2026 annonceres i lokalaviser og formidles direkte til ejere, hvor det skønnes, at bygningsforbedringer vil være tjenlige.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Den statslige ramme til fornyelse af bymidter kan anvendes til områdefornyelse og bygningsforbedring i byer mellem 4.000 og 20.000 indbyggere. I Syddjurs Kommune er det kun Hornslet og Ebeltoft, der har over 4.000 indbyggere.

Rammen til fornyelse af bymidter blev uddelt første gang i 2022, hvor den blev anvendt til områdefornyelse i Hornslet. I 2023 blev rammen anvendt til områdefornyelse af Jernbanegade i Ebeltoft. I 2024 blev rammen anvendt til bygningsforbedring i Ebeltoft og Hornslet. I 2025 blev bymidterammen anvendt som ekstra bevilling til områdefornyelsen af Jernbanegade.

Administrationen modtager fortsat ansøgninger om tilskud til bygningsforbedring fra ejere i Ebeltoft og i Hornslet. Administrationen foreslår på den baggrund, at rammen til fornyelse af bymidter 2026 anvendes til bygningsforbedring og forskønnelse af facader i Hornslet og Ebeltoft. Midlerne prioriteres så tæt på bykernen som muligt og til en sammenhængende indsats, hvor bygninger der indgår i samlet gadeforløb eller byrum prioriteres.

For Ebeltoft gælder, at ansøgninger, der forbedrer midtbyen som kulturmiljø og opfylder ambitionerne i den bevarende lokalplan for Ebeltoft Midtby, prioriteres. For Hornslet gælder, at ansøgninger der vedrører ejendomme i bymidten prioriteres.

Ramme til fornyelse af bymidter 2026 kan anvendes frem til den 18. marts 2028.

Tilskud til bygningsforbedring vil være et udviklingsværktøj i dialogen med de butiksdrivende og ejendomsejere i midtbyen af Ebeltoft og vil være et supplement til den igangværende områdefornyelse af Jernbanegade. Administrationen er allerede i dialog med flere ejere, der ikke opnåede tilskud fra puljen i 2024, og som nu gerne vil sætte gang i bygningsforbedringer.

Pulje til fornyelse af bymidter 2024 havde én ansøgningsfrist.

Alle ansøgninger blev prioriteret med rådgivning fra Bevaringsrådet forud for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalgets endelige godkendelse.

Administrationen foreslår, at der i lighed med pulje til landsbyfornyelse fastlægges fire årlige ansøgningsfrister, 1. januar, 1. april. 1. juli og 1. oktober. Dette giver mulighed for en bedre prioritering af midlerne og bedre mulighed for løbende og hurtig sagsbehandling, end det var tilfældet med puljen i 2024.

Med fire årlige ansøgningsfrister vil ansøgningerne ikke uden væsentlige forsinkelser kunne opnå rådgivning fra Bevaringsrådet, hvorfor Bevaringsrådet ikke vil blive inddraget.

Det vil derudover være en yderligere belastning af Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalgets arbejde, hvis udvalget skal godkende bevillinger fire gange årligt.

Administrationen foreslår derfor en model a), hvor kompetencen til at godkende bevillinger fra Pulje til fornyelse af bymidter 2026 overdrages til administrationen, at processen gennemføres uden rådgivning fra Bevaringsrådet, i lighed med Pulje til landsbyfornyelse, samt at Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget orienteres om tilskud bevilget fra puljen hvert år i december.

Alternativt foreslås model b), hvor ansøgningsproceduren fastholdes som i 2024 med en enkelt årlig ansøgningsfrist, rådgivning fra Bevaringsrådet samt godkendelse i Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget.

Administrationen foreslår, at Pulje til fornyelse af bymidter administreres efter følgende tilskudssatser. Tilskudsprocenten til bevaringsværdige bygninger fastsættes til 33 procent, mens tilskudsprocenten til boliger i øvrigt sættes til 25 procent, svarende til de tilskud, der blev givet fra Pulje til fornyelse af bymidter 2024.

Vurdering

Administrationen vurderer, at anvendelsen af ramme til fornyelse af bymidter i Hornslet og Ebeltoft vil bidrage til en positiv udvikling i de to byer.

Udnævnelsen af Ebeltofts gamle bydel som nationalt kulturmiljø giver yderligere fokus på forskønnelsen af Jernbanegade og facaderne langs med Adelgade, herunder skiltning og inventar. Et attraktivt bymiljø vil appellere både til turister og nye erhvervsdrivende. Bygningsforbedringerne vil yderligere opfylde ambitionerne i den bevarende lokalplan nr. 177 for Ebeltoft Midtby og sikre bymidten som nationalt kulturmiljø.

En ramme til bygningsfornyelse af Hornslet Bymidte vil skabe mulighed for at yde tilskud til bygningsforbedring af ejendomme beliggende inden for bymidteafgrænsningen i Hornslet. Arbejdet koordineres og samtænkes med projektet Frie Bymidter.

Økonomi og organisatoriske konsekvenser

Syddjurs Kommunes andel i ramme til fornyelse af bymidter fordeles efter en fordelingsnøgle udarbejdet af Social- og Boligstyrelsen. Fordelingsnøglen bygger på kriterier, som afspejler den enkelte kommunes behov for midlerne. Kriterierne er fastsat i bekendtgørelse nr. 1129 af 23. juni 2022 om fornyelse af bymidter.

I 2026 er Syddjurs Kommunes andel af bymidterammen på 518.711 kr.

Den statslige ramme udgør 60 procent og skal medfinansieres med 40 procent. Den kommunale medfinansiering udgør 345.807 kr. Den samlede pulje til fornyelse af bymidter udgør dermed 864.518 kr. i 2026.

Statslig ramme (60 %)

Kommunal udgift netto (40 %)

Samlet pulje til bymidter 2026

518.711 kr.

345.807 kr.

864.518 kr.

Administrationen foreslår, at den kommunale medfinansiering af ramme til fornyelse af bymidter 2026 delvist findes i restmidler fra områdefornyelse/bygningsfornyelse 2024 på i alt 165.988 kr.

Den resterende kommunale medfinansiering på 179.809 kr. foreslås bevilget fra midler afsat til Områdefornyelse/Bygningsfornyelse i 2028. Der er afsat 1 mio. kr. i 2028. Idet der typisk er forskydninger i udbetalingerne, er det vedtaget med budgetaftalen 2026, at midlerne kan disponeres i 2026.

Områdefornyelse/Bygningsfornyelse 2024

Områdefornyelse/Bygningsfornyelse 2028

Samlet kommunal medfinansiering

165.988 kr.

179.809 kr.

345.807 kr.

Videre proces

Pulje til fornyelse af bymidter 2026 annonceres i lokalaviser og formidles direkte til ejere, hvor det skønnes, at bygningsforbedringer vil være tjenlige. Bygningsforbedringerne skal henholdsvis understøtte områdefornyelsesindsatsen i Ebeltoft og bymidteindsatsen i Hornslet og skal opleves som del af en sammenhængende byfornyelsesindsats.

Lovgrundlag

Lov om byfornyelse og udvikling af byer. Lovbekendtgørelse 794 af 27. april 2021 og Bekendtgørelse om fornyelse af bymidter. Bekendtgørelse 1129 af 23. juni 2023.

Indstilling

Direktøren for Udvikling og Kultur indstiller til

1) Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget at godkende, at rammen til fornyelse af bymidter 2026 anvendes til bygningsforbedring i Ebeltoft bymidte og Hornslet bymidte

2) Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget at godkende, at Syddjurs Kommunes medfinansiering af ramme til fornyelse af bymidter 2026 findes i restmidler afsat til områdefornyelse/bygningsfornyelse 2024 og midler afsat i 2028 til områdefornyelse/bygningsfornyelse.

3) Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget at tage stilling til, hvorvidt kompetencen til at godkende bevillinger fra Pulje til fornyelse af bymidter 2026 a) overdrages til administrationen via fire årlige ansøgningsrunder, eller b) fastholdes som en årlig ansøgningsrunde med inddragelse af Bevaringsrådet og godkendelse i Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget.

4) Erhvervs- og planudvalget at tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Ad 1) Godkendt.

Ad 2) Godkendt.

Ad 3) Model a godkendt, dog således at der er en årlig drøftelse med Bevaringsrådet om rammerne for tildelingen.

Bilag

Kilde: Syddjurs Kommune, Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, referat fra mødet onsdag 12. august 2026, punkt 104. Læs den originale sag hos kommunen.