Besluttet 30. september, Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Syddjurs
Ebeltoft Kunstforening. Ansøgning om tilskud til kunstudstilling
Ebeltoft Kunstforening ansøger om et tilskud fra Kulturpuljen til en særudstilling med papirkunst. Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget anmodes om at behandle ansøgningen, da foreningen tidligere på året har modtaget tilskud til deres løbende aktiviteter.
Kort fortalt
- Hvem
- Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Syddjurs Kommune
- Hvornår
- Onsdag 30. september 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Ebeltoft Kunstforening er en etableret forening med mere end 300 medlemmer, hvoraf en stor del er udøvende kunstnere. Foreningen har til huse i Tinghuset på Torvet i Ebeltoft. Foreningen afholder løbende udstillinger året rundt og desuden andre aktiviteter som for eksempel foredrag.
Ebeltoft Kunstforening ansøger om et tilskud til udstillingen PaperART, som er en international kunstudstilling med en række aktiviteter knyttet til materialet papir. Udstillingen vil vise værker af kunstnere, der på forskellig vis arbejder med papir, såvel håndlavet som industrielt fremstillet.
Foreningen har inviteret både danske og internationale papirkunstnere til Ebeltoft. De er desuden i dialog med Kunstrådet, kunstskolen Værk20 og Den Europæiske Filmhøjskole om aktiviteter i projektet, og de planlægger offentlige foredrag for borgere og turister samt workshops henvendt til skolebørn i tilknytning til udstillingen.
PaperART vil finde sted 9. januar til 21. februar 2027, da der i denne periode ikke er andre aktiviteter i Tinghuset. Ansøgning og budget samt projektbeskrivelse er vedlagt som bilag.
Kunstforeningen har med projektet ambitioner om at skabe en kunstaktivitet på højt niveau og ønsker at udvide aktiviteterne i kunstbygningen, ligesom foreningen aktuelt arbejder på andre større udviklingsprojekter.
Vurdering
Administrationen vurderer, at Ebeltoft Kunstforening er en vigtig aktør i kulturlivet i Syddjurs Kommune, da foreningen med hjemsted i Tinghuset i Ebeltoft bidrager med et udstillingssted for billedkunst, skulptur med videre, hvor Glas – Museet for glaskunst i øvrigt er kommunens eneste permanente kunstinstitution.
Udstillingen PaperART vil være en kulturaktivitet i Ebeltoft i en sæson, hvor der ikke er så meget aktivitet. Kunstforeningen oplyser, at Ebeltoft Handelsstandsforening er meget interesseret i aktivitet i Tinghuset i vinterperioden. Det er Administrationens vurdering, at udstillingen vil være et velkomment kulturtilbud i vintersæsonen, som vil appellere bredt og tiltrække både lokale borgere og besøgende.
Økonomi og organisatoriske konsekvenser
Ebeltoft Kunstforening har i en årrække ansøgt Kulturpuljen om tilskud til deres løbende aktiviteter, og blev på Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalgets møde den 4. februar 2026 bevilget 90.000 kr. til aktiviteter i 2026. Foreningen fortæller, at de forventer at sende en lignende ansøgning vedr. aktiviteter i 2027, og at ansøgningen til PaperART ligger herudover.
Ansøgningen fremsendes til Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalgets beslutning, selvom det ansøgte beløb er under 50.000 kr., da der i indeværende år allerede er bevilget tilskud til foreningen.
Papirudstillingen har et samlet budget på 138.000 kr., og der søges om 45.000 kr. fra Kulturpuljen. Øvrige indtægter kommer fra private fonde, entréindtægter og egenfinansiering.
Der er budgetteret med udgifter til honorarer, fragt af værker og lignende samt PR og marketing. Der er udgifter til projektet fra oktober 2026 til marts 2027.
Administrationen foreslår, at der bevilges et tilskud til projektet på 38.000 kr. idet der ikke kan bevilges tilskud til allerede afholdte aktiviteter, til en studietur til Silkeborg Bad, der indgår i budgettet, ligesom en workshop for medlemmer ikke falder ind under retningslinjerne for Kulturpuljen, der forudsætter at arrangementer er offentlige.
Der resterer 162.024 kr. i Kulturpuljen 2026 efter overførsel fra 2025.
Af Budget 2026 fremgår det, at der er afsat 1,3 mio. kr. til Kulturpuljen i overslagsåret 2027.
Indstilling
Direktøren for Udvikling og Kultur indstiller til Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget at godkende, at der at der bevilges et tilskud på 38.000 kr. fra Kulturpuljen til Ebeltoft Kunstforenings særudstilling.
Beslutning
Godkendt.
Bilag
Kilde: Syddjurs Kommune, Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, referat fra mødet onsdag 30. september 2026, punkt 132. Læs den originale sag hos kommunen.