Besluttet 7. oktober, Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati, Vejle
Nørup landsbyvision
Nørup Lokalråd har i samarbejde med borgere og Vejle Kommune udarbejdet en landsbyvision for Nørup-området bestående af Nørup, Ny Nørup og St. Lihme.
Kort fortalt
- Hvem
- Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati, Vejle Kommune
- Hvornår
- Onsdag 7. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Udsat.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Nørup Lokalråd har med bistand fra Vejle Kommune udarbejdet en landsbyvision for Nørupområdet. Visionen omfatter landsbyerne Nørup, Ny Nørup og St. Lihme samt de
omkringliggende lokalsamfund og beskriver en fælles retning for områdets udvikling de
kommende år. Visionen er udviklet gennem en proces med borgerinddragelse, herunder
dialogmøder, workshop og digital høring.
Visionen samler borgernes ønsker og idéer i fem overordnede udviklingsretninger:
Trafik - Et trygt område, der hænger sammen
Der ønskes bedre sammenhæng mellem områdets landsbyer gennem stier,
trafiksikkerhedstiltag, forbedrede veje og bedre kollektiv transport. Der peges blandt andet på
sammenhængende gang- og cykelforbindelser mellem Engelsholm, Nørup, Ny Nørup og St.
Lihme.
Bosætning - Plads til både nye og gamle beboere
Visionen peger på udvikling af nye boligmuligheder og flere boligtyper, herunder seniorboliger,
rækkehuse og bofællesskaber. Samtidig fremhæves skolens betydning som et centralt aktiv for
områdets attraktivitet.
Erhvervsudvikling - Lokale arbejdspladser og bæredygtig vækst
Der ønskes gode rammer for eksisterende virksomheder samt mulighed for nye
erhvervsområder og en eventuel erhvervspark med grøn profil nær motortrafikvejen ved
Billundvej. Samtidig lægges vægt på samarbejde mellem skole og virksomheder.
Fællesskab - Sammenhold og mødesteder
Visionen ønsker at styrke fællesskabet gennem nye mødesteder, aktiviteter for børn og unge
samt udvikling af eksisterende faciliteter som hallen, sognegården og den tidligere
brugsbygning i Ny Nørup.
Identitet - Naturen helt tæt på
Naturen omkring Engelsholm Sø, Engelsholm Slot og skovområderne fremhæves som et
centralt aktiv. Visionen ønsker bedre adgang til naturen, øget formidling og en tydelig fælles
fortælling om området.
Vurdering
Forvaltningen vurderer, at landsbyvisionen giver en tydelig og realistisk retning for udviklingen
af Nørup-området. Visionen tager afsæt i lokale styrker og er forankret i en bred
borgerinddragende proces. Udviklingsretningerne understøtter både bosætning, fællesskab,
naturkvaliteter og lokale erhverv, og visionen vurderes at kunne fungere som et aktivt
styringsværktøj for kommende lokale initiativer.
Klima og resiliensvurdering
Landsbyvisionen vurderes samlet set at have et positivt potentiale i forhold til klima og
bæredygtighed. Visionen indeholder elementer, der kan fremme cykel- og gangtrafik,
understøtte lokal bosætning tæt på eksisterende servicefunktioner samt styrke adgangen til
natur- og friluftsoplevelser. Samtidig lægges der vægt på grøn mobilitet, herunder ladestandere
og forbedrede stiforbindelser. Enkelte udviklingsønsker, herunder nye bolig- og
erhvervsområder, vil skulle vurderes nærmere i forbindelse med konkret planlægning og
myndighedsbehandling for at sikre hensyn til klima, natur og landskab.
Sagens videre forløb
Sagen skal alene behandles af Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati.
Indstilling
TEKNIK- OG MILJØDIREKTØREN INDSTILLER,
at udvalget godkender landsbyvisionen for Nørup-området, og
at der afsættes 125.000 kr., i budget 2027, til lokale projekter i overensstemmelse med
udvalgets praksis for godkendte landsbyvisioner,
Beslutning
Udsat.
Kilde: Vejle Kommune, Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati, referat fra mødet onsdag 7. oktober 2026, punkt 14. Læs den originale sag hos kommunen.