Besluttet 17. august, Økonomi- og Erhvervsudvalget, Vejle
Valg til EWIIs repræsentantskab
Energi- og forsyningsområdet har en helt central rolle i udviklingen af samfundet – i Trekantsområdet med TREFOR/EWII som en central aktør. TREFOR udspringer af sammenlægning af kommunale forsyningsselskaber i 1999 og er i dag selvejende og forbrugerstyret.
Kort fortalt
- Hvem
- Økonomi- og Erhvervsudvalget, Vejle Kommune
- Hvornår
- Mandag 17. august 2026
- Status
- Besluttet. Drøftet. Der søges afholdt møde med de øvrige kommuner.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
EWII er en betydende regional forsyningsaktør og spiller en central rolle for udviklingen inden
for el, vand og varme. De beslutninger og prioriteringer, der træffes i selskabet, har derfor
direkte betydning for rammerne omkring vækst, velfærd, robusthed og grøn omstilling i Vejle
Kommune.
TREFOR (EWII) blev etableret i 1999 som en fusion af kommunale forsyningsselskaber i
Trekantområdet. De kommunale forsyninger blev overdraget vederlagsfrit. EWII er i dag
organiseret som en selvejende og forbrugerstyret koncern. EWII er en vigtig aktør, der præger
udviklingen inden for el, vand og varme i trekantområdet. De senere år har TREFOR Varme fx
været væsentlige i udbygningen af fjernvarmeudbygningen i blandt andet Bredballe og
Gravens-Ågård. I disse år er der fokus på den manglende udbygning af elnettet – ligesom
drikkevandsområdet har været højt på den politiske dagsorden.
Derfor kunne det være relevant, at kommunen anvender sin stemmeret og bidrager til at vælge
et antal medlemmer til repræsentantskabet – ikke for at være styrende, men for at have en
stemme som forbruger og som organisation med en strategisk interesse i udviklingen af
energiområdet. Byrådsmedlemmer og andre, som kommunen måtte stemme ind, er ikke
underlagt instruktionsbeføjelse og skal ikke varetage snævre kommunale interesser – men vil
styrke det kommunale perspektiv og de kommunale forbrugeres stemme blandt andre stemmer
i repræsentantskabet.
EWIIs repræsentantskab har 120 medlemmer, 33 af disse vælges blandt forbrugere i Vejle
Kommune. Som medlem af repræsentantskabet opnår man bl.a. indflydelse på valg til
koncernbestyrelsen, idet repræsentantskabet vælger bestyrelsesmedlemmerne blandt sig selv
og udpeger bestyrelsesformanden. Derudover kan repræsentantskabet stille spørgsmål og
fremsætte forslag på repræsentantskabsmøderne og fungerer som direkte talerør til selskabets
øverste ledelse og direktion. Ved sidste valg stemte 12 % af forbrugerne.
Kommunen har ca 200 bygninger med el, vand eller varme fra EWII samt et endnu ukendt
antal stemmer fra tilslutninger af gadebelysning. Vurderingen er, at 3-4 kommunale
medlemmer kan stemmes ind på egne stemmer.
Kommunens stemmer til repræsentantskabet kan fordeles på flere måder.
Én mulighed er at anvende den d’hondtske metode, hvor kommunens stemmeafgivning
fordeles ud fra stemmetal ved kommunalvalget. Her får alle partier altså en lille stemmeandel,
men med stor risiko for stemmespild.
En alternativ model er, at byrådet peger på fx 4 kandidater, fx fra det siddende byråd, som
opstilles, og hvor forvaltningen fordeler stemmerne mellem disse 4 på kommunens vegne. Hvis
disse også opnår stemmer fra private, kan det forventes at de indvælges, da de også kan
tiltrække stemmer fra andre forbrugere.
Forvaltningen vil sikre, at flest mulige stemmer indsamles fra de decentrale forbrugsadresser.
EWII har ikke tidligere været behjælpelig med at give adgang til stemmerne, hvorfor det
endelige antal stemmer, der faktisk kan afgives, ikke er kendt.
Klima og resiliensvurdering
En stabil og robust forsyningsinfrastruktur er en grundlæggende forudsætning for et
velfungerende samfund, og de strategiske valg, der træffes på forsyningsområdet, har stor
betydning for tempoet og retningen i den grønne omstilling. Kommunal repræsentation i EWII's
repræsentantskab kan bidrage til, at hensyn til bæredygtighed, forsyningssikkerhed og
langsigtet energiplanlægning får en stærkere forankring i selskabets strategiske arbejde.
Sagens videre forløb
Sagen skal behandles i Økonomi- og Erhvervsudvalget.
Indstilling
KOMMUNALDIREKTØREN INDSTILLER,
at sagen drøftes.
Beslutning
Drøftet. Der søges afholdt møde med de øvrige kommuner.
Kilde: Vejle Kommune, Økonomi- og Erhvervsudvalget, referat fra mødet mandag 17. august 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.