Viborg
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 27. maj, Byrådet, Viborg

Endelig vedtagelse af forslag til lokalplan nr. 631 for et fængsel ved Firehuse samt tillæg nr. 18 til Kommuneplan 2025-2036

Forslag til lokalplan nr. 631 og tillæg nr. 18 til Kommuneplan 2025-2036 har været i offentlig høring. Der er kommet 6 høringssvar. Høringssvarene handler især om trafiksikkerhed, landbrugsjord, skiltning og tilkobling til forsyning. Planforslagene sendes hermed til endelig vedtagelse.

Trafik og cyklerByggeri og lokalplaner

Kort fortalt

Forslaget
  • Planforslagene vedtages endeligt med de i bilag nr. 7 nævnte ændringer
  • Bilag nr. 6 ”Notat med behandling af høringssvar” sendes som svar til dem, der har indsendt høringssvar, 3. at sammenfattende redegørelse om miljøvurdering i bilag 8 godkendes, og 4. at forvaltningen bemyndiges til at meddele tilladelse efter § 25 i miljøvurderingsloven.
Hvem
Byrådet, Viborg Kommune
Hvornår
Onsdag 27. maj 2026
Status
Besluttet. Indstillingen fra Teknisk Udvalg godkendes.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Direktøren for Teknik og Miljø foreslår, at Teknisk Udvalg indstiller til byrådet,
1. at planforslagene vedtages endeligt med de i bilag nr. 7 nævnte ændringer,
2. at bilag nr. 6 ”Notat med behandling af høringssvar” sendes som svar til dem, der har indsendt høringssvar, 3. at sammenfattende redegørelse om miljøvurdering i bilag 8 godkendes, og 4. at forvaltningen bemyndiges til at meddele tilladelse efter § 25 i miljøvurderingsloven.

Behandling i Teknisk Udvalg 6. maj 2026

Teknisk Udvalg indstiller til byrådet, 1.at planforslagene vedtages endeligt med de i bilag nr. 7 nævnte ændringer, 2. at bilag nr. 6 ”Notat med behandling af høringssvar” sendes som svar til dem, der har indsendt høringssvar, 3. at sammenfattende redegørelse om miljøvurdering i bilag 8 godkendes, og 4. at forvaltningen bemyndiges til at meddele tilladelse efter § 25 i miljøvurderingsloven.

Behandling i Økonomi- og Erhvervsudvalget 20. maj 2026

Økonomi- og Erhvervsudvalget anbefaler indstillingen fra Teknisk Udvalg.

Sagsfremstilling

Historik

Historik
Danmarks Fængsler (tidligere Kriminalforsorgen) ønsker at opføre et nyt fængsel ved Firehuse.
Der er ingen planlægning for området i dag, hvorfor nyt plangrundlag er nødvendigt.
Byrådet besluttede den 24. januar 2024 (link til sag nr. 13 i byrådet den 24. januar 2024) at arbejde videre med at placere et nyt fængsel i Viborg Kommune.
Byrådet pegede den 24. april 2024 (link til sag nr. 21 i byrådet den 24. april 2024) på to mulige placeringer ved henholdsvis Firehuse og Møldrup. Disse placeringer blev herefter sendt i offentlig høring.
På baggrund af høring og en uddybende analyse af områderne besluttede byrådet den 26. juni 2024 (link til sag nr. 24 i byrådet den 26. juni 2024) at placere det nye fængsel i Viborg Kommune ved Firehuse mellem Frederiks og Karup.
Byrådet besluttede på mødet den 18. december 2024 (link til sag nr. 13 i byrådet den 18. december 2024) at igangsætte planlægning med tilhørende miljørapport og idefase for det nye fængsel.
Idéer og forslag til både planlægning og miljørapport blev behandlet af Teknisk Udvalg på mødet den 30. april 2025 (link til sag nr. 3 i Teknisk Udvalg den 30. april 2025 ).
Byrådet besluttede den 17. december 2025 at fremlægge forslag til lokalplan nr. 631 for et fængsel ved Firehuse samt forslag til tillæg nr. 18 til Kommuneplan 2025-2036 med tilhørende miljørapport i offentlig høring (link til sag nr. 16 på byrådets møde den 17. december 2025 ).
Oversigtskort er i bilag 1.
Link til de digitale planforslag med tilhørende miljørapport er her: Link til forslag til lokalplan nr. 631, der også er i bilag nr. 2. Link til forslag til kommuneplantillæg nr. 18, der også er i bilag nr. 3. Miljørapporten er i bilag nr. 4.
Inddragelse og høring
Den offentlige høring Forslag til lokalplan nr. 631 samt forslag til tillæg nr. 18 til Kommuneplan 2025-2036 med tilhørende miljørapport har været i offentlig høring fra den 8. januar til den 5. marts 2026. Der er i høringsperioden kommet 6 høringssvar til planforslagene og miljørapporten. Høringssvarene er i bilag nr. 5.
Borgermøde

Der blev afholdt borgermøde den 26. februar 2026. Debatten drejede sig hovedsageligt om trafik og tryghed.
Forvaltningens bemærkninger
Høringssvarene er behandlet i bilag nr. 6, som indeholder forvaltningens bemærkninger og forslag til byrådets svar til disse.
Flere høringssvar giver udtryk for, at der er udfordringer med trafiksikkerheden på Viborgvej.
Viborgvej er en statsvej, og det er dermed Vejdirektoratet, der ejer og regulerer vejen. Bygherres rådgiver og Vejdirektoratet har i samarbejde fundet frem til en krydsløsning. Der etableres svingbaner for både højre- og venstresving fra Viborgvej til fængslets adgangsvej, ligesom der etableres buslommer og krydsningsheller for fodgængere. På begge sider af krydset sænkes hastigheden til 70 km/t, og der etableres overhalingsforbud. Borgerne skriver i høringssvarene, at de ønsker, at hastighedsnedsættelsen og overhalingsforbuddet udvides.
Forvaltningen har været i kontakt med Vejdirektoratet, der fastholder hastighedsgrænser og overhalingsforbud i den ovennævnte krydsløsning. Dette ligger i øvrigt uden for lokalplanområdet og reguleres ikke af lokalplanen.
Vejdirektoratet har indsendt høringssvar, hvor de opfordrer til at tilføje et afsnit om skiltning i det åbne land i lokalplanens redegørelse. Forvaltningen indstiller, at afsnittet tilføjes, hvormed høringssvaret imødekommes.
De resterende høringssvar imødekommes ikke.
Forslag til ændringer i lokalplanen og kommuneplantillægget ved den endelige vedtagelse er i bilag nr. 7.
Beskrivelse
Forslag til lokalplan nr. 631 Lokalplanforslaget udlægger området til offentlige formål og naturområde og giver mulighed for at etablere et fængsel. Vejadgang sker fra Viborgvej.
Lokalplanforslaget har til formål at muliggøre etablering af et nyt fængsel ved Firehuse, mellem Karup og Frederiks. Fængslet får vejadgang fra et nyt kryds ved Viborgvej. Vest for fængslet etableres et naturområde på ca. 11 ha, der vil øge biodiversiteten ved blandt andet at binde to eksisterende hedeområder sammen. Derudover giver det bedre rekreative muligheder for særligt borgerne i Karup.
Planområdet opdeles i delområder. I delområde I gives der mulighed for selve fængslet og der udlægges to byggefelter, der fastlægger en maksimal højde på hhv. 13 meter og 2 etager og

17 meter og 3 etager. I delområde II gives der mulighed for vejadgang, tekniske anlæg (herunder varmeakkumuleringstank i op til 15 meters højde og ca. 1.500-2.000 m2 solceller til fængslets drift) og ankomstområde. I delområde III gives der mulighed for sikkerhedszone og hegn. Delområde IV udlægges til naturområde.
Fængslet omkranses af en seks meter høj perimetermur samt et perimeterhegn udenfor muren. For at begrænse generne for naboer etableres et beplantningsbælte vest, syd og øst for fængslet. Beplantningsbæltet planlægges etableret, før byggeriet af fængslet opstartes.
Lokalplanen giver mulighed for at opføre op til 80.000 m2 bebyggelse, men det forventes at der på nuværende tidspunkt kun skal opføres 50-55.000 m2. Belægsbygninger, hvor de indsatte bor, samles i klynger, hvortil der hører opholdsområder, aktivitetsmuligheder o.l. Nærmest indgangen samles personalefaciliteter, ankomstfaciliteter, varelevering o.l.
Forslag til tillæg nr. 25 til Kommuneplan 2025-2036 Der udlægges to nye rammeområder: Et rammeområde til almen service, der gælder for selve fængslet med vej, parkering, sikkerhedszone, beplantningsbælte osv. Og et rammeområde til landområde, der gælder for området, der udlægges til naturområde.
Med den endelige vedtagelse af planforslagene, vil lokalplanen være i overensstemmelse med Kommuneplan 2025-2036.
Miljørapport
Til planforslagene blev der udarbejdet en miljørapport med fokus på den indvirkning på miljøet, som gennemførelsen af planerne kunne medføre. Miljørapporten har været i høring samtidig med planforslagene.
Høringssvar i bilag 6 er inddraget i den sammenfattende redegørelse om miljøvurdering i bilag nr. 8. Redegørelsen offentliggøres sammen med lokalplanen.
Miljørapporten udgør sammen med høringen udgangspunktet for at træffe en § 25-tilladelse til det konkrete projekt. Et tidligere udkast til § 25-tilladelse var i høring sammen med planerne. Justeret udkast er i bilag nr. 9. §25-tilladelsen opsummerer kort miljørapporten og indeholder blandt andet vilkår til projektet, der fastlægger, at der ikke må opsættes solceller med PFAS, at beplantningsbælterne etableres og, at regnvandsbassinerne etableres med den korrekte opbygning.
Alternativer
Intet.
Tidsperspektiv

Danmarks Fængsler forventer at gennemføre forberedende arbejder - herunder ledningsarbejder, krydsombygning og anlæg af beplantningsbælte – samt projektering af byggeriet frem til 2029, hvor selve fængslet går i jorden. Forventet åbning af fængslet er ultimo 2032/primo 2033.
Økonomiske forhold og konsekvenser
Intet.
Juridiske og planmæssige forhold
Hvis en ejendom, der benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, overføres til byzone, kan grundejeren inden fire år efter overførslen kræve ejendommen overtaget af kommunen.
Danmarks Fængsler har indgået købsaftaler med alle lodsejere, der bliver effektueret ved lokalplanens vedtagelse.

Beslutning

Indstillingen fra Teknisk Udvalg godkendes.

Kilde: Viborg Kommune, Byrådet, referat fra mødet onsdag 27. maj 2026, punkt 14. Læs den originale sag hos kommunen.