Vallensbæk
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 2. september, Økonomiudvalget, Vallensbæk

SSÆU - Oprettelse af socialpsykiatriske afklaringspladser

Sagen bliver behandlet i Social-, Sundheds- og Ældreudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

Det sociale

Kort fortalt

Hvem
Økonomiudvalget, Vallensbæk Kommune
Hvornår
Onsdag 2. september 2026
Status
Besluttet. ØKONOMIUDVALGET DEN 02-09-2026 Anbefales. SOCIAL-, SUNDHEDS- OG ÆLDREUDVALGET DEN 25-08-2026 Anbefales. Jytte Bendtsen havde meldt afbud til mødet. Oliver Bagge deltog som stedfortræder. Christian Schou Larsen havde meldt afbud til mødet. Jens Ove Bay deltog som stedfortræder.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Sagen bliver behandlet i Social-, Sundheds- og Ældreudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Center for Økonomi og Beskæftigelse indstiller,
at oprettelsen af én socialpsykiatrisk afklaringsplads efter servicelovens § 107 a på Kløverengen gennem omdannelsen af en af tilbuddets eksisterende pladser efter § 107 med effekt pr. 1. januar 2027 bliver godkendt under forudsætning af, at ændringen af serviceloven bliver vedtaget
at forvaltningen får mandat til at indgå i forhandling med Brøndby Kommune om en samarbejdsaftale og oprettelsen af en yderligere socialpsykiatrisk afklaringsplads

Sagsfremstilling

Den 19. maj 2025 præsenterede regeringen og samtlige Folketingets partier en samlet 10årsplan for psykiatrien. En stor del af aftalen vedrører primært det regionale sundhedsvæsen, men i aftalen indgik det, at kommunerne fra 1. januar 2027 skal have oprettet et antal såkaldte socialpsykiatriske afklaringspladser.

De nye afklaringspladser skal oprettes efter en ny § 107 a i serviceloven og er målrettet de borgere, der bliver udskrevet fra psykiatrien, og hvor der er behov for en afklaring af, hvilke socialfaglige indsatser borgeren har brug for, inden borgeren flytter tilbage i egen bolig eller visiteres til et botilbud.
Det bagvedliggende lovforslag blev førstebehandlet 13. januar 2026 men forslaget bortfald herefter som følge af udskrivningen af folketingsvalget. Regeringen har dog tilkendegivet, at lovforslaget vil blive genfremsat, og i dette års lov- og cirkulæreprogram er der også afsat DUTmidler til kommunerne til etablering af pladserne i 2026.
Oprettelse af socialpsykiatrisk afklaringsplads på Kløverengen For Vallensbæk Kommune indstilles det, at oprettelsen af en socialpsykiatrisk afklaringsplads sker ved omdannelsen af en af de eksisterende midlertidige pladser efter servicelovens § 107 på Kløverengen.
Kløverengen er et tilbud, der rummer borgere med mange forskellige typer sindslidelser og psykosociale problemstillinger, og tilbyder allerede i dag afklaringsforløb. Det er derfor også vurderingen, at Kløverengen i dag råder over både de nødvendige faciliteter og fagligheden til at varetage den nye opgave. Det vil kræve en mindre investering af klargøre en bolig til formålet, og dette vil blive finansieret af de føromtalte DUT-midler i 2026.
Målgruppen vil overordnet være afgrænset til, at den psykiatriske problemstilling skal udgøre hovedproblematikken hos den enkelte borger, og borgere med et aktivt misbrug vil derfor blive afvist, hvilket også er tilfældet i dag for Kløverengens øvrige botilbudspladser.
Indgåelse af mellemkommunalt samarbejde med Brøndby Kommune Brøndby Kommune har ikke selv et egnet tilbud og har derfor henvendt sig til Vallensbæk Kommune med henblik på at få oprettet en aflastningsplads på Kløverengen. Forvaltningen er i dialog med Brøndby Kommune og er som udgangspunkt positivt indstillet overfor et muligt samarbejde.
Beboerne på Kløverengen er i dag stort set udelukkende mellemkommunale borgere fra andre kommuner, og omdannelsen af en yderligere plads til en aflastningsplads vil derfor ikke få en negativ konsekvens for placeringen af borgere fra Vallensbæk Kommune.
Det indstilles derfor, at forvaltningen får mandat til at forhandle en samarbejdsaftale på plads med Brøndby Kommune om oprettelsen af en yderligere afklaringsplads. Udgangspunktet for samarbejdsaftalen vil være, at det er ledelsen på Kløverengen, der har sidste ord i vurderingen af, hvorvidt en konkret borger ligger inden for tilbuddets målgruppe, og at kommunen ikke påtager sig nogen økonomiske usikkerhed i tilfælde af, at pladsen i perioder skulle stå tom.
Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

Den nødvendige lovgivning er endnu ikke vedtaget, og derfor har kommunerne heller ikke fået varig finansiering af de nye afklaringspladser. Der er dog givet særskilte midler i 2026 til etablering af pladserne, som er medtaget i Budgetopfølgning 3, og som udgør 244.000 kr. for Vallensbæk Kommune.
Idet målgruppen for den nye afklaringsplads er meget lig den nuværende beboergruppe på Kløverengen forventes omkostningerne ved driften af en afklaringsplads at ligge på niveau med driften af de øvrige pladser på Kløverengen.
Den årlige omkostning anslås til omkring 770.000 kr., der vil blive finansieres af DUT-midler, som kommunerne vil modtage fra Staten, når loven er endeligt vedtaget. Denne finansiering erstatter den nuværende takstfinansiering af den konkrete plads, der bliver omdannet.
Idet der alene er tale om en lovgivningsmæssig omdannelse af en eksisterende bolig uden den store ændring i målgruppe eller personalenormering, vil der som udgangspunkt ikke være nogen personalemæssige konsekvenser ved omlægningen.
Sammenhæng til udviklingsstrategien Ingen bemærkninger
Sammenhæng til FN's verdensmål Ingen bemærkninger
Kommunikation Ingen bemærkninger
Retsgrundlag Serviceloven

Beslutning

ØKONOMIUDVALGET DEN 02-09-2026 Anbefales.

SOCIAL-, SUNDHEDS- OG ÆLDREUDVALGET DEN 25-08-2026 Anbefales.
Jytte Bendtsen havde meldt afbud til mødet. Oliver Bagge deltog som stedfortræder. Christian Schou Larsen havde meldt afbud til mødet. Jens Ove Bay deltog som stedfortræder.

Kilde: Vallensbæk Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet onsdag 2. september 2026, punkt 16. Læs den originale sag hos kommunen.