Besluttet 30. september, Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Syddjurs
Revision af vedtægter for Syddjurs Kommunes Kunstråd
Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget anmodes om at godkende et udkast til reviderede vedtægter for Syddjurs Kommunes Kunstråd. Forslag til vedtægter er udarbejdet af Syddjurs Kommunes Kunstråd i samarbejde med Administrationen.
Kort fortalt
- Hvem
- Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Syddjurs Kommune
- Hvornår
- Onsdag 30. september 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt med den ændring, at der under §7 er valgfrihed i forhold til betegnelse af formand/forperson og næstformand/næstforperson.
- Næste skridt
- I forlængelse af en godkendelse af vedtægterne i Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget vil vedtægterne træde i kraft per 1. januar 2027.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Syddjurs Kommunes Kunstråd fremsender et udkast til reviderede vedtægter, da de nuværende vedtægter senest blev godkendt i oktober 2018, og da de afspejler den daværende praksis og type af kunstopgaver i Kunstrådet og dermed ikke længere er dækkende for Kunstrådets praksis.
I 2023 fik Syddjurs Kommune udarbejdet en kunststrategi, som har sat en ny retning for Kunstrådets arbejde. Med afsæt i de erfaringer, Kunstrådet har fået i forlængelse deraf, anbefaler Kunstrådet, at der udarbejdes nye vedtægter, som afspejler den nye praksis, som samtidig rummer et kunstnerisk råderum, og som er langtidssikrede i det omfang, det er muligt.
De foreslåede ændringer til vedtægterne fremgår af vedlagte bilag. Herunder beskrives de væsentligste ændringsforslag i vedtægterne og baggrunden herfor.
Billedkunstrådet ændrede navn til Kunstrådet i forbindelse med vedtagelsen af Kunststrategien i 2023. Ordet ’kunst’ dækker alle kunstformer og er et mere overordnet og bredere begreb end ’billedkunst’, og derfor giver det Kunstrådet et større kunstnerisk råderum.
§ 1
Formålsparagraffen er tilpasset, så den stemmer overens med visionen i Kunststrategien, hvor der er fokus på, at kunsten skal spille en rolle i udviklingen af Syddjurs Kommune. Kunstrådet skal have fokus på høj kunstnerisk kvalitet og tage afsæt i det stedsspecifikke i kommunen. I de nuværende vedtægter er der et mere begrænset fokus på billedkunsten.
§2
I forlængelse af den vedtagne kunststrategi er der kommet et øget fokus på formidling og igangsætning af kunstneriske initiativer i samarbejder på tværs af Administration og kunstaktører i kommunen.
Samtidig har Kunstrådet styrket arbejdet med kunst i det offentlige rum, hvor de bl.a. kan indstille tilskud til kunst i forbindelse med kommunale anlægs- og byggeprojekter efter der fra 2024 blev etableret en pulje på Syddjurs Kommunes budget til kunst i det offentlige rum. Puljen består af en andel af indtægter fra kommunens grundsalg, der i øjeblikket udgør 1 % af indtægterne fra Syddjurs Kommunes grundsalg. Desuden er Kunstrådet høringspart på henvendelser om kunstneriske projekter til kommunen. Derudover er der tilføjet en forpligtelse til at udvikle og revidere Kunststrategien.
Ovenstående fremgår af forslaget til reviderede vedtægter. De nuværende vedtægter omfatter indkøb af kunst, hvor den nye praksis mere handler om at initiere og støtte kunstneriske samarbejdsprojekter.
§3
Ingen væsentlige ændringer.
§4
Udarbejdelsen af Kunstrådets handleplan hvert år er flyttet til starten af året, da det ligger bedre i tråd med, at man kender beløbet på grundsalget for det forrige år. Budgettet ligger til grund for indstillinger til projekter, som Kunstrådet ønsker at arbejde med i de kommende år og indgår dermed i handleplanen.
Tidligere blev indstillinger givet på baggrund af et forventet grundsalg og dermed budget, hvilket viste sig at have væsentlige afvigelser fra det realiserede, hvilket gav udfordringer for den efterfølgende udvikling af projekter.
§5
Kunstrådet kan ikke selv erhverve kunstværker, stå for registrering eller drift og vedligehold uden en politisk stillingtagen. Derfor er §5 ændret til, at Kunstrådet kan indstille køb af kunstværker til politisk godkendelse, hvorefter de tilhører og driftes af Syddjurs Kommune.
§6
Ingen væsentlige ændringer.
§7
Det bliver foreslået at ændre valgperioden fra to til fire år for medlemmerne i Kunstrådet, samt at halvdelen af medlemmerne er på valg hvert andet år og ikke hvert år, som det er nu. Herudover foreslås det at ændre antallet af år, det enkelte medlem kan være medlem af Kunstrådet, fra seks til otte år.
Eftersom Kunstrådets arbejde har ændret karakter og i højere grad handler om større kunstneriske projekter i forbindelse med anlægs- og byggeprojekter, som udvikles over flere år, er der brug for en større kontinuitet og erfaring i Kunstrådet, som gør at medlemmerne kan følge projekterne i mål.
Med den nuværende valgperiode på to år og valg hvert år, oplever Kunstrådet manglende kontinuitet med stor udskiftning og videnstab til følge. Ved at gennemføre valg hvert andet år for halvdelen af medlemmerne, sikres der både en større ro om arbejdet og samtidig en mulighed for løbende fornyelse og nye kompetencer.
Forslaget om ændring af antallet af år, det enkelte medlem kan være medlem af Kunstrådet, fra seks til otte år begrundes med, at det vil være hensigtsmæssigt, at det enkelte medlem har mulighed for at sidde i to perioder. Medlemmer skal fortsat søge genvalg, og de er ikke garanteret at blive genvalgt, da det afhænger af de øvrige kandidater, profiler og sammensætningen af Kunstrådet som helhed.
Sammensætningen af profiler og kompetencer i Kunstrådet fortsætter uændret, og alle kan fortsat søge at blive medlem, så længe de lever op til Statens Kunstfonds kriterier for Kommunale Billedkunstråd og er bosiddende i Syddjurs Kommune.
Administrationen indstiller kandidater til Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget til godkendelse baseret på en faglig vurdering.
§8
Ingen væsentlige ændringer
§9
Ingen væsentlige ændringer
§10
Ingen væsentlige ændringer
Vurdering
Administrationen vurderer, at det er hensigtsmæssigt med en revision af vedtægterne, da de nuværende vedtægter ikke afspejler den retning, som Kunststrategien, der blev vedtaget i 2023, har sat for arbejdet i Kunstrådet.
Administrationen vurderer samtidig, at det vil skabe øget kontinuitet i arbejdet, hvis valgperioden for medlemmerne i Kunstrådet forlænges til fire år, så medlemmerne bedre kan følge de længerevarende kunstprojekter, som Kunstrådet arbejder med.
Økonomi og organisatoriske konsekvenser
Syddjurs Kommune har afsat 57.124 kr. (2026-tal) årligt til Kunstrådet Syddjurs, hvilket suppleres med et tilskud på 50.000 kr., som hvert år søges hos Statens Kunstfond.
Byrådet afsatte med Budget 2024 midler til kunst i det offentlige rum, som med Budget 2025 blev løftet fra 0,5 til 1 procent af indtægterne fra Syddjurs Kommunes grundsalg. I 2025 var beløbet 164.000 kr. Kunstrådet indstiller tilskud til kunstprojekter i det offentlige rum til godkendelse i Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget.
Videre proces
I forlængelse af en godkendelse af vedtægterne i Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget vil vedtægterne træde i kraft per 1. januar 2027. Det vil betyde, at de medlemmer som vælges ind for 2027 efterfølgende kan få mulighed for at sidde i fire år, og ikke to år, som for nuværende medlemmer.
Lovgrundlag
Lov nr. 457 om billedkunst og kunstnerisk formgivning, § 2, stk. 5
Indstilling
Direktøren for Udvikling og Kultur indstiller til Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget at godkende udkast til reviderede vedtægter for Syddjurs Kommunes Kunstråd.
Beslutning
Godkendt med den ændring, at der under §7 er valgfrihed i forhold til betegnelse af formand/forperson og næstformand/næstforperson.
Bilag
Kilde: Syddjurs Kommune, Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, referat fra mødet onsdag 30. september 2026, punkt 128. Læs den originale sag hos kommunen.