Besluttet 12. august, Teknisk Udvalg, Viborg
Placering af skyliner på Nytorv i Viborg
Siden Nytorv blev indviet i 2016 er anvendelsen af torvet ændret med bl.a. udeservering og en række events bl.a. Jul i Viborg og Snapsting, der anvender skyliner. Samtidig er træerne på torvet vokset.
Kort fortalt
- Forslaget
- Udvalget tager stilling til, om der skal arbejdes videre med en skyliner på ø28 m eller ø30 m på Nytorv.
- Hvem
- Teknisk Udvalg, Viborg Kommune
- Hvornår
- Onsdag 12. august 2026
- Status
- Besluttet. Teknisk Udvalg besluttede, at der arbejdes videre med at belyse scenarier for en skyliner på ø30 m, herunder evt. indarbejdelse af blomsterkummer og et mindre antal træer samt økonomiske konsekvenser. Sagen behandles på kommende møde.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktøren for Teknik & Miljø foreslår Teknisk Udvalg,
1. at udvalget tager stilling til, om der skal arbejdes videre med en skyliner på ø28 m eller ø30 m på Nytorv.
Sagsfremstilling
Historik
Teknisk Udvalg besluttede på møde den 4. marts 2026 (link til sag nr. 9 i Teknisk Udvalg den 04. marts 2026) at forvaltningen undersøger mulighederne for skyliner på hhv. 28 m og 32 m nærmere, med henblik på, at udvalget efterfølgende kan tage stilling til eventuelle alternative placeringer samt de nødvendige ændringer af Nytorv, inkl. placering af træer, flytning af hul til juletræsfod, nedlæggelse af parkeringspladser mv. samt udgifter hertil.
Teknisk Udvalg besluttede, at der til Snapstinget 2026 opsættes skyliner med en diameter på 32 m, at der igangsættes proces med ansøgning til Slots- og Kulturstyrelsen med henblik på flytning af Margrethe-egen, og at forvaltningen går i dialog med fonde mv.
Byrådet godkendte den 29. januar 2014 (link til sag nr. 23 på byrådsmødet den 29. januar 2014) et projektforslag for Nytorv.
Byrådet godkendte på møde den 28. januar 2015 (link til sag nr. 23 på byrådsmødet den 28.
januar 2015) en plan og visualisering for Nytorv, som var revideret på baggrund af arkæologiske prøvegravninger.
Oversigtskort er i bilag 1.
Inddragelse og høring
Der har været dialog med Vi er Viborg om størrelsen på Skyliner i forhold til Jul i Viborg. De ønsker så længe som muligt at bruge en 32 Ø skyliner, men er indstillet på at bruge en mindre skyliner, når dette bliver nødvendigt af hensyn til træernes størrelse – forventeligt inden for 2-3 år.
Der har desuden været dialog med interessenter i forhold til Snapsting.
Beskrivelse
I forbindelse med Snapsting og Jul i Viborg har der i flere år været opsat en skyliner på Nytorv med en diameter på 32 m.
Den hidtidige skyliner blev erstattet af en mindre på 23 m til Snapstinget 2024.
Da der ved Snapsting i 2025 igen skulle opstilles en skyliner på 32 m, kunne det konstateres, at det grundlag, som tidligere har ligget til grund for en godkendelse af skylinerens placering ikke var retvisende ift. brandkrav og sikkerhedsafstand til de nærmeste bygninger.
Skylineren kan opstilles i en afstand til nærmeste bygning på 7,5 m jf. de præaccepterede løsninger. Forvaltningen har – efter rådgivning fra Midtjysk Brand og Redning – tilkendegivet, at det kan godkendes som sikkerhedsmæssigt forsvarligt med en afstand ned til 6,4 meter.
Skylineren blev derfor rykket, så disse krav kunne overholdes. Den nye placering medførte imidlertid, at et af træerne på torvet måtte nød-fældes for at give plads til skylineren.
Skylineren på 32 m blev senest sat op til Jul i Viborg i 2025, i dette tilfælde med en afstand på 5,0 m til nærmeste bygning. Dette skete med godkendelse af certificeret brandrådgiver, der foretog den brandtekniske sagsbehandling. Ansøger kan vælge, om man ønsker kommunal sagsbehandling, eller man ønsker at gøre brug af en certificeret brandrådgiver, der i kraft af sit virke kan udføre andre analyser og beregninger, end kommunen må udføre. Jul i Viborg er et anderledes arrangement end Snapsting, og godkendelsen var til markant færre personer.
Skylineren på 32 m sættes endvidere op til Snapstinget i 2026.
Det er forvaltningens vurdering, at en skyliner på 32 m virker stor i forhold til Nytorvs størrelse. Dette gælder både i forhold til afstande til bygninger og overdækkede udeserveringer samt til indretningen af torvet og afholdelse af events. En skyliner på 23 m virker dog ikke stor nok i forhold til at afholde events.
Forvaltningen har med baggrund i tidligere udvalgsbeslutning undersøgt mulighederne nærmere, herunder om der kan findes en løsning i form af en skyliner med en diameter på 28 m, der i højere grad er tilpasset byrummets størrelse og funktioner og samtidig har en stor kapacitet i forhold til events. Samtidig har forvaltningen undersøgt en løsning med en skyliner på 30 m.
Forvaltningen har udarbejdet principskitser og et tilhørende skema, der i 11 scenarier beskriver konsekvenserne af en skyliner på Nytorv med en diameter på hhv. 28, 30 og 32 m.
Mens skylineren på 28 m er undersøgt indenfor den sikkerhedsmæssige afstand, der tidligere er givet byggetilladelse til efter rådgivning fra Midtjysk Brand og Redning, er skylineren på 30 og 32 m også beskrevet i en afstand på ned til 4-5 m fra bygning. De 5 m svarer til godkendelsen fra certificeret brandrådgiver, der foretog den brandtekniske sagsbehandling. Endelig er der undersøgt mulighederne for at rykke skylineren på 32 m længere mod vest og sydvest.
Af skitserne og skemaet fremgår, hvilke konsekvenser de respektive scenarier har for torvet, herunder ift. træer, nedlæggelse af parkeringspladser, flytning af hul til juletræsfod, afholdelse af events, samt udgifter hertil.
Principskitser med 11 scenarier for en skyliner på Nytorv er i bilag 2. Skema med 11 scenarier og konsekvenser samt udgifter er i bilag 3.
Nytorv
Nytorv blev i sin nuværende udformning indviet i 2016 i samarbejde med 4 fonde som led i et større projekt, der skulle skabe bedre tilgængelighed til Viborgs kulturarv. Nytorv er flere gange blevet præmieret, blandt andet med EU Kommissionens tilgængelighedspris ”Access City Award” i 2018 og 2019, samt Arkitekturens pris i 2017. Det er forvaltningens vurdering, at der ved større ændringer af torvet bør være en dialog med de involverede fonde herom.
Efter realisering af torvets nye udformning er der etableret flere cafeer og restauranter med udeservering.
Træstrategi
Byrådet har i budgetforliget for 2026 besluttet, at der skal udarbejdes en træstrategi. Formålet med træstrategien forventes at være at bevare eksisterende træer, sikre kronedække (volumen af bladmasse) i byerne og plantning af flere træer.
Forvaltningens bemærkninger
Forvaltningen vurderer, at det er vigtigt at fastholde torvets overordnede disponering med de to træ-grupper som et væsentligt grønt træk og som markører af torvets sydlige hjørner. Træerne opdeler torvet i flere zoner, den centrale granit-cirkel i belægningen, ledelinjer, inventar,
belægningsskift og den ensrettede vej med side-parkering. Den fleksible udformning muliggør samtidig, at torvet kan anvendes til såvel hverdag som til særlige begivenheder.
Som del af trægruppen mod sydvest står Dronning Margrethe II´s reformations-eg, der blev plantet i anledningen af 500-års jubilæet for Reformationen. Uanset størrelse på skyliner vil der snarest være behov for at flytte Margrethe-egen, efterhånden som træet vokser sig større, fx som en erstatning for det eksisterende lindetræ længst mod syd. Forvaltningen bemærker, at egen tidligere er udskiftet i forbindelse med en påkørsel.
Forvaltningen anbefaler på baggrund af gennemgang herunder, at der ikke fremadrettet gives mulighed for en skyliner på 32 m, da det vil medføre markante ændringer af torvet.
Skyliner på 28 m (scenarie 1-2)
Det er forvaltningens vurdering, at en skyliner på 28 m er tilpasset Nytorvs størrelse og karakter, hvorved torvets nuværende udformning med de eksisterende træer og parkeringspladser som udgangspunkt vil kunne bibeholdes. Skylineren har et mindre overdækket areal men vil kunne suppleres med fx boder uden for.
Ved en sikkerhedsafstand på 7,1 m vil der kunne opsættes en skyliner centralt i den store granitcirkel i overensstemmelse med torvets udformning, og juletræets nuværende centrale placering og det nuværende antal parkeringspladser kan opretholdes.
Der vil være mindre udgifter på ca. 110.000 kr. til flytning af Margrethe-egen og belægningsarbejde.
Skyliner på 30 m (scenarie 3-5)
Det er forvaltningens vurdering, at en skyliner på 30 m i nogen grad er tilpasset Nytorvs størrelse. Der vil dog skulle fældes et træ, og det nød-fældede træ vil i scenarie 3 og 4 ikke kunne genetableres på samme placering, hvorved torvets karakter i nogen grad vil ændres.
Hvis det samme antal træer ønskes opretholdt, skal der flyttes 1-2 træer og nedlægges 2-4 parkeringspladser. Træernes nye placering vil være mere klemt langs vejen ift. nuværende placering og påvirke oplevelsen af torvet.
Scenarie 4 og 5 viser, at selv om en Ø30 skyliner placeres ned til 4-5 m fra bygning med bistand fra certificeret brandrådgiver, så forudsætter det ændringer af træer.
Udgifter i dette scenarie omfatter først og fremmest arkæologiske udgravninger ved flytning af træer samt belægning, og skønnes på baggrund af erfaringstal at udgøre i alt ca. 2,1 – 5,8 mio. kr. Der nedlægges 2-4 parkeringspladser.
Skyliner på 32 m (scenarie 6-11)
Hvis der fremover skal anvendes en skyliner på 32 m til events, vil der være behov for at justere Nytorvs nuværende disponering og udformning uanset om sikkerhedsafstanden er 7,5
m, 6,4 m eller 5 m. Hovedparten af træerne vil skulle fjernes, og torvets karakter ændres væsentligt.
Udgifter for disse scenarier omfatter først og fremmest arkæologiske udgravninger og belægningsarbejder, og skønnes på baggrund af erfaringstal at udgøre fra 3,3 til 10,5 mio. kroner.
Fredet fortidsminde
Nytorv er omfattet af fortidsmindebeskyttelse. Ændringer over og under jorden inden for fortidsmindebeskyttelsen - herunder etablering af træer i stedet for de eksisterende parkeringspladser - vil forudsætte en større arkæologisk undersøgelse samt dispensation fra Slots- og Kulturstyrelsen, idet der her er konstateret underjordiske fredede fortidsminder i form af den tidligere kirkegård hørende til Sct. Hans Kirke. Muligheden for dispensation administreres restriktivt, og det kan ikke på nuværende tidspunkt vurderes, hvorvidt der evt. vil kunne opnås tilladelse hertil.
Alternativer
Intet.
Tidsperspektiv
Der bør tages stilling til fremtidig størrelse af skyliner, så der kan bestilles en ny skyliner til Snapsting 2027.
Økonomiske forhold og konsekvenser
De økonomiske konsekvenser afhænger af valg af scenarier. Der er ikke afsat budget til ændringer af Nytorv.
Erfaringstal viser, at der må forventes udgifter til arkæologiske undersøgelser og udgravninger på op til 1.700.000 kr. pr. plantehul. Tidligere undersøgte og etablerede plantehuller kan dog genbruges til nyplantning, men kræver forsat en dispensation til ændring på det fredede fortidsminde.
Såfremt der skal anvendes certificeret rådgiver, hver gang skylineren skal sættes op, skal der forventes udgifter på 100-120.000 kr. pr. gang. Denne udgift er alene ved scenarier, hvor der er mindre end 6,4 m til facaden.
Juridiske og planmæssige forhold
Nytorv er omfattet af fortidsmindebeskyttelse (fredning) i henhold til museumslovens § 29e.
Beslutning
Teknisk Udvalg besluttede, at der arbejdes videre med at belyse scenarier for en skyliner på ø30 m, herunder evt. indarbejdelse af blomsterkummer og et mindre antal træer samt økonomiske konsekvenser. Sagen behandles på kommende møde.
Kilde: Viborg Kommune, Teknisk Udvalg, referat fra mødet onsdag 12. august 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.