Besluttet 25. februar, Byrådet, Viborg
Ændring af skoledistrikter i forbindelse med byggeriet af ny Stoholm Skole
På baggrund af høringssvar fra de berørte skolebestyrelser indstiller Børne- og Ungdomsudvalget til Byrådet, at skoledistriktsgrænsen imellem Mønsted-Sparkær Skole og Stoholm Skole ændres i forbindelse med byggeriet af ny Stoholm Skole.
Kort fortalt
- Forslaget
- Skoledistriktsgrænsen imellem Stoholm Skole og Mønsted-Sparkær Skole ændres i overensstemmelse med bilag 1
- Hvem
- Byrådet, Viborg Kommune
- Hvornår
- Onsdag 25. februar 2026
- Status
- Besluttet. Indstillingen fra Børne- og Ungdomsudvalget godkendes.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktøren for Børn & Unge foreslår, at Børne- og Ungdomsudvalget indstiller til Byrådet,
1. at skoledistriktsgrænsen imellem Stoholm Skole og Mønsted-Sparkær Skole ændres i overensstemmelse med bilag 1
Behandling i Børne- og Ungdomsudvalget 3. februar 2026
Fraværende: Michael Grove
1. Børne- og Ungdomsudvalget indstiller til Byrådet, at skoledistriktsgrænsen imellem Stoholm Skole og Mønsted-Sparkær Skole ændres i overensstemmelse med bilag 1
Behandling i Økonomi- og Erhvervsudvalget 18. februar 2026
Økonomi- og Erhvervsudvalget anbefaler indstillingen fra Børne- og Ungdomsudvalget.
Sagsfremstilling
Historik
På mødet den 26. november 2025 besluttede Børne- og Ungdomsudvalget at sende forslag til ændrede skoledistriktsgrænser i høring ved skolebestyrelserne på Mønsted-Sparkær Skole og Stoholm Skole (sag nr. 3).
Børne- og Ungdomsudvalget godkendte kommissorium for byggeriet af ny Stoholm Skole på udvalgsmødet den 23. februar 2021 (sag nr. 5).
Inddragelse og høring
Jævnfør folkeskoleloven har de berørte skolebestyrelser udtalt sig om forslaget til ændring af
skoledistrikterne.
Bestyrelsen på Mønsted-Sparkær Skole har ingen indvendinger mod mindre justeringer af skoledistriktet, hvis det ikke får negative konsekvenser for børn, der allerede bor i området (bilag 2). Bilag 1 viser et kort over det område, der foreslås tilføjet Stoholm Skoles distrikt. Byrådet har udlagt et område vest for ny Stoholm Skole til boliger i Kommuneplan 2025-2036, men der er ikke boliger i området i dag. Der er derfor ikke nogen nuværende skoleelever, som vil blive påvirket af ændringen af skoledistriktsgrænsen. Bestyrelsen på Stoholm Skole tilslutter sig forslaget til ændringen (bilag 3).
Beskrivelse
Ny Stoholm Skole er placeret i forbindelse med Stoholm Kultur- og Fritidscenter. Den nuværende grænse imellem Stoholm Skoles distrikt og Mønsted-Sparkær Skoles distrikt grænser op til Kultur- og Fritidscentret og vandrerhjemmet. I bilag 1 er den nuværende skoledistriktsgrænse markeret med sort. Med den nuværende grænse imellem de to skoledistrikter vil ny Stoholm Skole komme til at ligge i Mønsted-Sparkær Skoles distrikt, hvorfor det foreslås, at skoledistriktsgrænserne ændres. I bilag 1 er forslag til ændringen farvemarkeret.
Alternativer
Intet
Tidsperspektiv
Ændringen af skoledistriktsgrænsen vil træde i kraft efter godkendelse i Byrådet.
Økonomiske forhold og konsekvenser
Intet
Juridiske og planmæssige forhold
Følgende fremgår af Folkeskolelovens § 40 stk. 2. 3): ”Kommunens inddeling i skoledistrikter. Beslutninger om distriktsændringer som følge af strukturændringer træffes efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne ved de berørte skoler.”
Beslutning
Indstillingen fra Børne- og Ungdomsudvalget godkendes.
Kilde: Viborg Kommune, Byrådet, referat fra mødet onsdag 25. februar 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.