Besluttet 17. september, Klima-, Miljø- og Naturudvalget, Viborg
Finansiering af facilitatorordning for Energipark Tjele - Vinge
Midlerne til facilitatorbistand var afsat i 2025, og i forbindelse med regnskabsafslutning er de ikke overført. Der mangler derfor finansiering af allerede udført facilitatorbistand i forbindelse med planlægningen for Energipark Tjele - Vinge.
Kort fortalt
- Forslaget
- Der kan anvendes op til 120.000 kr. til rådgivning af borgere i forbindelse med planlægningen for Energipark Tjele af driftsbudgettet til Udbredelse af kollektiv varmeforsyning i Viborg Kommune.
- Hvem
- Klima-, Miljø- og Naturudvalget, Viborg Kommune
- Hvornår
- Torsdag 17. september 2026
- Status
- Besluttet. Klima-, Miljø og Naturudvalget besluttede, 1. at der kan anvendes op til 120.000 kr. til rådgivning af borgere i forbindelse med planlægningen for Energipark Tjele af driftsbudgettet til Udbredelse af kollektiv varmeforsyning i Viborg Kommune.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktøren for Teknik & Miljø indstiller til Klima-, Miljø og Naturudvalget,
1. at der kan anvendes op til 120.000 kr. til rådgivning af borgere i forbindelse med planlægningen for Energipark Tjele af driftsbudgettet til Udbredelse af kollektiv varmeforsyning i Viborg Kommune.
Sagsfremstilling
Historik
Byrådet har den 26. februar 2025 besluttet at tilbyde rådgivning til lokalområder ved planlægning for igangsatte vedvarende energianlæg med op til 60.000 kr. pr. projekt (link til sag nr. 2 i byrådet den 26. februar 2025).
Byrådet har den 28. januar 2026 besluttet at der tilføres 60.000 kr. fra Energipark Iglsø til rådgivning af borgere i forbindelse med planlægningen for Energipark Tjele (Vinge) (link til sag nr. 1 i byrådet den 28. januar 2026).
Byrådet har den 29. april 2026 godkendt årsregnskabet for 2025, herunder at kun en del af de centrale mindreforbrug blev overført til 2026, mens de øvrige midler bortfalder (link til sag nr. 6 i byrådet den 29. april 2026).
Klima-, Miljø og Naturudvalget er den 4. juni 2026 blevet orienteret om status på realisering af
varmeplanen, som viser, at de fleste potentielle fjernvarmeområder enten er godkendte fjernvarmeområder eller udgået (link til sag nr. 4 i Klima-, Miljø- og Naturudvalget den 4. juni 2026).
Inddragelse og høring
Intet.
Beskrivelse
Facilitatorordningen blev etableret i 2025 med henblik på at understøtte lokalsamfund i forbindelse med planlægning for vedvarende energianlæg.
Forvaltningen har modtaget ansøgninger og indgået aftaler om at få facilitatorbistand til følgende projekter:
Energipark Tjele - Vinge Energipark Rødkærsbro Energipark Hammershøj
Derudover er der udbetalt støtte til facilitator i forbindelse med planlægningen for ’Solceller ved Karup’.
I 2025 er der samlet anvendt 166.250 kr. til facilitatorordningen. Heraf er 60.000 kr. anvendt til Solceller ved Karup, 50.000 kr. i forbindelse med Energipark Hammershøj og 56.250 kr. i forbindelse med ’Energipark Tjele – Vinge’.
Den 28. januar 2026 besluttede byrådet, at der skulle tilføres 60.000 kr. fra Energipark Iglsø til rådgivning af borgere i forbindelse med planlægningen for ’Energipark Tjele – Vinge’.
Midlerne var afsat i 2025, og i forbindelse med regnskabsafslutning er de ikke overført. Derfor er der ikke længere finansiering til den allerede gennemførte facilitatorindsats, som forvaltningen har modtaget en faktura på 56.250 kr. excl. moms for.
Forvaltningen vurderer, at det fortsat kan være behov for facilitatorbistand i planlægningen for ’Energipark Tjele – Vinge’. Planprocessen har vist sig mere omfattende og langvarig end oprindeligt forudsat. Efter indgåelsen af konstitueringsaftalen i november 2025 er planlægningen videreført under ændrede forudsætninger. Derudover er der primo september nedsat en ny dialoggruppe, som kan få behov for rådgivning.
Forvaltningen foreslår derfor, at der afsættes i alt 120.000 kr. til facilitatorordningen for ’Energipark Tjele – Vinge’. Heraf anvendes 60.000 kr. til finansiering af den allerede udførte facilitatorindsats, mens 60.000 kr. afsættes til evt. fortsat facilitatorbistand.
Alternativer
At kommunen afsætter 60.000 kr. til finansiering af den allerede udførte facilitatorbistand, men ikke tilbyder yderligere facilitatorbistand i den resterende del af planprocessen for ’Energipark Tjele – Vinge’.
Tidsperspektiv
Intet.
Økonomiske forhold og konsekvenser
Forvaltningen foreslår, at facilitatorbistand til lokalsamfundet i forbindelse med planprocessen for ’Energipark Tjele – Vinge’ kan finansieres med 120.000 kr. fra puljen til Udbredelse af kollektiv varmeforsyning i Viborg Kommune.
Midlerne forventes ikke anvendt til det oprindelige formål, da der er sket en kraftig reduktion i de områder, som kommunens varmeplan udpeger som potentielle fjernvarmeområder. Der er derfor ikke længere brug for kommunens pulje til udbredelse af kollektiv varmeforsyning, da de resterende potentielle fjernvarmeområder vil kunne forsynes af eksisterende varmeværker, hvilket ligger uden for puljens målgruppe.
Juridiske og planmæssige forhold
Intet.
Beslutning
Klima-, Miljø og Naturudvalget besluttede,
1. at der kan anvendes op til 120.000 kr. til rådgivning af borgere i forbindelse med planlægningen for Energipark Tjele af driftsbudgettet til Udbredelse af kollektiv varmeforsyning i Viborg Kommune.
Kilde: Viborg Kommune, Klima-, Miljø- og Naturudvalget, referat fra mødet torsdag 17. september 2026, punkt 1. Læs den originale sag hos kommunen.