Viborg
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 13. august, Klima-, Miljø- og Naturudvalget, Viborg

Mindre generatorer og batterier i landzone

Planklagenævnet har truffet afgørelse i en sag om en backup-generator i landzone, som kan få betydning for Viborg Kommunes nuværende praksis på området. Forvaltningen orienterer om afgørelsen, så udvalget kan drøfte praksis.

Kort fortalt

Forslaget
  • Udvalget drøfter praksis for mindre generatorer og batterier i landzone.
Hvem
Klima-, Miljø- og Naturudvalget, Viborg Kommune
Hvornår
Torsdag 13. august 2026
Status
Besluttet. Klima-, Miljø- og Naturudvalget drøftede praksis for mindre generatorer og batterier i landzone.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Direktøren for Teknik & Miljø indstiller til Klima-, Miljø- og Naturudvalget,
1. at udvalget drøfter praksis for mindre generatorer og batterier i landzone.

Sagsfremstilling

Historik
Forvaltningen orienterede udvalget om praksis vedr. mindre energiforsyningsanlæg på Klimaog Miljøudvalgsmøde den 16. september 2025 (link til sag nr. 5 på Klima- og Miljøudvalgsmøde den 16. september 2025).
Inddragelse og høring
Intet.
Beskrivelse
Forvaltningen oplevede i 2025 en stigning i antallet af ansøgninger om mindre energianlæg herunder backup-generatorer (diesel) på landbrugsejendomme, der ud over at fungere som nødgeneratorer for landbrugsdriften også skulle levere systemydelser til el-nettet. Systemydelser er reserver, som Energinet køber for at sikre balance mellem forbrug og produktion og dermed en stabil elforsyning.
Generatorer til nødforsyning til egen drift kan etableres uden landzonetilladelse, da det er en del af landbrugserhvervet.

Forvaltningen vurderede, at generatorer, hvor der sælges systemydelser, er erhvervsvirksomhed og derfor kræver landzonetilladelse. Der kan kun gives tilladelse til erhverv, der er hjemmehørende i landzonen, hvorfor forvaltningen vurderede, at backupgeneratorer med systemydelser bør henvises til erhvervsarealer i byzone.
Siden orienteringen af udvalget i september 2025 modtager forvaltningen i stigende omfang ansøgninger om både backup generatorer og enkeltstående batterier på landbrugsejendomme, som ansøger ønsker at anvende til nødstrøm og energioptimering for sin egen ejendom og derudover backup for elnettet via systemydelser. Backup-batterier er enkeltstående batterier, der placeres i tilknytning til landbrugsejendommens bebyggelse og adskiller sig dermed fra de (mindre) batterianlæg/BESS-anlæg, der udelukkende etableres med henblik på optimering af VE-anlæg eller til erhverv (systemydelser eller markedsbaseret køb/salg). Praksis for BESSanlæg fastholdes som besluttet i september 2025.
Forvaltningen har hidtil behandlet enkeltstående batterier som generatorerne: hvis batteriet alene fungerer som nødstrømsanlæg og energioptimering for den enkelte ejendom, kræves der ikke landzonetilladelse, hvis batteriet opføres i tilknytning til ejendommens øvrige bebyggelse, hvorimod der kræves landzonetilladelse, hvis batteriet også leverer systemydelser. Batterier der leverer systemydelser, er derfor blevet henvist til erhvervsområder ligesom generatorerne.
Afgørelse fra Planklagenævnet
Planklagenævnet har den 3. juni 2026 truffet afgørelse i en sag om ansøgning om dieselgenerator på en landbrugsejendom, der udover at fungere som nødstrømsgenerator også leverer systemydelser ved midlertidig ubalance på elnettet. Afgørelsen er i bilag 1. Generatoren har et areal på 14,8 m² og skal ikke benyttes til almindeligt produktionsanlæg. Det fremgår, at generatoren er større, end det der er behov for på den pågældende landbrugsejendom. Kommunen meddelte derfor afslag på landzonetilladelse.
Planklagenævnet omgjorde kommunens afgørelse og meddelte landzonetilladelse til generatoren med et flertal på 6 mod 5.
I nævnets afgørelse blev der lagt vægt på, at generatoren var af begrænset størrelse, at den blev placeret direkte op ad en driftsbygning, at den vil være afskærmet af eksisterende bygninger og beplantning, og at generatoren ikke medfører øget trafik til ejendommen eller behov for ansættelse af personale til drift af generatoren. Det vurderes, at generatoren ikke medfører landskabelig påvirkning eller nabogener, og at der ikke er tale om et sårbart område, der kan blive påvirket af udledninger fra generatoren. Planklagenævnet vurderer, at selv om der modtages betaling for levering af systemydelser, er der ikke tale om etablering af et nyt ikke-primært erhverv i landzone.
Mindretallet lægger vægt på, at generatoren i højere grad anvendes som nødgenerator for det offentlige elnet, og ikke kun er nødgenerator for landbrugsejendommen. Mindretallet vurderer at der er tale om et ikke primært-erhverv, og at sådanne skal henvises til byzone. Mindretallet

vurdering flugter med Viborg Kommunes hidtidige praksis.
Klimahensyn
Når der er tale om dieselgeneratorer, vil der være en klimamæssig belastning, når der produceres strøm fra generatoren.
I planlovens formål indgår hensynet til at forebygge udledning af drivhusgasser (klimahensyn). Dette vurderes dog ikke alene at kunne bruges som begrundelse for et afslag. Varetagelse af klimahensyn kan ske gennem planlægning for vedvarende energianlæg og lignende men ikke gennem enkeltstående landzonetilladelser, da det ikke indgår som et af de hensyn, der skal varetages i landzoneadministrationen jf. vejledningen.
Miljømæssige hensyn kan inddrages i landzonesagsbehandlingen, hvis der er tale om forurening, støj osv. i forhold til omgivelserne.
Et afslag på generatorer kan derfor sandsynligvis ikke alene begrundes i, at de er klimabelastende.
Betydning for Viborg Kommunes praksis
Planklagenævnet har således – med et spinkelt flertal – truffet en afgørelse, der er i modstrid med forvaltningens nuværende praksis vedr. mindre generatorer i landzone.
Hvis udvalget ønsker at praksis tilpasses afgørelsen, vil forvaltningen fremadrettet behandle ansøgninger om mindre generatorer og batterier på enkeltejendomme i landzone på følgende måde:
Generatorer og batterier, der alene fungerer som nødstrømsanlæg for driften af landbrugsejendomme, kan fortsat etableres uden landzonetilladelse, da anlægget anses som nødvendigt for ejendommens drift. Det forudsættes, at anlægget placeres i tilknytning til eksisterende bygninger på ejendommen. Generatorer og batterier, der fungerer som nødstrømsanlæg for landbrugsejendomme, og som desuden leverer systemydelser til elnettet ved ubalance på nettet, kræver landzonetilladelse. Forvaltningen vil vurdere, om der kan meddeles landzonetilladelse eller afslag ud fra en konkret vurdering på baggrund af placering, landskabelig påvirkning, nabogener, miljøhensyn mv. Der kan således afhængig af ovennævnte tillades mindre generatorer og batterier, hvis størrelse overstiger landbrugsejendommens konkrete behov for nødstrøm. Forvaltningen kan ikke oplyse en maksimal størrelse for backup-generatorer og -batterier, som der kan forventes landzonetilladelse til. Forvaltningen vil løbende følge praksis på området fra Planklagenævnet.
Alternativt kan nuværende praksis fastholdes, hvor denne type anlæg med systemydelser

henvises til erhvervsområder i byzone.
Alternativer
Intet.
Tidsperspektiv
Intet.
Økonomiske forhold og konsekvenser
Intet.
Juridiske og planmæssige forhold
Intet.

Beslutning

Klima-, Miljø- og Naturudvalget drøftede praksis for mindre generatorer og batterier i landzone.

Kilde: Viborg Kommune, Klima-, Miljø- og Naturudvalget, referat fra mødet torsdag 13. august 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.