Besluttet 11. august, Teknisk Udvalg, Vejle
Tillæg 28 til spildevandsplanen vedrørende ejendomme i det åbne land
Vejle Kommune vedtog i december 2020 Spildevandsplan 2020-2028. Tillæg 28 til spildevandsplanen beskriver en yderligere indsats vedrørende forbedret spildevandsrensning i det åbne land. Det er statens seneste vandområdeplan, der udløser en yderligere indsats i to områder.
Kort fortalt
- Hvem
- Teknisk Udvalg, Vejle Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 11. august 2026
- Status
- Besluttet. Anbefalet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
I det åbne land, hvor Vejle Spildevand ikke har kloakeret, er det den enkelte grundejer, der har
ansvaret for korrekt håndtering og rensning af spildevand. Der er en række muligheder for
privat spildevandshåndtering, men fælles for alle løsninger er, at de skal leve op til de
rensekrav, som staten har stillet i vandområdeplanerne.
Hvis en ejendom i det åbne land udleder husspildevand til et vandløb, hvor miljømålet om god
økologisk tilstand ikke er opfyldt, og spildevandsudledningen ikke overholder de gældende
rensekrav for området, er Vejle Kommune forpligtet til at stille krav om forbedret
spildevandsrensning.
Formålet med tillæg til spildevandsplanen er at nedsætte udledningen af næringsstoffer fra
ejendomme, der via dræn og grøfter afleder spildevand til vandløb, som ikke har en god
miljøtilstand i overensstemmelse med vandområdeplanernes miljømål.
I Vejle kommune er der registreret ca. 9.000 ejendomme i det åbne land. Heraf ligger ca. 2.000
ejendomme inden for områder, hvor der er fastsat et rensekrav. I forbindelse med udpegede
indsatser i statens vandområdeplaner og efterfølgende implementering i spildevandsplanen er
der tidligere meddelt påbud om forbedret spildevandsrensning til henholdsvis 1869 ejendomme
i perioden 2007 - 2015. I 2020 blev ca. 140 ejendomme tilføjet til spildevandsplanen i medfør af
vandområdeplanerne. Enkelte ejendomme i det åbne land er blevet kloakeret, hvis de lå nær
en spildevandsledning.
I tillæg 28 til den gældende spildevandsplan vurderer Kommunen at yderligere 18 ejendomme i
det åbne land ikke lever op til de rensekrav, som er tilføjet i medfør at den seneste
vandområdeplan (Genbesøg af Vandområdeplan 3) . Når områderne er implementeret i
kommunens spildevandsplan skal kommunen meddele påbud om forbedret
spildevandsrensning til de berørte ejendomme. De nye områder fremgår af bilag vedrørende
tillæg 28 til spildevandsplanen.
Frist for gennemførelse af påbud om forbedret spildevandsrensning er samlet set 3 år fra dette
tillæg til spildevandsplanen har været i offentlig høring. Berørte grundejere orienteres direkte.
Anlægstyper og renseklasser
Alle 18 ejendomme har i dag en septiktank med direkte udledning til vandløb. Ejendommene
ligger i to områder, som fremgår af kortbilag. Ved krav om forbedret spildevandsrensning skal
ejendommene etablerer et anlæg, som kan rense spildevandet for nitrat og organisk stof. Dette
kan ske ved etablering af et af følgende typer anlæg: pileanlæg, nedsivningsanlæg,
minirenseanlæg, beplantet filteranlæg, samletank eller biologisk filteranlæg. De forskellige
rensetyper er beskrevet på kommunens hjemmeside.
Grundejeren har også mulighed for at indgå kontraktligt medlemskab af kloakforsyningen. Det
betyder, at Vejle Spildevand finansierer, etablerer, driver og vedligeholder en renseløsning.
Anlægget ejes af grundejeren. Ejeren betaler tilslutningsbidrag og efterfølgende et
vandafledningsbidrag.
I et af de nye områder ligger Lerbæk Gods, som er kommunalt ejet, og derfor er det Vejle
Kommune, som har opgaven vedrørende forbedret spildevandsrensning på de 4 ejendomme,
som er omfattet af godset.
Miljøvurdering
Tillæg 28 er omfattet af reglerne i miljøvurderingsloven. Kommunen har foretaget en
miljøscreening af tillægget og vurderet, at tillæg 28 ikke medfører væsentlige miljøpåvirkninger.
Tillægget omfatter en mindre ændring af den eksisterende spildevandsplan.
Der er derfor truffet afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en egentlig miljøvurdering.
Miljøscreeningsafgørelsen sendes i offentlig høring sammen med forslaget til tillægget til
spildevandsplanen.
Klima og resiliensvurdering
Etablering af nye spildevandsanlæg betyder øget CO ² udledning ved fremstilling, etablering og
drift.
Sagens videre forløb
Sagen skal behandles af Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet.
Indstilling
TEKNIK- OG MILJØDIREKTØREN INDSTILLER,
at udvalget anbefaler overfor Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet, at forslag til
Tillæg 28 til spildevandsplanen 2020-2028 sendes i offentlig høring.
Beslutning
Anbefalet.
Kilde: Vejle Kommune, Teknisk Udvalg, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.