Besluttet 12. august, Sundheds- og Forebyggelsesudvalget, Vejle
Orientering om de kommunale investeringsmidler i sundhedsrådene
Som led i sundhedsreformen får de nye sundhedsråd blandt andet til opgave at udmønte midler, som er målrettet investering i kommunale sundhedsopgaver. Vejle Kommune har udarbejdet fire forslag til indsatser, som midlerne kan bruges til.
Kort fortalt
- Hvem
- Sundheds- og Forebyggelsesudvalget, Vejle Kommune
- Hvornår
- Onsdag 12. august 2026
- Status
- Besluttet. Taget til efterretning.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Som led i sundhedsreformen får de nye sundhedsråd en central rolle i at udvikle et mere nært
og sammenhængende sundhedsvæsen. Rådene får blandt andet til opgave at udmønte midler
til at styrke det nære sundhedsvæsen, hvoraf en del er målrettet investering i kommunale
sundhedsopgaver. Midlerne udmøntes gennem aftaler mellem sundhedsrådet og
kommunerne.
De kommunale investeringsmidler indfases fra 2027 og øges frem mod fuld indfasning i 2030.
Fremadrettet vil aftalerne om de kommunale investeringsmidler indgå i kommunernes
budgetlægningsproces og være indgået senest 1. april året før. Da 2026 er et opstartsår, har
det imidlertid været muligt at fravige tidsplanen. Sundhedsråd Lillebælt har på den baggrund
fastlagt processen for dette år.
På Sundhedsråd Lillebælts møde den 22. april 2026 blev det besluttet at foretage en
administrativ afdækning af forslag til prioriterede indsatser. Kommunerne har hver især
arbejdet med forslag, som løbende er blevet drøftet på tværs af kommunerne og sygehuset.
Sundhedsråd Lillebælt får fremlagt forslagene på deres møder i september, hvor rådet også
træffer beslutning om udmøntningen af midlerne. Sundheds- og Forebyggelsesudvalget
orienteres efterfølgende om sundhedsrådets beslutning.
I Sundhedsråd Lillebælt drejer det sig i 2027 om 16 mio. kr. i "frie" investeringsmidler. Fordeles
midlerne efter befolkningsandelen, forventes Vejle Kommune at få tildelt ca. 6,3 mio. kr. i 2027.
I Vejle Kommune er der arbejdet med følgende fire forslag til indsatser, som samlet svarer til
beløbet for 2027.
Forslag 1: Faste teams med socialpædagogiske kompetencer
Sundhedsreformen har fokus på at hjælpe flere borgere i eget hjem gennem en tidlig og
behovstilpasset indsats for bl.a. at forebygge unødige indlæggelser. I Vejle Kommune er der
identificeret en gruppe borgere, som i dag er svære at nå med eksisterende indsatser, og hvor
der er potentiale for at forebygge forværring. Det drejer sig om borgere med fysiske, psykiske
og/eller sociale funktionsnedsættelser, som modtager hjemmepleje efter § 83, og som har
behov for yderligere hjælp, men som endnu ikke er i målgruppe til § 85.
Udviklingen peger på, at der er behov for socialpædagogiske kompetencer for at hjælpe disse
borgere.
Det foreslås derfor at styrke de faste teams i ældreplejen med socialpædagogiske
kompetencer for at forebygge forværring hos borgerne i målgruppen. Indsatsen foreslås
afprøvet som et pilotprojekt i seks distrikter i Vejle midtby og omegn. Hvis indsatsen har de
forventede positive effekter, vil det efter dialog i Sundhedsråd Lillebælt, være muligt at
udbrede.
Forslag 2: Opsporing og tidlig forebyggelse i lokalområdet
Forslaget er at ansætte en medarbejder med lokalt fokus på social lighed i sundhed.
Medarbejderen skal samarbejde med civilsamfundet, boligorganisationer og lokale aktører om
at skabe nære, relationelle og lettilgængelige indsatser for borgere i udsatte positioner. Det kan
eksempelvis være aktiviteter, der kobler trivsel, fællesskab, fysisk aktivitet, madlavning,
rygestop eller anden forebyggelse til borgernes lokale hverdag. Indsatsen skal også have fokus
på tidlig opsporing af kroniske sygdomme hos målgruppen.
Forslag 3: Sundhedsfremme og forebyggelse i socialpsykiatrien
Forslaget er at ansætte en §99 medarbejder med sundhedsfaglige kompetencer med fokus på
tværgående sundhedsfremme og forebyggelse for borgere i socialpsykiatrien.
Forslag 4: Social sundhed
Forslaget er at etablere et fælles samarbejde med Social Sundhed, hvor frivillige brobyggere
kan følge udsatte borgere til og fra aftaler i sundhedsvæsenet. Indsatsen skal mindske
barrierer for fremmøde, styrke borgerens udbytte af behandlings- og opfølgningsforløb og
bidrage til mere lige adgang til sundhed. Tilbuddet kan fx bruges ved aftaler på sygehus, hos
egen læge, tandlæge, fysioterapeut, psykolog eller andre sundhedsrelaterede tilbud.
Målgruppen er borgere, som har behov for støtte til at møde op til og få udbytte af aftaler i
sundhedsvæsenet, fx på grund af sygdom, psykiske eller sociale udfordringer, lav
sundhedskompetence, ensomhed eller svagt netværk.
Klima og resiliensvurdering
Ingen bemærkninger.
Sagens videre forløb
Sagen behandles også af Seniorudvalget.
Indstilling
KULTUR- OG SUNDHEDSDIREKTØREN INDSTILLER,
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Lars Charlie Mortensen deltog ikke i sagens behandling.
Kilde: Vejle Kommune, Sundheds- og Forebyggelsesudvalget, referat fra mødet onsdag 12. august 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.