Viborg
Nyt fra byråd og udvalg

På dagsordenen 21. oktober, Teknisk Udvalg, Viborg

Fornyelse af Hjultorvet: Stillingtagen til indhold af konkurrenceprogram og dommerkomité samt orientering om borgerinddragelse

Der skal tages stilling til hovedpunkterne i et konkurrenceprogram for fornyelsen af Hjultorvet bl.a. på baggrund af input fra borgere og en ekstern følgegruppe. Der skal desuden sammensættes en dommerkomite og forvaltningen foreslår, at der udpeges tre politiske repræsentanter til dommerkomitéen.

Steder i sagen: Hjultorvet

Kort fortalt

Forslaget
  • Udvalget godkender principperne for Hjultorvets fremtidige anvendelse og program for arkitektkonkurrence
  • Sammensætning af dommerkomite godkendes
Hvem
Teknisk Udvalg, Viborg Kommune
Hvornår
Onsdag 21. oktober 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet onsdag 21. oktober 2026. Du finder dem på viborg.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Direktøren for Teknik & Miljø indstiller til Teknisk Udvalg
1. at udvalget godkender principperne for Hjultorvets fremtidige anvendelse og program for arkitektkonkurrence,
2. at sammensætning af dommerkomite godkendes, og
3. der udpeges tre politikere til deltagelse i dommerkomiteen.

Sagsfremstilling

Historik
Byrådet besluttede i oktober 2026 at igangsætte en proces for fornyelse af Hjultorvet ( link til sag nr. 16 på byrådets møde den 7. oktober 2026).
Byrådet besluttede i oktober 2025 at igangsætte en proces for forbedring af Hjultorvet og St. Hjultorvgyde og afsatte midler hertil (link til sag nr. 14 på byrådets møde den 8. oktober 2025 ). Der er siden etableret tre nye byrumsmøbler, der skaber mulighed for nye aktiviteter.
Byrådet vedtog i august 2025 endeligt den strategiske udviklingsplan for Viborg midtby ( link til sag nr. 8 på byrådets møde den 27. august 2025). I planen indgår forslag om fornyelse af Hjultorvet.
Kort over Hjultorvet og St. Hjultorvgyde er i bilag 1.
Strategisk udviklingsplan for Viborg midtby kan ses her. Hjultorvet er handling 15.
Teknisk Udvalg fik i 2017 udarbejdet to idéskitser med forslag til indretning af Hjultorvet ( link til sag nr. 9 på Teknisk Udvalgs møde den 30. august 2017), som er i bilag 2. Skitserne blev udarbejdet som led i politiske drøftelser om torvets funktion, indhold og arkitektoniske udtryk efter afholdelse af en debatfase.

Inddragelse og høring Der har været borgerinddragelse i september 2026, hvor der var mulighed for at indsende digitale postkort på kommunens hjemmeside samt deltage i to åbne dialogaktiviteter på Hjultorvet. Desuden har en ekstern følgegruppe med bl.a. de erhvervsdrivende omkring Hjultorvet, bidraget med inputs og evalueret på de nye byrumsmøbler. Resultatet af den gennemførte borgerinddragelse er i bilag 3, 4 og 5.
Midtbyrådet har drøftet de fremtidige muligheder for Hjultorvet på et møde den 18. juni 2026 Se bilag 6. Midtbyrådet er desuden den 30. september 2026 orienteret om forvaltningens forslag til programmering og proces.
Forvaltningen har desuden haft dialog med Tilgængelighedens By, som anbefaler, at tilgængelighed prioriteres gennemgående i projektet.
Samlet set peger inputtene på et ønske om et grønnere og mere attraktivt torv med gode muligheder for ophold, hverdagsliv og aktiviteter, høj tilgængelighed samt en god balance mellem offentligt tilgængelige opholdsarealer og udeservering.
Beskrivelse
Hjultorvet er Viborg midtbys centrale og klassiske købstadstorv og med strategisk og væsentlig betydning for oplevelsen af en aktiv, levende og velfungerende handelsby. Torvet er vigtig for forbindelsen mellem midtbyens handelsliv, Domkirkekvarteret og søerne.
Følgende fremgår af Strategisk Udviklingsplan for Viborg midtby, at:
”Hjultorvet - et fleksibelt hverdagstorv Midtbyens klassiske købstadstorv med strategisk vigtig betydning for oplevelsen af en aktiv, levende og velfungerende handelsby og for forbindelsen mellem midtbyens handelsliv, Domkirkekvarteret og søerne. Torvet udvikles som et samlende, robust og fleksibelt byrum som inviterer til ophold, aktiviteter og fællesskab der i særlig grad understøtter midtbyens hverdags- og handelsliv.”
Der skal udarbejdes et program for en arkitektkonkurrence, der skal sætte en tydelig retning for hvilke funktioner og kvaliteter, der skal være på et fremtidigt torv.
Forvaltningen peger på tre centrale temaer for Hjultorvets udvikling:
Balancen mellem det kommercielle og det offentlige torv
Erfaringerne med det nye byrumsinventar og drøftelserne i midtbyrådet understøtter, at der skal etableres offentligt tilgængelige opholdsmuligheder på Hjultorvet. Inventaret har gjort det muligt at opholde sig på torvet uden at være kunde hos restauranter mv., og erfaringerne fra sommeren 2026 viser, at torvet anvendes aktivt, når der skabes gode rammer for ophold.
Samtidig er Hjultorvet en vigtig ramme for restauranter og caféer, og der er behov for gode muligheder for udeservering.

Forvaltningen anbefaler, at Hjultorvet udvikles, så Torvet inviterer alle til at opholde sig, mødes og deltage i bylivet, uanset købekraft eller ærinde i midtbyen. Samtidig bør der sikres gode muligheder for udeservering nærmest facaderne, så de omkringliggende erhverv kan bidrage til et aktivt og levende bymiljø.

Fleksibilitet til hverdag og fest
Forvaltningen foreslår, at torvet indrettes med flerfunktionelle løsninger, som understøtter både hverdagsliv og mindre arrangementer. Erfaringerne med den eksisterende scene viser, at sådanne elementer kan anvendes til både ophold, mindre aktiviteter og kulturelle arrangementer. Samtidig viser erfaringerne, at faste konstruktioner kan begrænse fleksibiliteten, udsynet og kontakten til de omkringliggende erhverv.
Forvaltningen anbefaler, at Hjultorvet primært indrettes til hverdagsliv og mindre events og arrangementer, mens større events henvises til andre torve i midtbyen, der er bedre egnede hertil som fx Nytorv, Gammeltorv/Domkirkepladsen samt Paradepladsen. En sådan rollefordeling kan styrke de enkelte torves og pladsers identitet og skabe en mere varieret midtby.
Hjultorvet bør således være torvet for hverdagslivet, pausen, mødet og livet mellem aktiviteterne.

Et grønnere torv
Borgerinddragelsen viser et stærkt ønske om et grønnere Hjultorv med flere træer, beplantning og opholdsmuligheder i grønne omgivelser. Dette er i overensstemmelse med midtbyplanens handling 19 om flere træer og mere natur. Hvis grønne kvaliteter skal være et bærende element i den fremtidige indretning, så skal der afsættes plads til permanente beplantningsløsninger med tilstrækkelig jordvolumen og gode vækstvilkår. Dette vil begrænse mulighederne for fleksible arealer og større arrangementer.
Forvaltningen anbefaler, at grønne elementer indarbejdes som en væsentlig del af torvet for at styrke opholdskvaliteten og understøtte torvet som et attraktivt offentligt tilgængeligt opholdsog møderum.

Forvaltningens anbefaling til program

Forvaltningen anbefaler, at følgende temaer og principper indgår som retningsgivende for Hjultorvets fremtidige anvendelse og program for arkitektkonkurrence:

Et torv med fokus på ophold, mødesteder og hverdagsliv for borgere og besøgende.

Et grønnere torv, hvor beplantning bidrager til byrummets kvalitet og oplevelse.

Et byrum, hvor fælles offentligt tilgængeligt ophold prioriteres højt.

Fleksible rammer, der understøtter mindre arrangementer, kulturaktiviteter og

fællesskaber.

Mulighed for udeservering nærmest facaderne, så det understøtter torvets offentlige

karakter.

Respekt for torvets historie og stedets særlige identitet.

Høj arkitektonisk og byrumsmæssig kvalitet i den samlede løsning.

Det vil indgå i programmet for arkitektkonkurrencen, at træer og beplantning bør placeres, så der i videst muligt omfang tages hensyn til behovet for arkæologiske undersøgelser.
Politisk proces
Forvaltningen foreslår, at Teknisk Udvalg godkender et udkast til konkurrenceprogrammet, inden det danner grundlag for prækvalifikation af rådgiverteams.

Efter prækvalifikationen nedsættes en dommerkomité, som skal udpege vinderen af arkitektkonkurrencen blandt de tre prækvalificerede teams.

Forvaltningen foreslår, at dommerkomitéen består af tre politiske repræsentanter udpeget af Teknisk Udvalg, to fagdommere, to repræsentanter fra forvaltningen/arkitekturrådet samt én repræsentant fra Midtbyrådet.

Den eksterne følgegruppe, der er etableret i forbindelse med projektet, får mulighed for at komme med input til dommerkomitéen.

Tidsperspektiv
Aktivitet/år Inventar - mindre forbedringer af torvet Inddragelse af borgere og interessenter Arkitektkonkurrence om fornyelsen Projektering og udbud af scenarie Anlæg af scenarie og evt. udgravning

X

Økonomiske forhold og konsekvenser
Byrådet har i anlægsbudget 2026-2029 afsat samlet 20,44 mio. kr. til ’Pulje til realisering af midtbyen fra 2027 og frem’, fordelt med 1 mio. kr. i 2026, 9,4 mio. kr. i 2027 (2027 prisniveau) og 10,4 mio. kr. i 2028 (2027 prisniveau).
Byrådet har heraf givet bevilling til fornyelse Hjultorvet, til proces for Trappetorvet og Gravene,

samt til wayfinding jf. nedenstående tabel. Der er således et samlet restbudget på 18,55 mio. kr.

Status for pulje til realisering af Midtbyplan Beløb er i hele tusinder Beløb i 2027 og 2028 er angivet i 2027-prisniveau Pulje til realisering af midtbyplan fra 2027 og frem Givne bevillinger pr. august 2026 Fornyelse af Trappetorvet og Gravene (byrådet april 2026) Wayfinding (byrådet maj 2026) Fornyelse af Hjultorvet (byrådet september 2026) Restbudget pr. august 2026 Ansøgt bevilling til skitseprojekt for fornyelse af Trappetorvet Nyt restbudget efter evt. bevilling hertil

Der fremgår af Budgetforlig 2027-2030, at der afsættes yderligere 10 mio. kr. i hhv. 2029 og 2030.
Byrådet besluttede i oktober 2026 at igangsætte en proces for fornyelse af Hjultorvet, hvor det blev besluttet at afsætte 750.000 kr. til arkitektkonkurrence og borgerinddragelse.
Fornyelsen af Hjultorvet tager udgangspunkt i en gennemgribende fysisk omdannelse, svarende til en anlægsøkonomi på ca. 24 mio. kroner ekskl. omkostninger til arkæologisk tilsyn og evt. udgravninger. Hertil kommer udgifter til gennemførelse af arkitektkonkurrence (0,75 mio. kr.). Der forventes i programmet fastlagt en økonomisk ramme for omdannelsen på ca. 20 mio. kroner for at sikre restbeløb til tilkøb, uforudsete udgifter mv.

Juridiske og planmæssige forhold
Intet

Kilde: Viborg Kommune, Teknisk Udvalg, dagsorden fra mødet onsdag 21. oktober 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.