Varde
Skift kommune
KøbenhavnVardeAlle kommuner

Besluttet 1. september, Byrådet, Varde

Klimavandhandleplan

Byrådet godkendte 2. december 2025 Forslag til Klimavandhandleplan, som har været i offentlig høring fra 9. januar til 22. marts 2026.

Klima og grønt

Kort fortalt

Hvem
Byrådet, Varde Kommune
Hvornår
Tirsdag 1. september 2026
Status
Besluttet. Anbefalingen blev godkendt. Fraværende Anne Catherine Hoxcer Nielsen Tidligere beslutninger Teknik- og Miljøudvalget Anbefalingen blev godkendt. Fraværende Simon Burkarl Økonomi- og Personaleudvalget Anbefalingen blev godkendt. Fraværende Poul Burgaard.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Byrådet godkendte 2. december 2025 Forslag til Klimavandhandleplan, som har været i offentlig
høring fra 9. januar til 22. marts 2026.
Forvaltningen har gennemgået indkomne høringssvar og udarbejdet en endelig udgave af
Klimavandhandleplanen, som skal udgøre Kommunens strategi for håndtering af de fremtidige
udfordringer ved klimaændringer ved vand og tørke. Udarbejdelse af planen er en del af indsatsen
med at realisere Kommunens DK2020-plan.
Klimaforandringer har allerede mærkbare konsekvenser for vores byer, og de påvirker både borgernes
og besøgendes tryghed. Vi ser nu tydelige tegn på et ændret klima med øgede mængder nedbør,
stigende grundvand og højere havniveauer både i Varde Kommune og i resten af Danmark. Disse
vandmængder stiller krav til vores evne til at tilpasse og beskytte os. Klimaprognoserne peger
entydigt på, at fremtiden vil byde på endnu mere ekstreme vejrforhold. Ikke kun i form af vand, men
også gennem længere tørkeperioder og hyppigere hedebølger.
Varde Kommune arbejder målrettet med at tilpasse sig fremtidens klima på en ansvarlig og langsigtet
måde. Derfor er forslagene til Kommuneplan 2025 og Klimavandhandleplanen tænkt sammen, så vi
kan skabe løsninger, der er ansvarsfulde og langsigtede.
I forbindelse med nye lokalplaner udarbejdes vandhåndteringsplaner for de pågældende områder.
Ligeledes vil der ved anlægs- og byfornyelsesprojekter indgå fremtidig håndtering af klimavand. Det
betyder, at forvaltningen allerede i planlægningen tager højde for regnvand og oversvømmelser, så
både nye og eksisterende områder bliver bedre beskyttet mod klimaforandringer.
Målet er klart: Varde Kommune vil passe på værdierne i vores kommune og skabe tryghed for
borgerne, turisterne og virksomhederne. Samtidig ser vi klimatilpasning som en mulighed for at skabe
flere fordele, f.eks. grønne områder, bedre natur og løsninger, der også er gode for miljøet.
Klimatrusler
Klimavandhandleplanen arbejder med otte klimatrusler: tørke, kysterosion, havvandsstigninger,
stormfloder, oversvømmelser fra vandløb, øget nedbør og ekstrem regn, stigende terrænnært
grundvand og koblede hændelser.
Vision og pejlemærker
Visionen for Klimavandhandleplanen er at skabe robuste samfund for lokale og turister. Dette skal
realiseres gennem klog planlægning for klimatilpasning, hvor der udvikles robuste løsninger over for
både stigende vandmængder og stigende temperaturer. Visionen udmøntes i syv pejlemærker: fælles
løsninger, fleksibel klimatilpasning, helhedsorienteret, løsninger har merværdi, vandløbets kredsløb,
multifunktionelle løsninger og vi vil planlægge klogt.
Klimavandhandleplanen tager højde for fremtidens klimatilpasning ved at definere seks strategiske
fokusområder. Fokusområderne er udpeget på baggrund af erfaringer fra tidligere oversvømmelser,
den nyeste risikokortlægning samt input fra en tværfaglig workshop. Disse områder dækker både
geografiske områder og overordnede administrative indsatser. Fokusområderne er:
sommerhusområder, kritisk infrastruktur, Varde By, fremtidig vandhåndtering i oplandsbyer,
vidensopbygning og en observationsliste.
For hvert fokusområde er der defineret en række konkrete delmål og tilhørende indsatser, som
tilsammen bidrager til at omsætte vores vision til handling og sikre opfyldelsen af de overordnede

strategiske målsætninger.
Ansvaret for klimatilpasning er fordelt mellem Varde Kommune, de enkelte borgere og virksomheder.
De udpegede aktiviteter under fokusområder skal gennemføres i et samarbejde med eksterne parter,
herunder DIN Forsyning og Sydvestjysk Brandvæsen.
Klimavandhandleplanen har resulteret i et værktøj (kortdata til konfliktsøgning), som forvaltningen i
første omgang kan anvende til en overordnet screening i forbindelse med sagsbehandling.
Klimavandhandleplanen har et ophæng i den politiske vedtaget Klimahandlingsplan (DK2020) fra 4.
oktober 2022 og er et virkemiddel til at bidrage til at klimasikre Varde Kommune.
I forbindelse med høringen blev der 25. februar 2026 afholdt et virtuelt borgermøde. Der indkom 8
høringssvar, herunder fra flere samarbejdspartnere, DIN Forsyning, Sydvestjysk Brandvæsen,
Forsvaret, Varde Digelag, Region Syddanmark samt sommerhusgrundejerforeninger. Høringssvarene
er spredt ud på emnerne i Klimavandhandleplanen. Faglig konkrete bemærkninger er vurderet og
indarbejdet i den endelige udgave af Klimavandhandleplanen. Enkelte bemærkninger er taget til
efterretning, sendt videre til bearbejdelse i forvaltningen eller ikke behandlet, fordi det ikke er del af
klimavandhandleplanen.
FORVALTNINGENS

Vurdering

Forvaltningen vurderer, at med de indarbejdede indkomne bemærkninger fra høringen, underbygger
Klimavandhandleplanen Byrådets mål i Kommuneplan 2025 om at holde fokus på nuværende og
fremtidige risici for oversvømmelser og sikre klimatilpasning i forhold til klimaforandringer og de
forventede øgede vandmængder.
Indkomne bemærkninger
Høringssvarene drejer sig om:
Varslingsberedskab
Tørke
Ansvarsfordeling i kloakerede områder
Forsvaret gør opmærksom på, at det er vigtigt at forsvarets øget aktivitetsniveau ikke
begrænses af kommende klimatilpasningstiltag
Kloakering af sommerhusområder
Anbefaling af at der ikke gives tilladelse til kælder i sommerhuse
Opfordring til at håndtering af spildevand og terrænnært grundvand i sommerhusområderne
overgår til Varde Kommune med henblik på at skabe kollektive løsninger
Region Syddanmark inviterer Udvalget til en præsentation af lokaliteten og oprensningen ved
Kærgård Klitplantage.
De indkomne bemærkninger er behandlet i UDKAST – Resume af indkomne bemærkninger –
Klimavandhandleplan (Bilag 2), hvor der er forslag til afledte justeringer.
Der udtrykkes i bemærkningerne bekymring for, at der udarbejdes en klimavandhandleplan uden en
klar kobling til spildevandshåndteringen i sommerhusområderne. Forvaltningen vurderer, at
spildevandshåndtering ikke er en del af Klimavandhandleplanen, men håndteres i projektet om
undersøgelse af muligheden for en kollektiv håndtering af spildevand i visse sommerhusområder.
Forvaltningen bemærker, at Klimavandhandleplanen behandler håndtering af højtstående grundvand
og overfladevand, som er grundejers eget ansvar på egen grund, jf. gældende lovgivning.
Forvaltningen bemærker, at der i bemærkningerne ønskes et behov for, at udfordringer i Blåvand
løses i fællesskab. Forvaltningen tilbyder bistand i form af vejledning til sommerhusgrundejerne/foreningerne, som arbejder med projekter til håndtering af højtstående grundvand og overfladevand.
Samtidig bemærker forvaltningen, at indsatserne under det strategiske fokusområde
”Sommerhusområder” i Klimavandhandleplanen omfatter kapacitetsanalyse af vandløb i Blåvand,
hydrologisk analyse ved Hvidbjerg samt byfornyelsesprojekter i Blåvand og Vejers, hvor der håndteres
op til en 50 års regnhændelse.
KONSEKVENS I FORHOLD TIL VORES VISION, BYRÅDSGRUNDLAGET OG POLITIKKER

Klimavandhandleplanen underbygger Varde Kommunes Byråds grundlag om Modigt byråd tager
ansvar for ny udvikling sammen.
Klimavandhandleplanen underbygger ligeledes Byrådets mål i Kommuneplan 2025 om at gennem den
fysiske planlægning at holde fokus på nuværende og fremtidige risiko for oversvømmelse og arbejde
med at reducere kommunens sårbarhed over for klimaforandringer i form af mere vand.

Økonomi

Økonomien er afsat til igangværende indsatser, og disse finansieres igennem klimatilpasningskontoen.
Fremtidige indsatser i form af undersøgelser eller understøttende data kan med fordel prioriteres
finansieret fra klimatilpasningskontoen, det vurderes dog også, at eventuelle fremtidige
anlægsprojekter vil kræve særskilt finansiering.
HØRING
Ingen
ANBEFALING
Forvaltningen anbefaler, at det indstilles til Byrådet,
at Udkast til resumé af indkomne bemærkninger godkendes,
at Klimavandhandleplanen med de foreslåede ændringer vedtages,
at indsatserne under de 6 fokusområder evalueres årligt, første gang i marts 2027,
at der i den årlige evaluering på fagudvalgets marts møde indgår en evaluering af erfaringer fra
planer og anlægsprojekter fra både eksterne og interne bygherrer, og
at Teknik- og Miljøudvalget tager imod tilbuddet om fælles besigtigelse af Kærgård Klitplantage.

Beslutning

Anbefalingen blev godkendt.
Fraværende
Anne Catherine Hoxcer Nielsen

Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget
Anbefalingen blev godkendt.
Fraværende
Simon Burkarl
Økonomi- og Personaleudvalget
Anbefalingen blev godkendt.
Fraværende
Poul Burgaard

Bilag

  • Klima-vandhandleplan_07_2026 (9435940 - GEO-2023-00478)
  • UDKAST - Resume af indkomne bemærkninger - Klimavandhandleplan (9434726 - GEO-202300478)

Kilde: Varde Kommune, Byrådet, referat fra mødet tirsdag 1. september 2026, punkt 13. Læs den originale sag hos kommunen.