Besluttet 2. september, Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Syddjurs
Status på DGI Partnerskabsaftale og præsentation af idrætsforeningernes medlemstal
Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget orienteres om status for indsatser i Handleplan 2026 for Partnerskab mellem DGI Østjylland og Syddjurs Kommune samt offentliggørelsen af idrætsforeningernes medlemstal for 2025.
Kort fortalt
- Hvem
- Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Syddjurs Kommune
- Hvornår
- Onsdag 2. september 2026
- Status
- Besluttet. Taget til efterretning. I forbindelse med behandlingen af sagen har udvalget fået forelagt yderligere materiale, der ikke fremgik af dagsordenen. Materialet er vedlagt som bilag til referatet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
DGI Partnerskabsaftalen er en politisk aftale indgået mellem DGI Østjylland og Syddjurs Kommune. Aftalen blev godkendt af Byrådet den 29. oktober 2025 og er gældende ind til 31. december 2030. Aftalen er vedlagt som bilag 1.
Formålet med partnerskabet er at udvikle og styrke foreningslivet og bevægelsesfællesskaberne i Syddjurs Kommune. Målet er, at tilbuddene både i form og indhold imødekommer borgernes behov, og at de i endnu højere grad gør det attraktivt for børn, unge, voksne og seniorer at være fysisk aktive i Syddjurs Kommune.
Projektet ”Der hvor Syddjurs mødes om det gode liv” er et projekt mellem DGI Østjylland og Syddjurs Kommune, der er støttet af Gl. Skanderborg Fonden. Formålet med projektet er at skabe sammenhængskraft i landdistrikterne og i de mindre lokalsamfund i Syddjurs Kommune, med fokus på foreninger og fællesskaber.
Følgende indsatser er blandt andet afviklet primo 2026 i regi af Handleplan 2026. Handleplanen er vedlagt som bilag 2.
Lokaldysten
For sjette gang i træk blev Lokaldysten afviklet i maj og juni. I år var lokalsamfundene Mols, Mørke, Tirstrup-Balle og Ådalen med som gengangere, mens Nimtofte var med for første gang. Dette betød, at der for første gang var fem deltagende lokalsamfund. For første gang i år blev der dystet i tre kategorier; ’flest kilometer per indbygger’, ’største udvikling i antal deltagere fra sidste år’ og ’størst andel deltagende indbyggere’. Vinderen af hver kategori modtog en pengepræmie på 3.000 kr., der skal komme lokalsamfundet til gode. Ådalen vandt kategorien ’flest kilometer per indbygger’ med 0,98 km, samt kategorien ’størst andel deltagende indbyggere’ med 13,8 %. Mørke vandt kategorien ’størst udvikling i antal deltagere fra sidste år’ med 27,1 %. På tværs af alle fem dyste deltog 1.019 personer, og de tilbagelagde 6.694 kilometer på alle ruterne. Det vil sige, at hver deltager i gennemsnit bevægede sig 6,57 kilometer.
Indsats for børn med særlige behov
I samarbejde med lærere fra Pindstrupskolen, der er Syddjurs Kommunes specialskoletilbud, er der blevet planlagt og afviklet foreningsbesøg for udvalgte årgange på skolen. I februar var mere end 30 elever på besøg ved Rosenholm Skytteforening, hvor de fik lov til at prøve kræfter med skydning. Derudover har en gruppe udskolingselever også været på besøg i IF Midtdjurs Klatreklub. Her prøvede eleverne både den høje klatrevæg, hvor de skulle sikres med seler, samt friklatring på boulderingvæggen. Intentionen med disse besøg er at give eleverne gode oplevelser med idræts- og bevægelsestilbud, de måske ikke kendte til i forvejen, og forhåbentlig give dem mod på mere. Begge besøg har vakt interesse ved nogle af eleverne. Flere foreningsbesøg og bevægelsesrelaterede aktiviteter er allerede på tegnebrættet.
Frivillighed på skoleskemaet
Som en del af projektet ”Der hvor Syddjurs mødes om det gode liv” er der afsat penge til, at sætte frivillighed på skoleskemaet. Helt konkret er der blevet arbejdet på at få nogle af de kommunale skoler i Syddjurs til at udbyde et valg med fokus på frivillighed. Der er stor fleksibilitet i konceptet fra DGI, men grundlæggende bygger det på, at eleverne i valgfagstimerne i skoletiden præsenteres for den teoretiske viden om frivillighed, hvorefter de skal ud i praktik i en forening, plejehjem eller lignende for at afprøve deres nye færdigheder. Når valgfaget er færdig modtager de et diplom, som de kan bruge som dokumentation på deres viden senere hen. Indtil videre sætter Kolind Skole og Rosmus Skole frivilligheden på skoleskemaet fra skoleåret 2026/2027. I projektet er der afsat midler til tre skoler mere, hvilket der arbejdes videre med.
Medlemstal for idrætsforeningerne 2025
Torsdag den 26. marts 2026 offentliggjorde DIF og DGI medlemstallene for idrætsforeningerne i 2025. Andelen af medlemmer er for femte år i træk steget, så der i 2025 var 2.525.038 medlemmer i de danske idrætsforeninger. Det er en stigning på 1,64%.
Idrætsforeningerne i Syddjurs har også fået flere medlemmer i 2025. Her har der været en stigning på 3,49% siden 2024, hvilket svarer til 691 medlemmer. Det vil sige, at der nu er 20.469 medlemmer i idrætsforeningerne i Syddjurs. Samtidig har der været en befolkningstilvækst på 0,07%, hvilket svarer til 29 flere personer i Syddjurs Kommune.
Stigningen er også afspejlet i medlemstallene for de yngste (0-6 årige) samt voksne (25-39 årige, 40-49 årige og 50-59 årige) og seniorer (60-69 årige og 70+ årige), der alle har en stigning på mellem 5,40% og 12,53%. Anderledes står det dog til for børn og unge mellem 7 og 24 år. Her er der nemlig en tilbagegang i medlemstallene på -7,43% (7-12-årige), -2,52% (13-18-årige) og -2,04% (19-24-årige). Tilbagegangen gør sig gældende for både drenge og piger undtagen for de 13-18-årige piger.
Medlemstallene viser, at udviklingen for piger og kvinder generelt er mere positiv end for drenge og mænd. Konkret stiger medlemstallet for pigerne og kvinderne i alle alderskategorierne undtagen 7-12 årige og 19-24-årige, og stigningerne er alle mellem 9,38% og 17,75%. Faldet i medlemstallene for de 7-12-årige piger (-6,43%) og 19-24-årige piger (-1,6%) er dog mindre end for drengene i samme aldersgruppe.
Medlemstallene for drenge og mænd er steget i aldersgrupperne 0-6 år (15,87%), 40-59 år (3,59%), 60-69 år (3,26%) og 70+ år (4,37%) og til gengæld faldet i aldersgrupperne 7-12 år (-8,33%), 13-18 år (-9,98%), 19-24 år (-2,28%) og 25-39 år (-1,49%). Det er dermed pigerne og kvinderne der primært driver fremgangen i 2025.
De fire idrætter, der står for halvdelen af medlemmerne i Syddjurs Kommune er fitness (16,20%), fodbold (12,09%), golf (11,63%) og gymnastik (10,40%). Den største forening i Syddjurs Kommune er i 2025 Thorsager-Rønde Idrætsforening med 2.490 medlemmer. Derudover er der yderligere to foreninger med mere end 1.000 medlemmer. Det er Hornslet Idrætsforening med 2.389 medlemmer og IF Midtdjurs med 1.421 medlemmer.
DGI’s kommunerapport omhandlende medlemstallene er vedlagt som bilag 3. Her findes visualiseringer af tallene ovenfor, samt flere analyser og beregninger. Medlemstallene er baseret på foreningernes egne indberetninger i CFR (Centralt ForeningsRegister), der er en national fælles database for registrering af idrætsforeningernes medlemstal.
Vurdering
Administrationen vurderer, at de indsatser, der har været afviklet, har haft god værdi for foreningerne. Foreningerne er blevet understøttet i deres arbejde og hjulpet til at bevæge adskillige borgere. Derudover er der også lavet indsatser og aktiviteter for at brobygge til nye målgrupper til foreningslivet, både udøvere og frivillige, hvilket på sigt vil styrke foreningslivet yderligere.
Medlemstallene afspejler tidligere indsatser, der har været rettet mod de yngste borgere, samt pigerne i særdeleshed. Dette ses tydeligt i udviklingen fordelt på køn og alder. Da de omtalte medlemstal er fra 2025, vurderer Administrationen, at det endnu ikke er muligt at konkludere på effekterne af indsatserne i den nuværende partnerskabsaftale og projektet ”Der hvor Syddjurs mødes om det gode liv”, da disse er påbegyndt i 2026. Dog vurderes det, at det øgede fokus på unge i både partnerskabet og projektet er relevant baseret på udviklingen i medlemstallene.
Økonomi og organisatoriske konsekvenser
Administrationens indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.
Indstilling
Direktøren for Udvikling og Kultur indstiller til Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget at tage orienteringen om status på DGI til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
I forbindelse med behandlingen af sagen har udvalget fået forelagt yderligere materiale, der ikke fremgik af dagsordenen. Materialet er vedlagt som bilag til referatet.
Bilag
Kilde: Syddjurs Kommune, Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, referat fra mødet onsdag 2. september 2026, punkt 122. Læs den originale sag hos kommunen.