Besluttet 26. august, Byrådet, Vejle
Boligorganisationen ØsterBO - godkendelse af ændret anvendelse af lejemål og fælleslokaler
Boligorganisationen ØsterBO anmoder om godkendelse af diverse ændringer af lejemål udført i perioden 2006-2020, herunder sammenlægning og nedlæggelse af lejemål, ombygning af fælleslokaler til boliger samt etablering af erhvervslejemål.
Kort fortalt
- Hvem
- Byrådet, Vejle Kommune
- Hvornår
- Onsdag 26. august 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
ØsterBO har lavet en generel gennemgang af stamdata for boligorganisationens afdelinger.
Stamdata er oplysninger om blandt andet antallet af boliger og erhvervslejemål, der registreres
hos Landsbyggefonden.
Ved gennemgangen blev ØsterBO opmærksom på, at stamdata registreret hos
Landsbyggefonden ikke var i overensstemmelse med ØsterBOs egne oplysninger om antal
lejemål.
ØsterBo har hertil oplyst, at der i perioden 2006-2020 er sket ændringer i 7 boligafdelinger i
39 lejemål.
Der er blandt andet sket sammenlægning af lejemål, nedlagt små utidssvarende lejemål, sket
ændring af fælleslokaler til lejemål, samt nedlagt og oprettet erhvervslejemål.
De fleste ændringer er løbende godkendt af forvaltningens byggesagsafdeling. ØsterBO fik
imidlertid ikke særskilt godkendelse til ændringerne efter reglerne i almenboliglovgivningen.
Landsbyggefonden kan ikke ændre i stamdata, medmindre kommunalbestyrelsen har
godkendt de væsentlige forandringer.
Det er vigtigt, at stamdata er retvisende, da det blandt andet har betydning i forhold til
forskellige ydelser fra Landsbyggefonden m.v.
ØsterBO har på den baggrund anmodet om kommunens bagudrettede godkendelse af
ændringer i boligorganisationens ejendomme.
Gennemgang af ændringer i de forskellige boligafdelinger kan ses i vedhæftede bilag.
Lovgrundlag og forvaltningens bemærkninger
Væsentlige ændringer efter opførelse
Det fremgår af almenboliglovens § 28, stk. 1, at væsentlig forandring af en ejendom, der
tilhører en almen boligorganisation, kun kan ske med kommunalbestyrelsens godkendelse.
Det vil sige, at kommunen både skal godkende, hvis lejemål til beboelse sammenlægges,
nedlægges eller ændres til anden anvendelse, f.eks. til depotrum, fælleslokale eller
erhvervslejemål.
Kommunalbestyrelsen kan godkende ibrugtagning af boliger til anden anvendelse end
beboelse, hvis ændringen skønnes nødvendig efter en samlet vurdering af hensynet til de
boligsøgende og baggrunden for ændringen.
Reglerne om sammenlægning af boliger blev ændret og skærpet i 2020, men indtil da var det
en betingelse, at boligerne efter sammenlægning ikke oversteg 140 m2, samt at
sammenlægning skete ud fra en vurdering af boligpolitiske og lokale forhold.
Det er forvaltningens vurdering, at de foretagne ændringer i boligafdelingerne kan godkendes.
Det bemærkes hertil, at baggrunden for ændringerne og udførelsen heraf er sket i
overensstemmelse med de gældende regler på ændringstidspunktet.
I henhold til almenboliglovens § 28, stk. 4-5, indberetter kommunalbestyrelsen forandring af
ejendomme, herunder nedlæggelse af boliger, hvori der indestår statslån eller statsgaranterede
lån, eller hvortil der ydes statslig driftsstøtte, til Udbetaling Danmark. Udbetaling Danmark
afgør, om forudsætningerne for støtte er ændret.
Indberetning til Udbetaling Danmark foretages, når der er i denne sag er taget stilling til,
hvorvidt de beskrevne ændringer i ØsterBOs ejendomme kan godkendes.
Væsentlige projektændringer under nybyggeri - vedrører kun afd. 48, Juulsbjergparken
Det fremgår af støttebekendtgørelsens § 42, at kommunalbestyrelsen efter påbegyndelsen af
byggeriet skal godkende alle væsentlige projektændringer inden iværksættelsen.
Det er forvaltningens vurdering, at projektændringen kan godkendes. Det ekstra lejemål er
etableret uden en forøgelse af anskaffelsessummen og har derfor ikke haft betydning for
byggeriets økonomi.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Klima og resiliensvurdering
Ingen bemærkninger.
Sagens videre forløb
Sagen skal behandles af Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet.
Historik
Teknik- og Miljødirektøren indstiller, den 11. august 2026, punkt 149:
at udvalget overfor Byrådet anbefaler at godkende de oplistede væsentlige forandringer og
projektændringer i ØsterBOs ejendomme.
Beslutning fra Teknisk Udvalg, den 11. august 2026, punkt 149:
Anbefalet.
Beslutning fra Økonomi- og Erhvervsudvalget, den 17. august 2026, punkt 156:
Anbefalet.
Beslutning
Godkendt.
Fraværende: Rune Bønnelykke. I stedet mødte Brian Øhrstrøm Hansen.
Kilde: Vejle Kommune, Byrådet, referat fra mødet onsdag 26. august 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.