Varde
Skift kommune
KøbenhavnVardeAlle kommuner

Besluttet 21. oktober, Teknik- og Miljøudvalget, Varde

Plejeplan for Kvie Sø

På foranledning af drøftelser i Udvalget for Plan og Teknik er der udarbejdet et udkast til plejeplan for det fredede område ved Kvie Sø samt mosen syd for søen.

Kort fortalt

Hvem
Teknik- og Miljøudvalget, Varde Kommune
Hvornår
Onsdag 21. oktober 2026
Status
Besluttet. Anbefalingen blev godkendt.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

På foranledning af drøftelser i Udvalget for Plan og Teknik er der udarbejdet et udkast til plejeplan for
det fredede område ved Kvie Sø samt mosen syd for søen.
Kommunen kan gennemføre plejeforanstaltninger på fredede, ikke-statsejede arealer, når dette tjener
til opnåelse af formålet med fredningen og ikke strider mod fredningsbestemmelserne. Den
beskyttede mose sydvest for Kvie Sø ejes af Varde Kommune, og der er derfor en plejepligt, jf.
naturbeskyttelseslovens § 52, stk. 1. En plejeplan for den kommunale pleje kan med fordel inkludere
det fredede område og mosen på matr.nr. 39a Kvie By, Ansager.
En fremtidig pleje forudsætter, at der udarbejdes en plejeplan, der indeholder en beskrivelse af den
naturtilstand, der ønskes opretholdt eller genskabt, og en beskrivelse af de foranstaltninger, der sigter
mod opnåelse af fredningens formål.
Plejeplanen skal tage afsæt i områdets naturindhold og tilstand, og den skal sikre, at det fredede
område opleves uden påvirkninger såsom bebyggelse eller tekniske anlæg. Plejeplanen kan tage
hensyn til den rekreative udnyttelse, hvor dette ikke strider mod fredningskendelsen. Plejeplanen vil
således beskrive den fremtidige kommunale pleje af området omkring søen. Udførelsen af plejen
forudsætter lodsejernes accept eller Fredningsnævnets afgørelse om gennemførelse af
plejeforanstaltningerne.
Udkastet til plejeplanen beskriver den fremtidige naturpleje rundt om søen, herunder rydning af
uønsket opvækst langs søbredden og i den lysåbne mose, høslæt på naturengene uden for
sommerhusområderne og ved badezonen samt bekæmpelse af invasive arter. Der balanceres mellem
beskyttelse og den rekreative udnyttelse.
Der har 26. august 2026 været en besigtigelsestur ved Kvie Sø for Teknik- og Miljøudvalget sammen
med interessenter såsom lodsejere, grundejerforeninger og DN Varde, hvor plejeplanens indhold er
blevet præsenteret og drøftet. Input fra interessenterne er blevet indarbejdet i plejeplanen. Udkastet
skal derudover sendes i høring hos de berørte parter, inden det kan oversendes til godkendelse hos
Fredningsnævnet.
FORVALTNINGENS

Vurdering

Et udkast til en fremtidig plejeplan skal forelægges Fredningsnævnet, som skal vurdere, om
plejeplanen er i overensstemmelse med fredningskendelsen. Fredningsnævnet kan meddele
dispensation fra fredningskendelsen, når det ansøgte ikke vil stride mod fredningens formål, jf.
naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 1.
Forvaltningen vurderer, at udkastet til plejeplanen kan oversendes til godkendelse hos
Fredningsnævnet, efter det har været i høring hos de berørte parter. Fredningsnævnet kan herefter
tage stilling til, om plejeplanens indhold kræver dispensation fra fredningsbestemmelserne. Følgende
fremtidige anlæg vurderes dog at kræve yderlig kvalificering, før der kan søges om dispensation fra
fredningskendelsen:
Etablering af boardwalk i mosen
Ny promenade i badezonen
Forvaltningen vurderer, at der kan meddeles dispensation efter naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2, jf.
§ 3, stk. 2 om beskyttede naturtyper til den beskrevne naturpleje og fremtidige faciliteter.
KONSEKVENS I FORHOLD TIL VORES VISION, BYRÅDSGRUNDLAGET OG POLITIKKER

En plejeplan for Kvie Sø understøtter Varde Kommunes vision Vi i Naturen. Udnyttelsen og plejen af
det fredede område skal være i tråd med kommunens Naturpolitik 2023, herunder sigtelinjerne ”bedre
natur”, ”oplevelse og benyttelse af naturen” og ”særlig fokus på de i kommunen forekommende
sjældne og truede arter”, samt indsats 9 ”beskyttelse i samspil med benyttelse”. Udviklingen af
området ved Kvie Sø forudsætter en balance mellem benyttelse og beskyttelse.
RETSGRUNDLAG
Bekendtgørelse om pleje af fredede arealer og tilsyn, kapitel 1
Naturbeskyttelseslovens § 52
Fredning for Kvie Sø og som stadfæstet ved Overfredningsnævnets kendelse fra den 31.08.1947

Økonomi

Der er endnu ikke afklaret en ansvarsfordeling for plejen for de enkelte matrikler, hvorfor der ikke kan
fastsættes økonomi for det kommunale bidrag. Når der foreligger en endelig godkendt plejeplan fra
Fredningsnævnet vil der skulle tage stilling til evt. behov for fremtidig finansiering.
HØRING
Udkastet til plejeplanen sendes i høring i fire uger hos de relevante lodsejere, grundejerforeninger, DN
Varde og Skovlund-Ansager Udviklingsråd.
ANBEFALING
Forvaltningen anbefaler,
at udkastet til plejeplanen godkendes og sendes i høring hos de relevante lodsejere,
grundejerforeninger, DN Varde og Skovlund-Ansager Udviklingsråd, og
at forvaltningen bemyndiges til at drøfte plejeforanstaltninger og ansvarsfordelingen med den enkelte
lodsejer forud for oversendelsen og den endelige godkendelse ved Fredningsnævnet.

Beslutning

Anbefalingen blev godkendt.
Udvalget ønsker, at plejeplanen inklusive høringssvar forelægges udvalget, inden den oversendes til
Fredningsnævnet.
Fraværende

Tidligere beslutninger
Beslutninger udfyldes automatisk af systemet

Bilag

  • Plejeplan for fredning reg. 01066.00 - Kvie Sø (9446627 - GEO-2024-03418)
  • Fredningskendelse for Kvie Sø nr. 01066.00 (9507433 - GEO-2024-03418)
  • Kort over fredning for Kvie Sø (9507453 - GEO-2024-03418)

Kilde: Varde Kommune, Teknik- og Miljøudvalget, referat fra mødet onsdag 21. oktober 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.