På dagsordenen 11. november, Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Syddjurs
Ansøgninger til § 18-puljen 2027
Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget anmodes om at godkende tilskud til frivilligt socialt arbejde fra §18-puljen 2027 på baggrund af indstilling fra Frivilligrådet.
Kort fortalt
- Hvem
- Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Syddjurs Kommune
- Hvornår
- Onsdag 11. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet onsdag 11. november 2026. Du finder dem på syddjurs.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget skal behandle de årlige ansøgninger til § 18-puljen 2027, jævnfør Retningslinjer og forretningsorden for Frivilligrådet, som blev vedtaget af Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget den 30. september 2026. Retningslinjerne er vedlagt sagen som bilag 1.
Retningslinjerne gør det fortsat muligt at give tilskud til to- og treårige indsatser samt til indsatser, der understøtter et årligt tema, hvor frivillige indsatser trækker i samme retning som kommunale indsatser.
Frivilligrådet har således reserveret noget af § 18-puljen 2027 til to temaer, nemlig Børn og unge med skolevægring samt Følgeskab til fællesskaber for unge. Temaet Børn og unge med skolevægring startede i 2025 og udløber med udgangen af 2027. Temaet Følgeskab til fællesskaber for unge er nyt og løber både i 2027 og 2028. Målet er at få unge tættere på uddannelse og arbejdsmarked, ved at frivillige og foreninger hjælper de unge med at deltage i foreningsaktiviteter. Der er tale om hjælp til selve deltagelsen – det at komme afsted og møde op til aktiviteten på kontinuerlig basis, så de unge opnår trivsel og gåpåmod til på sigt at komme i uddannelse eller beskæftigelse.
Som noget nyt giver retningslinjerne nu aktører mulighed for at søge om tilskud fra de midler, som eventuelt ikke bliver tildelt i forbindelse med den årlige ansøgningsrunde til § 18-puljen.
Det fremgår desuden af retningslinjerne, at ”der ydes tilskud til frivilligt socialt arbejde, som udføres med henblik på at bekæmpe og forebygge sociale og sundhedsmæssige problemer”.
Der ydes tilskud til indsatser, der henvender sig til én eller flere af følgende målgrupper:
• Børn og unge med særlige udfordringer
• Ældre som er særligt udsatte eller ensomme
• Misbrugere eller tidligere misbrugere
• Kronisk syge, handicappede og sindslidende
• Ensomme, udstødte og marginaliserede grupper
• Etniske minoriteter, som har vanskeligt ved at blive integreret
• Mennesker i krise
• Pårørende til ovenstående målgrupper.
De ansøgte beløb vurderes ud fra, om indsatsen er målrettet én eller flere af de definerede målgrupper, eller om indsatsen bidrager til at forhindre borgere i at blive en del af disse målgrupper. I sidstnævnte tilfælde kan der maksimalt ydes et tilskud på 5.000 kr. eller 10.000 kr. afhængig af antallet af borgere, der drager nytte af indsatsen.
Retningslinjerne angiver, at tilskud over 5.000 kr. behandles af Frivilligrådet, mens tilskud på og under 5.000 kr. behandles af Administrationen. Frivilligrådet behandlede 66 ansøgninger over 5.000 kr. den 5. oktober 2026, mens de resterende fem ansøgninger på 5.000 kr. og derunder er behandlet af Administrationen.
Ved ansøgningsfristens udløb den 15. september 2026 var der indkommet 71 ansøgninger, hvilket er 15 ansøgninger flere end i 2026. 12 ansøgninger er til flerårige tilskud, hvilket er ni flere end i 2026. Fire ansøgninger fokuserer direkte eller indirekte på temaet Børn og unge med skolevægring, hvilket er tre færre end i 2026. Til gengæld er der ikke indkommet ansøgninger, der adresserer det andet tema Følgeskab til fællesskaber for unge. En oversigt over ansøgningerne findes som bilag 2 i forkortet form, sorteret efter målgrupper.
Frivilligrådet bad sit formandskab om at færdigbehandle enkelte af de 66 ansøgninger, fordi der skulle indhentes supplerende oplysninger, og fordi der skulle foretages en endelig prioritering af tilskud i lyset af, at der ikke var tilstrækkelige midler i § 18-puljen 2027 til at dække det samlede ansøgte beløb.
For at sikre tilskud til alle relevante ansøgninger genoptog formandskabet Frivilligrådets behandling af ansøgninger om tilskud til udflugter og reducerede de indstillede beløb med 10 %. Formandskabet opretholdt dog Frivilligrådets indstillede tilskud til udflugter målrettet børn og unge med særlige udfordringer samt mennesker med synshandicap.
Frivilligrådets og Administrationens behandling af de enkelte ansøgninger fremgår af en samlet oversigt vedlagt som bilag 3.
Vurdering
Administrationen vurderer, at Frivilligrådets og Administrationens behandling af ansøgningerne afspejler formålet med § 18-puljen og overholder retningslinjerne for tildeling af tilskud som beskrevet i Retningslinjer og forretningsorden for Frivilligrådet.
Blandt de indstillede tilskud er 10.000 kr. årligt i årene 2027, 2028 og 2029 til foreningen Rollespil i Ryomgård til leje af borde, stole, tallerkener, glas og bestik i forbindelse med rollespil på Rosenholm Slot. Foreningen havde oprindelig søgt om tilskud til at leje parkareal og lokaler på Rosenholm Slot. Da Administrationen gjorde opmærksom på, at der ikke gives tilskud til leje af lokaler, indsendte ansøger en ny ansøgning, hvor der så blev søgt om tilskud til leje af borde, stole med mere.
Blandt de indstillede tilskud er også 30.000 kr. til Hornslet Idrætsforening (KropAmok) til værkstedsudstyr til værkstedsaktivitet for børn med udfordringer. Administrationen gør opmærksom på, at KropAmok modtager et fast årligt tilskud fra Syddjurs Kommune på 40.000 kr.
Administrationen konstaterer desuden, at der er en betydelig fremgang i antallet af ansøgninger til § 18-puljen, herunder også til flerårige tilskud. Vurderingen er, at det har sammenhæng med større annoncering i lokalpressen. Dertil laves som sædvanlig PR via pressemeddelelse, pyloner, breve til relevante foreninger, indlæg på kommunens faste sider i lokalpressen, kommunens hjemmeside og Facebook.
Økonomi og organisatoriske konsekvenser
Det samlede budget for § 18-puljen 2027 er på 682.936 kr. Af dette beløb er 76.250 kr. allerede forbrugt i forbindelse med flerårige tilskud tildelt i 2025 og 2026. Forud for Administrationens og Frivilligrådets behandling af ansøgninger resterede der dermed 606.686 kr. i § 18-puljen 2027.
Det samlede indstillede beløb i tilknytning til § 18-puljen 2027 er på 596.378 kr., således at der resterer 10.308 kr. i § 18-puljen 2027, som aktører har mulighed for at søge. I forbindelse med flerårige tilskud indstilles der desuden 85.900 kr. i tilknytning til § 18-puljen 2028 og 62.000 kr. i tilknytning til § 18-puljen 2029 under forudsætning af, at byrådet afsætter de nødvendige midler til § 18-puljen.
Overblik over samlede ansøgte og indstillede beløb i tilknytning til § 18-puljerne 2027, 2028 og 2029
Samlede ansøgte beløb (kr.)
Samlede beløb indstillet til tilskud (kr.)
Tildelt ifm. flerårige tilskud i 2025 og 2026
Samlet budget for puljen (kr.)
2027
1.353.944
596.378
76.250
682.936
2028
214.975
85.900
18.250
2029
105.500
62.000
Lovgrundlag
Lovbekendtgørelse nummer 641 af 1. juli 2026 ”Bekendtgørelse af lov om social service” (Serviceloven).
Indstilling
Direktøren for Udvikling og Kultur indstiller til Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget at godkende, at Frivilligrådets indstilling om følgende tilskud imødekommes, jævnfør bilag 3 Frivilligrådets og Administrationens behandling af ansøgninger til § 18-puljen.
1) 596.378 kr. fra § 18-puljen 2027
2) 85.900 kr. fra § 18-puljen 2028
3) 62.000 kr. fra § 18-puljen 2029.
Bilag
- Bilag 1 - Retningslinjer og forretningsorden for Frivilligrådet godkendt den 30. oktober 2026.pdf
- Bilag 2 - Ansøgninger til § 18-puljen 2027 - Forkortet format.pdf
- Bilag 3 - Frivilligrådets og Administrationens behandling af ansøgninger til § 18 puljen 2027.pdf
- Bilag 4 - Oversigt over puljer på Kultur- fritids- og landdistriktsudvalget november 2026.pdf
Kilde: Syddjurs Kommune, Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, dagsorden fra mødet onsdag 11. november 2026, punkt 148. Læs den originale sag hos kommunen.