Besluttet 9. september, Kommunalbestyrelsen, Vallensbæk
Godkendelse af Vallensbæk Kommunes Udviklingsstrategi 2026 - 2029
Sagen bliver behandlet i Kommunalbestyrelsen. Direktionen indstiller, at forslag til Vallensbæk Kommunes Udviklingsstrategi 2026 – 2029, Livskvalitet i alle livets faser bliver godkendt med den foreslåede ændring på baggrund af høringssvarene
Kort fortalt
- Hvem
- Kommunalbestyrelsen, Vallensbæk Kommune
- Hvornår
- Onsdag 9. september 2026
- Status
- Besluttet. KOMMUNALBESTYRELSEN DEN 09-09-2026 Gruppe C stillede følgende ændringsforslag: ”Følgende mål tilføjes under Tema 3, En god start på livet: ”Vores dagtilbud skal være blandt de 25 % bedste i landet, målt på forældrenes tilfredshed i den landsdækkende forældretilfredshedsundersøgelse”.” Herfor stemte alle. Indstillingen blev godkendt med denne tilføjelse.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Sagen bliver behandlet i Kommunalbestyrelsen.
Direktionen indstiller,
at forslag til Vallensbæk Kommunes Udviklingsstrategi 2026 – 2029, Livskvalitet i alle livets faser bliver godkendt med den foreslåede ændring på baggrund af høringssvarene
Sagsfremstilling
Forslag til Vallensbæk Kommunes Udviklingsstrategi (en såkaldt kommuneplanstrategi) for 2026 – 2029 bliver fremlagt til endelig godkendelse efter at have været i offentlig høring fra 29. juni til 26. august 2026.
Der er kommet syv høringssvar i høringsperioden. De er vedlagt som bilag. Forvaltningens vurdering af håndtering af høringssvarene er også vedlagt som bilag.
Forslag til ændringer på baggrund af høringssvarene Høringssvarene er kommet fra Cyklistforbundet Vestegnen, Vallensbæk Seniorråd, Vejdirektoratet, Vallensbæk Lærerkreds, Danmarks Naturfredningsforening Vallensbæk-Ishøj, medarbejdersiden i kommunens HovedMED og en studiegruppe fra Socialdemokratiet Vallensbæk.
Høringssvarene vedrører primært forslag til kvalitetskrav, mål for og forslag til konkrete aktiviteter og projekter, og opmærksomhed omkring, at der skal være de rette ressourcer og den rette organisering for at kunne løse opgaven. Forvaltningen vurderer, at disse input kan bruges i den videre proces i forhold til implementering af udviklingsstrategien, men at de ikke giver anledning til ændringer i teksten. Det skyldes, at forhold omkring tekniske specifikationer, kvalitetskrav og konkrete projekter ikke hører til i den overordnede visionstekst, som udviklingsstrategien er.
Et høringssvar, fra Vallensbæk Seniorråd, påpeger, at der i udviklingsstrategien bliver henvist til Region Hovedstaden.
Forvaltningen foreslår, på baggrund af dette høringssvar, at målet, under Et værdigt voksenliv, bliver ændret:
Fra ”Vallensbæks borgere er som udgangspunkt selvforsørgende, og der skal fortsat være en større andel borgere, der er i beskæftigelse end gennemsnittet for både landet som helhed og for kommunerne i Region Hovedstaden.”
til ”Vallensbæks borgere er som udgangspunkt selvforsørgende, og der skal fortsat være en større andel borgere, der er i beskæftigelse end gennemsnittet for både landet som helhed og for kommunerne i hovedstadsområdet.”
Høringssvaret foreslår, at Region Hovedstaden bliver erstattet med Region Østdanmark. Forvaltningen foreslår i stedet termen ”hovedstadsområdet”, så sammenligningsgrundlaget fortsat er den samme kreds af kommuner, da målet ellers vil ændre karakter, hvis sammenligningsgrundlaget bliver en større kreds af kommuner.
Om udviklingsstrategien Udviklingsstrategien, ”Livskvalitet i alle livets faser” bygger videre og oven på de visioner og mål, der var i udviklingsstrategien, ”Det hele menneske i fremtidens boligby”, der var gældende fra 2022 - 2025.
En kommuneplanstrategi – som vi i Vallensbæk kalder en udviklingsstrategi - er et politisk styringsdokument, der skaber den overordnede retning for Vallensbæks udvikling. Udviklingsstrategien udtrykker Kommunalbestyrelsens forventning til, hvordan forvaltningen
skal arbejde med opgaverne, og hvor fokus skal være.
Forslaget til den nye udviklingsstrategi er blevet til gennem seminarer og workshops med kommunalbestyrelsen, eksterne oplægsholdere og en studietur. Det har bidraget til at identificere, hvilken retning Kommunalbestyrelsen ønsker for Vallensbæk Kommune de næste fire år og videre frem.
Den offentlige høring har bidraget til at kvalificere udviklingsstrategien, som nu foreligger til endelig godkendelse.
Der er sendt arbejdsspørgsmål til udviklingsstrategien til brugerbestyrelser og råd med frist for at komme med input den 23. september 2026. Det besluttede Kommunalbestyrelsen den 24. juni 2026. Svarene vil blive brugt som et værktøj i implementeringen af udviklingsstrategien.
Udviklingsstrategiens opbygning Udviklingsstrategiens overordnede tema er Livskvalitet hele livet. Under denne paraply er der formuleret fire værdier og fem temaer, hvor temaerne hver især beskriver et element i arbejdet med livskvalitet.
Værdierne er som noget nyt bragt op først i teksten for at signalere, at de er det fundament, som udviklingsstrategien står på.
Værdierne er:
Ansvar for eget liv Vi sætter barren højt og gør os umage Udefra og ind – vi ser borgerens perspektiv Vi er modige og tænker nyt
De fem temaer er
1. Alt det der binder os sammen - det grønne strøg skal forbinde byen
2. Stærkere sammen - naboskab og ejerskab skaber beredskab
3. En god start på livet - ”det er vigtigt for mig, at det går godt for dig”
4. Et værdigt voksenliv
- relationerne og den gode hverdag
5. Bæredygtig by i balance - vi tænker hele vejen rundt
De fem temaer giver til sammen et billede af, hvordan der skal arbejdes med at skabe rammerne for livskvalitet i Vallensbæk Kommune, og hvilke greb og fokusområder, der er i dette arbejde.
Høringsversionen af udviklingsstrategien er vedlagt som bilag. Ændringer der bliver godkendt under behandlingen af dette punkt, bliver indarbejdet i den endelige version.
De lovmæssige krav til en kommuneplanstrategi Udviklingsstrategien, som er Vallensbæk Kommunes kommuneplanstrategi, indeholder en beskrivelse af udvikling i kommunen siden sidst – det vil sige de lokalplaner og kommuneplantillæg, der er vedtaget siden vedtagelsen af den seneste kommuneplan i marts 2025. Det er et lovmæssigt krav, at de er der.
En kommuneplanstrategi skal sendes i otte ugers høring som minimum. Det har udviklingsstrategien været.
Udviklingsstrategien indeholder ikke initiativer, der kræver ændringer i den kommende kommuneplan. Det er et lovkrav, at udviklingsstrategien beskriver forventningen til, om der ved næste revision af kommuneplan skal laves en helt ny kommuneplan eller om det er forventningen, at man reviderer den nuværende kommuneplan. Det er derfor skrevet ind i udviklingsstrategien, at man kun forventer en delvis revision af Kommuneplan 2024 – 2036.
Kommuneplanen skal revideres hvert fjerde år.
Økonomi- og personalemæssige konsekvenser Udviklingsstrategien har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser, men arbejdet med at opfylde målene kræver ressourcer, som skal prioriteres i budgettet eller som skal prioriteres inden for den eksisterende ramme.
Sammenhæng til udviklingsstrategien Det vil være den nye udviklingsstrategis temaer og mål, der fremover bliver beskrevet i dette afsnit i de politiske sager.
Sammenhæng til FN's verdensmål
Kommunikation Ingen bemærkninger.
Retsgrundlag Planlovens §23A.
Punkt 6: ØU - Låneportefølje og kapitalforvaltning pr. 30. juni 2026 26/1797 Afbud: Erdal Colak
Beslutning
KOMMUNALBESTYRELSEN DEN 09-09-2026 Gruppe C stillede følgende ændringsforslag:
”Følgende mål tilføjes under Tema 3, En god start på livet: ”Vores dagtilbud skal være blandt de 25 % bedste i landet, målt på forældrenes tilfredshed i den landsdækkende forældretilfredshedsundersøgelse”.”
Herfor stemte alle.
Indstillingen blev godkendt med denne tilføjelse.
Kilde: Vallensbæk Kommune, Kommunalbestyrelsen, referat fra mødet onsdag 9. september 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.