Spring til indholdet
Syddjurs
Skift kommune
KøbenhavnSyddjursAlle kommuner

Besluttet 30. september, Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Syddjurs

Praksis for godkendelse af folkeoplysende foreninger

Med denne sag orienteres Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget om den aktuelle praksis for godkendelse af folkeoplysende foreninger i Syddjurs Kommune, hvor kompetencen til godkendelse er uddelegeret til Administrationen.

Kultur og fritid

Kort fortalt

Hvem
Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Syddjurs Kommune
Hvornår
Onsdag 30. september 2026
Status
Besluttet. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Folkeoplysningsloven, som er en rammelov, beskriver kriterierne for at være en folkeoplysende forening, men den konkrete godkendelse ligger i den enkelte kommune og beror på et kommunalt skøn.

En forening kan godkendes som folkeoplysende, og dermed være berettiget til lokale- og aktivitetstilskud for medlemmer under 25 år samt til at blive anvist kommunale lokaler, når den opfylder betingelserne i Folkeoplysningsloven §3-5, der omhandler krav og rammer for folkeoplysende foreninger.

Når en forening indsender ansøgning om at blive godkendt, forholder Administrationen sig til om foreningen opfylder betingelserne i §4, stk. 3, herunder at foreningen tilbyder folkeoplysende virksomhed efter loven og at foreningen har en almennyttig og kontinuerlig virksomhed. Der lægges vægt på §14 i loven, hvor det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde defineres med udgangspunkt i aktiviteten og det forpligtende fællesskab.

Eftersom Folkeoplysningsloven er en rammelov, der fastlægger overordnede mål, principper og rammer, og overlader det endelige skøn til at være en kommunal beslutning, er der naturligvis eksempler på foreninger, hvor det kan være svært at være entydig i afgørelsen. Derfor er der også eksempler på, at foreninger efter tilpasning af vedtægter og aktiviteter efter et afslag har genansøgt om foreningsgodkendelse og er blevet godkendt.

Administrationens praksis er at vurdere den ansøgende forenings aktiviteter og hvordan det forpligtende fællesskab praktiseres – i daglig tale ses der på, hvad man ”går til”, når man er medlem af foreningen. Der er naturligvis også grænsetilfælde her.

Eksempler på ansøgninger om godkendelse er for eksempel

• Ebeltoft Bokseklub, der med træning og kampe vil styrke sundhed og fællesskab hos børn, unge og voksne lever op til lovens krav, og derfor er blevet godkendt.

• Mørkekammerklubben i Ebeltoft fik i første omgang afslag på ansøgning om foreningsgodkendelse, idet det fremgik af deres vedtægter, at et potentielt medlem skulle godkendes af bestyrelsen og ville kunne afvises uden begrundelse. På den baggrund så Administrationen ikke foreningen som værende åben for alle, der tilslutter sig foreningens formål, og sendte dermed et afslag. Med tilretning af foreningens vedtægter er den sidenhen godkendt som folkeoplysende forening.

• Foreningen Selvhjælp Syddjurs har også ansøgt om godkendelse som folkeoplysende forening, men modtog afslag, idet foreningens hovedformål er af social karakter, der sigter mod at give medlemmerne øget velfærd, fremfor at have en aktivitet som udgangspunkt.

På Folkeoplysningsudvalgets møde den 18. juni 2026 blev praksis for godkendelse af folkeoplysende foreninger drøftet med udgangspunkt i eksempler fra Syddjurs Kommune. Folkeoplysningsudvalget udtrykker tilfredshed med, at der er fleksibilitet i retningslinjerne, og at der bør vurderes fra sag til sag, og giver i øvrigt udtryk for at udvalget gerne vil involveres heri.

Folkeoplysningsudvalget gav desuden udtryk for, at der ikke må opstå en ”automatik”, der betyder, at en forening godkendes, fordi en lignende forening tidligere er blevet det. Det vil være nødvendigt med vurdering fra ansøgning til ansøgning.

På baggrund af et afslag på en foreningsgodkendelse i foråret 2026 sendte en ansøger en klage over afgørelsen til ankestyrelsen.

2. september 2026 har foreningen og Syddjurs Kommune modtaget svar fra Ankestyrelsen, der meddeler at den ikke kan tage stilling til kommunens skøn, så længe kommunen har foretaget skønnet inden for lovens rammer.

Vurdering

Administrationen vurderer, på baggrund af drøftelsen i Folkeoplysningsudvalget og Ankestyrelsens besvarelse af den indsendte klage, at Syddjurs Kommunes praksis for godkendelse af folkeoplysende foreninger fungerer, som den skal.

Administrationen tager til efterretning, at Folkeoplysningsudvalget gerne vil høres i forbindelse med ansøgninger om foreningsgodkendelse, og hilser denne mulighed velkommen.

Administrationen gør opmærksom på, at godkendelse af folkeoplysende foreninger ikke kan ensrettes og forenkles, da der løbende opstår nye aktiviteter og foreningstyper.

Økonomi og organisatoriske konsekvenser

Administrationens indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.

Lovgrundlag

LBK nr. 1115 af 31/08/2018: Bekendtgørelse af lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskoler samt om Folkeuniversitetet (folkeoplysningsloven)

Indstilling

Direktøren og Udvikling og Kultur indstiller til Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget at tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Kilde: Syddjurs Kommune, Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, referat fra mødet onsdag 30. september 2026, punkt 125. Læs den originale sag hos kommunen.