Besluttet 21. oktober, Teknik- og Miljøudvalget, Varde
Friluftskommune og formidlingsindsats
Varde Kommune blev i 2025 kåret til Danmarks bedste friluftskommune 2025/2026 sammen med Faaborg-Midtfyn Kommune og Langeland Kommune. Forvaltningen har igangsat en undersøgelse af, hvordan Varde Kommune kan fastholde positionen som en af landets bedste friluftskommuner.
Kort fortalt
- Hvem
- Teknik- og Miljøudvalget, Varde Kommune
- Hvornår
- Onsdag 21. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Anbefalingen blev godkendt.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Varde Kommune blev i 2025 kåret til Danmarks bedste friluftskommune 2025/2026 sammen med
Faaborg-Midtfyn Kommune og Langeland Kommune. Forvaltningen har igangsat en undersøgelse af,
hvordan Varde Kommune kan fastholde positionen som en af landets bedste friluftskommuner.
Nedenfor gives en gennemgang af de indsatser, forvaltningen igangsætter for at forbedre
mulighederne for, at Varde Kommune igen opnår en topplacering i kommende målinger.
Baggrund
Udnævnelsen i 2025 skete på baggrund af undersøgelsen Danmarks bedste friluftskommuner
2025/2026, hvor Friluftsrådet analyserer de danske kommuners indsats for friluftslivet. Kommunerne
vurderes ud fra følgende kategorier:
Antal friluftsfaciliteter, såsom sheltere, udkigsposter, toiletter og bålpladser samt antallet af
faciliteter i forhold til kommunens indbyggertal
Antal rutekilometer, herunder cykel-, løbe- og vandreruter samt antallet af rutekilometer i
forhold til kommunens indbyggertal
Friluftsrådets mærkningsordninger, herunder Blå Flag, Badepunkt, Vinterbadepunkt, Grøn
Skole og Grønne Spirer samt antallet af mærkninger i forhold til kommunens indbyggertal
Certificerede kommunalt drevne parker, herunder Danske Naturparker, UNESCO-geoparker og
biosfæreområder (1 point pr. park, dog maks. 2 point).
De to første kategorier opgøres ved en optælling af de friluftsfaciliteter og ruter, der er registreret og
formidles i den enkelte kommune. Registreringerne foretages af kommunerne og Naturstyrelsen og
samles i en fælles database, GeoFA. Oplysningerne vises blandt andet på hjemmesiden udinaturen.dk,
hvor borgere og besøgende kan finde inspiration og information til planlægning af ture i naturen.
Undersøgelsen omfatter desuden temaerne ’Politisk brug af friluftsliv’ og ’Handicaptilgængelige’
faciliteter og ruter. De to temaer indgik ikke i pointgivningen i 2025, men kan komme til at indgå
fremover.
Indsatser for friluftsliv og formidling
Forvaltningen har gennemført en afdækning, som viser, at Varde Kommune ligger i den øverste
tredjedel i alle seks pointgivende kategorier, hvilket giver maksimumpoint. I den sidste kategori opnår
Varde Kommune ét point på baggrund af Naturpark Vesterhavet. Der er mulighed for at opnå
yderligere ét point, hvis Varde Kommune får andel i endnu en certificeret park. Det vil give 20 point
ud af 20 mulige og dermed sikre en topplacering.
For at fastholde muligheden for en topplacering i Friluftsrådets kommende undersøgelse foreslår
forvaltningen en indsats med fokus på følgende:
Invitere borgere, foreninger og udviklingsråd til at indberette friluftsfaciliteter og ruter i deres
lokalområde, som efterfølgende kan registreres og formidles
Gennemgå registreringen af alle vandre-, cykel-, ride- og øvrige ruter i kommunen
Gennemgå registreringen af alle faciliteter såsom bålpladser, teltpladser, sheltere, toiletter og
udsigtstårne
Gennemgå registreringen af alle understøttende faciliteter, såsom bænke, bord-bænke-sæt og
parkeringspladser
Registrere faciliteters tilgængelighed i forhold til handicapvenlighed
Opnå flere af Friluftsrådets mærkningsordninger, f.eks. Badepunkt ved Kvie Sø og Nysø samt
Vinterbadepunkt ved Hvidbjerg Strand.
Arbejdet med ovenstående indsatser skal forbedre adgangen til natur- og friluftsoplevelser for borgere
og gæster i Varde Kommune. Samtidig kan det bidrage til at fastholde Varde Kommunes placering i
den kommende undersøgelse af Danmarks bedste friluftskommuner, som gennemføres i foråret 2027.
På længere sigt er der mulighed for at styrke Varde Kommunes indsats for friluftsliv yderligere
gennem følgende indsatser:
Endnu en naturparkcertificering under mærkningsordningen Danske Naturparker, f.eks. i
Varde Ådal eller Karlsgårdeområdet
Flere skoler og daginstitutioner tilknyttet mærkningsordningerne Grønne Skoler og Grønne
Spirer
En opdatering af kommunens friluftsstrategi med et bredere, tværsektorielt fokus på friluftsliv,
herunder Grøn Trepart, turisme, bosætning, sundhed, infrastruktur, børn og undervisning.
FORVALTNINGENS
Vurdering
Forvaltningen vurderer, at den beskrevne indsats vil forbedre adgangen til natur- og friluftsoplevelser
for borgere og gæster.
Naturen og naturoplevelserne er vigtige faktorer for både tiltrækning og fastholdelse af borgere.
Samtidig er naturen det væsentligste rejsemotiv for de turister, der besøger Varde Kommune.
Friluftsfaciliteter, rekreativ infrastruktur og formidlingen heraf er derfor vigtige elementer i arbejdet
med bosætning, fastholdelse og turismeudvikling i Varde Kommune.
KONSEKVENS I FORHOLD TIL VORES VISION, BYRÅDSGRUNDLAGET OG POLITIKKER
Arbejdet med at få styrket friluftsliv og formidling af naturoplevelser støtter op om
bosætningsindsatsen samt små og store lokale fællesskaber, hvilket er i tråd med Byrådsgrundlaget
2026-2030. Indsatsen bidrager også til realisering af Varde Kommunes turismestrategier.
RETSGRUNDLAG
Kommunalfuldmagten
ANBEFALING
Forvaltningen anbefaler,
at forvaltningen bemyndiges til at arbejde videre med de foreslåede indsatser, og
at sagen sendes til orientering i Kultur- og Sundhedsudvalget.
Beslutning
Anbefalingen blev godkendt.
Fraværende
Tidligere beslutninger
Kultur- og Sundhedsudvalget
Beslutning foreligger ikke endnu.
Bilag
- Danmarks bedste friluftskommuner 2025-2026 (9506873 - EMN-2026-01909)
Kilde: Varde Kommune, Teknik- og Miljøudvalget, referat fra mødet onsdag 21. oktober 2026, punkt 10. Læs den originale sag hos kommunen.