Besluttet 27. maj, Byrådet, Viborg
Handicapsagsbarometret 2025 på børneområdet - Børne- og Ungdomsudvalget
Handicapsagsbarometret 2025 omhandler kommunernes afgørelser om tabt arbejdsfortjeneste og heri præsenteres samlede konklusioner for hele landet. Viborg Kommune har bidraget med fire sager til Handicapsagsbarometret.
Kort fortalt
- Forslaget
- Orienteringen om Handicapsagsbarometret 2025 tages til efterretning.
- Hvem
- Byrådet, Viborg Kommune
- Hvornår
- Onsdag 27. maj 2026
- Status
- Besluttet. Indstillingen fra Økonomi- og Erhvervsudvalget godkendes.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktøren for Social, Sundhed og Omsorg foreslår, at Børne- og Ungdomsudvalget indstiller til byrådet
1. at orienteringen om Handicapsagsbarometret 2025 tages til efterretning.
Behandling i Børne- og Ungdomsudvalget 5. maj 2026
Orienteringen om Handicapsagsbarometret 2025 blev taget til efterretning.
Behandling i Økonomi- og Erhvervsudvalget 20. maj 2026
På baggrund af beslutningen i Børne- og Ungdomsudvalget indstiller Økonomi- og Erhvervsudvalget til byrådet,
1. at orienteringen om Handicapsagsbarometret 2025 tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Historik
De relevante politiske fagudvalg og Handicaprådet er kontinuerligt blevet præsenteret for Danmarkskortet over afgørelser på det sociale område. Danmarkskortet er en opgørelse udarbejdet af Social- og Boligministeriet over omgørelsesprocenter for kommunale afgørelser, der er blevet behandlet i Ankestyrelsen. Disse bidrager på samme måde som Handicapsagsbarometret til et indblik i kommunernes sagsbehandling.
Inddragelse og høring
Handicaprådet har på sit møde 17. marts 2026 (sag nr. 5) drøftet handicapsagsbarometret og har følgende input:
Det er vigtigt at være opmærksom på, at én fejlbehæftet afgørelse ikke syner af meget samlet set, men det kan have store konsekvenser for den enkelte familie.
Der kan være et ”mørketal” i forhold til antallet af afgørelser, der ikke påklages.
Det opleves, at sagsbehandleres beslutningskompetence er reduceret over et antal år, hvilket vurderes at kunne forlænge sagsbehandlingen og øge sagsomkostningerne. Samarbejde og dialog mellem sagsbehandler og familie vurderes at være afgørende for god sagsbehandling.
Handicaprådet opfordrer til politisk dialog i Viborg Kommune med forældre til børn med handicap om, hvordan hverdagen opleves.
Det vurderes afgørende, at sagsbehandler er godt forberedt og har kendskab til den enkelte borgers situation i den indledende dialog – blandt andet i forbindelse med overgang fra barn til voksen. Det understøtter en god forventningsafstemning om samarbejdet.
Beskrivelse
Baggrund Handicapsagsbarometret er udarbejdet af Ankestyrelsen og er en undersøgelse af, i hvilken udstrækning kommunerne overholder centrale krav i lovgivningen, når de behandler sager om udsatte børn og unge. Formålet med undersøgelsen er at give et aktuelt billede af den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen i kommunerne og dermed bidrage til bedre retssikkerhed og tillid til kommunernes sagsbehandling på handicapområdet.
I Handicapsagsbarometret 2025 har Ankestyrelsen fokus på tabt arbejdsfortjeneste efter Barnets lov § 87. 385 sager fra alle landets 98 kommuner indgår i undersøgelsen. Ingen af sagerne har været påklaget til Ankestyrelsen, og de omfatter både afgørelser om bevilling af og afslag på tabt arbejdsfortjeneste. Barometret giver dermed mulighed for at tegne et generelt billede af den juridiske kvalitet i kommunernes sagsbehandling i de sager, som borgerne ikke har klaget over.
Viborg Kommune indgår i handicapsagsbarometret 2025 med 4 sager.
Nationale tendenser
På baggrund af sager fra alle kommuner præsenterer Ankestyrelsen samlede konklusioner. Blandt andet, at kommunerne har en eller flere retlige mangler i 54 procent af sagerne. Fejlene ville have betydet, at 48 procent af sagerne ville være blevet omgjort, hvis de havde været påklaget til Ankestyrelsen. Den mest almindelige fejl er utilstrækkelig sagsoplysning, som Ankestyrelsen finder i 41 procent af sagerne. Typisk handler utilstrækkelig sagsoplysning om, at sagen mangler oplysninger om, hvorvidt der er et nødvendigt pasningsbehov som følge af barnets funktionsnedsættelse, eller om borgeren har et indtægtstab af samme årsag. I 34 procent af sagerne handler fejlen om, at kommunens begrundelse er utilstrækkelig. På baggrund af sagerne konkluderer Ankestyrelsen desuden, at sagsbehandlingsfristerne overskrides i 48 procent af sagerne. På den anden side giver kommunerne i et stort flertal af sagerne korrekt klagevejledning og foretager en helhedsvurdering.
Viborg Kommune Fire af sager i undersøgelsen er fra Viborg Kommune. Ankestyrelsen har vurderet, at for tre af disse ville Viborg Kommunes afgørelse blive stadfæstet, hvis den blev anket. Den fjerde ville blive hjemvist til fornyet behandling. Hjemvisningen skyldes utilstrækkelig sagsoplysning, hvilket også er en af de nationale tendenser. På samme vis er der for tre af sagerne udfordringer med at overholde sagsbehandlingstiden. En situation, forvaltningen har været opmærksom på og derfor er der sket en tilpasning i sagsbehandlingstiderne med henblik på, at disse afspejler de reelle forhold. Derudover følger forvaltningen tilbagemeldinger fra Ankestyrelsen tæt, og input herfra indgår i det kontinuerlige arbejde med at fastholde og udvikle kvaliteten i sagsbehandlingen. Generelt er kvaliteten i sagsbehandlingen et fokusområde i Familieafdelingen, som gennem en længere periode har arbejdet systematisk og seriøst hermed. Konkret har Familieafdelingen i 2025 indgået i et længerevarende læringsforløb med Socialstyrelsen og VIA om systematik i sagsbehandlingen på børnehandicapområdet, herunder med fokus på helhedsvurdering og kvalificering af det faglige grundlag i afgørelserne. Dette kommer blandt andet til udtryk ved positive placeringer i nationale sammenligninger. Som følge heraf, og det faktum, at undersøgelsen omhandler 4 sager, igangsættes ikke yderligere tiltag som følge af Handicapsagsbarometret på børneområdet.
Input fra Handicaprådet indgår i den kontinuerlige udvikling og kvalificering af området.
Handicapsagsbarometret 2025 fremgår af bilaget.
Alternativer
Intet.
Tidsperspektiv
Intet.
Økonomiske forhold og konsekvenser
Intet.
Juridiske og planmæssige forhold
Intet.
Beslutning
Indstillingen fra Økonomi- og Erhvervsudvalget godkendes.
Kilde: Viborg Kommune, Byrådet, referat fra mødet onsdag 27. maj 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.