Vejle
Skift kommune
KøbenhavnVejleAlle kommuner

Besluttet 11. august, Teknisk Udvalg, Vejle

Gennemkørselsforbud på Elsdyrvej

Teknisk Udvalg har tidligere igangsat og permanentgjort en prøvehandling med gennemkørselsforbud på Elsdyrvej på Nørremarken i Vejle. Det har efterfølgende ikke været muligt at opnå politiets samtykke til en permanent ordning med skiltet gennemkørselsforbud på vejen.

Kort fortalt

Hvem
Teknisk Udvalg, Vejle Kommune
Hvornår
Tirsdag 11. august 2026
Status
Besluttet. Bent Olsen, Anne Sofie Stjernholm og Alex Vejby Nielsen stemte for indstillingen. Thyge Havgaard Bjerring, Bo Schnedler, Dorte Pannicke og Peder Hummelmose stemte imod indstillingen. Således blev indstillingen forkastet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Teknisk Udvalg besluttede den 3. marts 2026, pkt. 46, at prøvehandlingen med
gennemkørselsforbud på Elsdyrvej skulle gøres permanent på baggrund af en positiv
evaluering af forsøget.
Efter udvalgets beslutning har politiet meddelt, at de ikke vil give samtykke til en permanent
ordning med skiltet gennemkørselsforbud. Politiet har samtidig anmodet om, at den opsatte
skiltning fjernes. Den besluttede løsning kan derfor ikke lovligt bevares.
Evalueringen af den tidligere prøvehandling viste, at hverdagsdøgntrafikken på Elsdyrvej blev
reduceret fra 705 til 314 køretøjer, svarende til en reduktion på 55 %. Evalueringen viste
samtidig, at der fortsat var gennemkørende trafik på strækningen, hvilket blandt andet skyldes,
at et skiltet gennemkørselsforbud er vanskeligt at håndhæve.
En mulig alternativ løsning er etablering af en fysisk lukning af Elsdyrvej mellem Harevænget
og Ørnevej, jf. vedlagte oversigtskort. Forvaltningen foreslår, at løsningen i første omgang
afprøves som en seks måneders prøvehandling, hvorefter effekten evalueres, inden der tages
stilling til en eventuel permanent løsning.
Forsøget vil bestå i opsætning af en midlertidig vejspærring på Elsdyrvej, hvor gående og
cyklende fortsat vil kunne passere. Der opsættes desuden midlertidige tavler på Jægervænget
og Niels Bohrs Vej, der oplyser om vejspærringen, ligesom der kommunikeres til borgerne i
området, inden forsøget igangsættes.
En sådan lukning vil kunne gennemføres uden behov for etablering af vendepladser, da
trafikken kan omdirigeres via Harevænget og Ørnevej.
Prøvehandlingen vil vare seks måneder og omfatte en evaluering af effekten tilsvarende den
tidligere evaluering af prøvehandlingen med gennemkørselsforbud. Hvis evalueringen viser, at
løsningen ikke reducerer smutvejskørslen tilstrækkeligt, eller at trafikken flyttes til andre
boligveje, kan en yderligere lukning mellem Falkevej og Hermelinvej overvejes for at sikre, at
trafikken afvikles på de overordnede veje.

Klima og resiliensvurdering
En reduktion af den gennemkørende trafik på Elsdyrvej forbedrer trygheden for gående og
cyklende og kan understøtte mere bæredygtige transportvalg i lokalområdet.

Sagens videre forløb
Sagen skal alene behandles i Teknisk Udvalg.

Indstilling

TEKNIK- OG MILJØDIREKTØREN INDSTILLER,
at der igangsættes en seks måneders prøvehandling med en fysisk lukning af Elsdyrvej
mellem Harevænget og Ørnevej.

Beslutning

Bent Olsen, Anne Sofie Stjernholm og Alex Vejby Nielsen stemte for indstillingen.
Thyge Havgaard Bjerring, Bo Schnedler, Dorte Pannicke og Peder Hummelmose stemte
imod indstillingen.
Således blev indstillingen forkastet.

Kilde: Vejle Kommune, Teknisk Udvalg, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 11. Læs den originale sag hos kommunen.