Besluttet 26. august, Byrådet, Vejle
Anlæg - Klimapulje - Køb af mobile stormflodsbarrierer
Vejle by er sårbar i forhold til oversvømmelse ved højvande og stormflod. Indtil der er lavet en sammenhængende stormflodsbeskyttelse af Vejle by og havn, er der behov for materiel, der kan reducere risikoen for oversvømmelse af kritisk infrastruktur, byfunktioner og værdier.
Kort fortalt
- Hvem
- Byrådet, Vejle Kommune
- Hvornår
- Onsdag 26. august 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Baggrund
Risiko for oversvømmelse
Vejle er udfordret i forhold til risiko for oversvømmelse ved høj vandstand og stormflod fra fjorden og
særligt, hvis det er kombineret med stor afstrømning fra å-systemerne (Vejle Å, Grejs Å og Højen Å). Der
er igangsat et kommunalt fællesprojekt om stormflodsbeskyttelse af Vejle by og havn. Projektet er fase 1 i
stormflodsstrategien, som omfatter etablering af en sammenhængende beskyttelseslinje, der kan beskytte
by og havn til minimum en vandstand på 2 meter i fjorden.
Tidsplanen for projektet er, at beskyttelseslinjen skal være etableret inden udgangen af 2029, da tilskuddet
fra staten (Kystpuljen) er betinget af, at projektet realiseres inden for maksimalt 5 år.
Statslig forundersøgelse – accelerationspakke
Vejle Kommune har indgået en samarbejdsaftale med Kystdirektoratet om en statslig forundersøgelse af
stormflodsbeskyttelse af Vejle by og havn.
Den statslig forundersøgelse skal bl.a. bidrage med et beslutningsgrundlag for valg af beskyttelsesniveau,
et egentligt projektforslag og forslag til bidragsfordeling. Forundersøgelsen udføres fra primo 2026 til 2.
kvartal 2027. Herefter kan den egentlige projektering og etablering gå i gang.
Behov for midlertidig beredskabsløsning
Indtil den permanente løsning er etableret, vurderes der behov for et mobilt beredskab, der kan reducere
risikoen for skader på kritisk infrastruktur, byfunktioner og værdier ved varslede hændelser, der overstiger
det nuværende beskyttelsesniveau.
Det anbefales, at der etableres et kommunalt forankret stormflodsberedskab baseret på mobile
stormflodsbarrierer, som kan aktiveres i forbindelse med varsling af høj vandstand og stormflod, som
overstiger det nuværende beskyttelsesniveau til en vandstand i fjorden på ca. 1,53 meter.
Det er undersøgt, hvor de kritiske koter er og hvor vandet vil løbe ind ved forskellige vandstande.
På baggrund af undersøgelserne er det vurderet, at det niveau, hvor det er muligt at lave en
beredskabsmæssig beskyttelse af kritisk infrastruktur, er til en vandstand på ca. 1,8 meter, der svarer til en
hændelse der ligger mellem en 20-års og 100-års stormflodshændelse jf. Kystdirektoratets seneste data
(2026). Hvis der skal beskyttes til et højere niveau, vil dette være meget omfangsrigt, da vandet vil komme
ind mange steder.
På nedenstående kort til venstre er illustreret oversvømmelse fra en vandstand på ca. 1,8 meter uden
barriere. På kortet til højre er den strækning markeret med sort streg, hvor der skal placeres mobile
stormflodsbarrierer, hvis beskyttelsesniveauet skal hæves, så der kan håndteres en vandstand på ca. 1.8
meter. Strækningen udgør i alt ca. 1250 meter.
Der skal udlægges mobile stormflodsbarrierer fra Strandgade langs Nordkajen, ved Havnepladsen og
langs med Toldbodvej til Sjællandsgade. En mindre strækning ved rundkørslen ved Bølgen. Desuden vil
der være mindre strækninger bl.a. ved Ibæk Strandvej, Sjællandsgade og Borgvold, hvor mobile barrierer
vil være nødvendige.
Stormflodshændelse i dag (1,8 m)
Stormflodshændelse i dag med mobile barrierer (1,8 m)
Forvaltningen har undersøgt forskellige typer mobile stormflodsbarrierer, hvor typen "Watergate" vurderes
at være den mest robuste og driftssikre løsning. Denne type anvendes allerede af flere kommuner og
beredskaber, herunder bl.a. Trekant Brand.
Barriererne kan relativ hurtigt udlægges, aktiveres automatisk af stigende vandstand og fjernes igen, hvis
varslingen ikke udvikler sig som forventet. De kan modstå at biler og lastbiler kører hen over dem, når de
ikke er aktiveret – dvs. de hindrer kun adgang/passage når vandstanden er høj.
Stormflodsberedskabet skal fungere som en overgangsløsning frem mod permanent beskyttelse og vil
bidrage til at styrke kommunens robusthed over for klimarelaterede hændelser. Løsningen kan desuden
anvendes som backup ved ekstreme hændelser, der overstiger den fremtidige permanente løsning.
Mulighed for køb af ubrugt stormflodsbarrierer fra Kolding Kommune
Kolding Kommune har i december 2025 indkøbt 644 meter mobil stormflodsbarriere af typen "Watergate".
Kolding Kommune har nu etableret deres permanente stormflodsbeskyttelse og har ikke længere behov
for det indkøbte materiel.
Materiellet kan anvendes på en delstrækning af den foreslåede beskyttelsesstrækning og kan udgøre
første etape i opbygningen af et kommunalt stormflodsberedskab.
De 644 meter vil være velegnet til strækningen langs Nordkajen,
Materiellet består af følgende:
24 stk. Watergate – længde 9,1 meter og højde 81 cm.
28 stk. Watergate – længde 15,2 meter og højde 81 cm.
Der henvises til bilag med foto af materiellet og princip fremgår.
Økonomi
Den samlede anlægsudgift udgør 1 mio. kr., heraf 0,8 mio. kr. til køb af barriererne fra Kolding
Kommune og 0,2 mio. kr. til supplerende udstyr, uddannelse og klargøring af beredskabet.
Der søges om finansiering fra Klimapuljen (anlægsmidler). Herudover vil der være løbende
driftsudgifter til håndtering af beredskabsmateriellet ved brug, opbevaring, vedligeholdelse, øvelser
og eventuel indsats til stormflodshændelser.
Figur 1 Ny/ændring af anlægsbevilling
Figur 2 Tillægsbevilling til rådighedsbeløb
Opsummering af de bevillingsmæssige konsekvenser
Sagen medfører, at der gives anlægsbevilling og afsættes rådighedsbeløb på 1 mio. kr. i 2026 til
Watergates - mobile stormflodsbarrierer. Udgiften finansieres fra Klimapuljen på anlæg, hvor der
inden mødet resterer 4 mio. kr.
Driftsudgiften afhænger af om materiellet kommer i brug, og vil være betydelig i forhold til forbrug af
personel, der skal håndtere udlægning, fjernelse, rengøring og tørring.
Udgiften foreslås dækket af budget til drift af Omløbsåen, dog med opmærksomhed på, at der her
kan ske et overforbrug, hvis der i samme år både er behov for oprensning af Omløbsåen og der sker
en hændelse, hvor den mobile stormflodsbarriere har været i brug. Dette kan betyde en ændring på
driften det efterfølgende år og/eller behov for efterregulering af økonomien til driften.
Høring
Centralt Budget har ingen bemærkninger af bevillingsmæssig karakter.
Klima og resiliensvurdering
Købet af mobile stormflodsbarrierer styrker kommunens klimaberedskab og reducerer risikoen for
oversvømmelse af kritisk infrastruktur, byfunktioner og værdier frem til den permanente
sammenhængende stormflodsbeskyttelse af Vejle by og havn er etableret.
Sagens videre forløb
Sagen skal behandles i Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet
Historik
Teknik- og Miljødirektøren indstiller, den 10. august 2026, punkt 105:
at de bevillingsmæssige konsekvenser godkendes jf. bevillingsskema under afsnittet økonomi
Beslutning fra Klima-, Natur- og Miljøudvalget, den 10. august 2026, punkt 105:
Anbefalet.
Beslutning fra Økonomi- og Erhvervsudvalget, den 17. august 2026, punkt 160:
Anbefalet.
Beslutning
Godkendt.
Fraværende: Rune Bønnelykke. I stedet mødte Brian Øhrstrøm Hansen.
Kilde: Vejle Kommune, Byrådet, referat fra mødet onsdag 26. august 2026, punkt 10. Læs den originale sag hos kommunen.