Viborg
Nyt fra byråd og udvalg

På dagsordenen 22. oktober, Klima-, Miljø- og Naturudvalget, Viborg

Administrationspraksis for behandling af sager om terrænregulering ved påfyld af overskudsjord i landzone

Bygherrer og virksomheders behov for at komme af med overskudsjord fra bygge- og anlægsprojekter medfører flere ansøgninger om påfyld af større mængder jord på arealer i landzone. Hvis jorden ikke kan anvendes lokalt, afføder det store udgifter, lange transportafstande samt øget klimabelastning.

Klima og grøntErhverv og job

Kort fortalt

Forslaget
  • Udvalget godkender forvaltningens praksis for behandling af sager om terrænregulering ved påfyld af overskudsjord på arealer i landzone.
Hvem
Klima-, Miljø- og Naturudvalget, Viborg Kommune
Hvornår
Torsdag 22. oktober 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet torsdag 22. oktober 2026. Du finder dem på viborg.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Direktøren for Teknik & Miljø indstiller til Klima-, Miljø- og Naturudvalget,
1. at udvalget godkender forvaltningens praksis for behandling af sager om terrænregulering ved påfyld af overskudsjord på arealer i landzone.

Sagsfremstilling

Historik
Klima-, Miljø- og Naturudvalget har den 5. februar 2026 besluttet, at der udarbejdes en plan for bæredygtig jordhåndtering (link til sag nr. 5 på Klima-, Miljø- og Naturudvalgets møde den 5. februar 2026).
Udvalget drøftede den 17. september 2026 udkast til plan for bæredygtig jordhåndtering ( link til sag nr. 3 på Klima-, Miljø- og Naturudvalgets møde den 17. september 2026).
Inddragelse og høring
I konkrete ansøgninger om landzonetilladelse er der krav om naboorientering, inden der tages stilling til, om der kan meddeles landzonetilladelse – med mindre det ansøgte vurderes at være af underordnet betydning for naboer.
Ansøgninger, der ikke forudsætter landzonetilladelse eller andre tilladelser fra kommunen, sendes som udgangspunkt ikke i høring.
Beskrivelse
Forvaltningen modtager mange forespørgsler og ansøgninger om terrænregulering i landzone ved påfyld af overskudsjord fra bygge- og anlægsprojekter på fx landbrugsjord. Sagerne kan

være komplekse og tidskrævende.
Forvaltningen har alene i 2026 modtaget ca. 20 ansøgninger om jord i landzone. Til sammenligning har der tidligere været 0-1 sager om året. De nye ansøgninger omhandler bl.a. mindre bagatelagtige jordforbedringer og opfyld af huller efter fjernede gylletanke, der ikke kræver landzonetilladelse, større og mindre opfyld i slugter, dale og lavninger, midlertidige oplag af muldjord til senere anvendelse, udjævning til manøvrepladser omkring bygninger, udjævning af gamle råstofgrave, hævning af lavbundsarealer og ønsker om at modtage jord fra motorvejsprojektet.
Baggrunden for ansøgningerne er bl.a. de mange større bygge- og anlægsprojekter i kommunen. Hvis bygherrer og byggefirmaer er nødt til at fragte jord over lange afstande – til andre kommuner – medfører det store udgifter, øget tidsforbrug og øget klimapåvirkning.
Ifølge kommuneplanens retningslinje 12.2 om jordbalance skal det i forbindelse med planlægning for byudviklingsområder tilstræbes at opnå jordbalance i planområdet, og overskudsjord skal som udgangspunkt indgå i rekreative eller miljøforbedrende tiltag indenfor planområdet. Retningslinjen skal medvirke til, at overskudsjord søges håndteret lokalt, hvorved behovet for transport af jord mindskes og dermed reduceres udledningen af drivhusgasser. Med retningslinjen vil der som udgangspunkt i nye lokalplaner kunne udlægges areal til håndtering af overskudsjord, der fx kan bruges til rekreative landskaber, støjafskærmning o.l. Retningslinjen vil indgå og blive uddybet i strategi om bæredygtig jordhåndtering.
Uanset denne retningslinje er der behov for at komme af med overskudsjord fra bygge- og anlægsprojekter. Forvaltningen oplever, at forespørgsler og ansøgninger om dette indsendes kort tid inden planlagt projektstart.
Når forvaltningen modtager en forespørgsel eller ansøgning, skal der tages stilling til følgende:
Er der krav om landzonetilladelse?
I landzone må der ikke uden landzonetilladelse ske ændring i anvendelsen af ubebyggede arealer. Hvis et areal, der hidtil har været anvendt til landbrugsdrift, ønskes terrænreguleret ved påfyld med henblik på forbedring og fortsat landbrugsdrift, er dette ikke i sig selv en ændring af anvendelsen. Det kan fx være fugtige lavninger og skråninger, der er svære at køre på. En terrænregulering, der er nødvendig for forbedring af den landbrugsmæssige drift, kræver som udgangspunkt ikke landzonetilladelse.
Hvis terrænreguleringen overstiger, hvad der er nødvendigt for forbedring af den landbrugsmæssige drift, kræves der landzonetilladelse. I den vurdering skal kommunen tage udgangspunkt i den konkrete ejendoms beskaffenhed i forhold til dyrkning af afgrøder. Det er sagligt at lægge vægt på jordmængde, højdeændring og varighed af jordarbejde – men der er ingen faste kriterier for, hvornår en terrænregulering ikke længere er nødvendig. Det er ikke sagligt at inddrage landskabshensyn, naturhensyn, trafikale hensyn eller nabohensyn i vurderingen af, om der kræves landzonetilladelse.

Nyere praksis fra 2025 og 2026 viser, at selv når terrænreguleringen forbedrer driften, kan omfanget være så stort, at der er tale om opbevaring af overskudsjord og dermed en ændret anvendelse, der kræver landzonetilladelse.
Planklagenævnet lægger vægt på, at man ikke har krav på ved terrænregulering at kunne omdanne et ellers ikke dyrkningsegnet areal til dyrkning af en specifik afgrøde eller til at opnå en ydelse væsentligt ud over det, arealet naturligt kan give. Det fremgår af praksis, at det ikke er hensigten, at større arealer, der er og altid har været lavtliggende og vandlidende, kan anvendes til opbevaring af overskydende byggejord uden landzonetilladelse.
Kan der meddeles landzonetilladelse?
I vurderingen af, om der kan meddeles landzonetilladelse til terrænregulering, der ikke er nødvendig for landbrugsdriften, indgår bl.a. landskabelige, naturmæssige og trafikale hensyn samt nabohensyn. Disse hensyn skal afvejes over for ansøgers interesse i projektet – og samfundets interesse.
Planklagenævnet har udtalt, at problemer i området eller på regionalt plan med at finde passende opbevaring af overskudsjord fra bygge- og anlægsprojekter bør løses gennem planlægning eller eventuelt lovgivning og ikke gennem et større antal landzonetilladelser til opbevaring af overskudsjord på landbrugsarealer.
Nævnet lægger vægt på landzonebestemmelsernes landskabsbeskyttende formål og på, at tilladelser kan skabe en præcedens for landzonen, som på sigt kan medføre en ændring af store områder i landskabet. Hvis der alene bliver lagt vægt på den begrænsede landskabelige ændring efter den konkrete terrænregulering, vil dette kunne gentages på samme areal, hvilket ville forstærke påvirkningen af landskabet.
Nævnet lægger vægt på, om der er tale om et område, der i kommuneplanen er udpeget med særlige landskabelige interesser. Hvis terrænreguleringen vil medføre en væsentligt negativ effekt på det naturlige landskab, bør der ikke meddeles tilladelse uanset en samfundsmæssig interesse i modtage jord.
Nævnet lægger i en afgørelse fra november 2024 vægt på, at jordmængde og anlægsperiode skal fremgå af en afgørelse, og at der bør foreligge oplysninger om både nuværende og fremtidige koter på arealet, som terrænreguleres.
Hvilke øvrige afgørelser kræves af kommunen?
Terrænregulering kan kræve miljøgodkendelse, hvis den anvendte jord er affald. Det skal vurderes, om jorden er affald eller et biprodukt. Jorden betragtes som et biprodukt, hvis den skal videreanvendes, kan anvendes uden forarbejdning, og videreanvendelsen er lovlig og miljø- og sundhedsmæssigt forsvarlig.

Ved opgravningen skal der være en konkret anvendelse af jorden og som udgangspunkt en modtager af den konkrete jordmængde. Er det ikke opfyldt, er jorden affald. Hvis jorden er affald, skal det vurderes, om terrænreguleringen indebærer nyttiggørelse på et anlæg omfattet af godkendelsesbekendtgørelsen. Ved vurderingen lægges bl.a. vægt på, om der modtages jord fra flere steder eller over længere tid, om jorden indeholder miljømæssigt væsentlige stoffer eller store mængder, og om der er behov for særlige foranstaltninger som fx membran.
Hvis jorden, der anvendes til terrænregulering, er affald, kan projektet være omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 11a, om anlæg til bortskaffelse af affald. I så fald skal der træffes afgørelse efter miljøvurderingsloven.
Hvis terrænregulering medfører ændring af strømningsveje til vandløb på anden mands jord, kræves en tilladelse efter vandløbsloven.
Hvis terrænregulering medfører påvirkning af beskyttet natur eller foregår indenfor beskyttelseslinjer omkring søer/åer eller fortidsminder, kræves dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, § 16 eller § 18. Der kan som udgangspunkt ikke forventes dispensation fra disse forbudsbestemmelser.
Projekter, der kræver landzonetilladelse og medfører væsentlige ændringer i det bestående miljø, kan forudsætte vedtagelse af en lokalplan, jf. planlovens § 13. Det kan være store projekter med mange m³ jord, store højdeforskelle og store arealer, langvarige projekter med intensiv jordkørsel i flere år og med varig ændring af landskabet, projekter i eller tæt ved landsbyer i områder med særlige landskabelige, geologiske eller naturmæssige værdier eller terrænregulering som led i større projekter, der i øvrigt er lokalplanpligtige, fx rekreative anlæg eller tekniske anlæg.
Hvilken sagsbehandling kræves af andre myndigheder?
Hvis jordkørsel medfører aktiviteter i en tidligere råstofgrav (nyere end 1972), i en nuværende råstofgrav eller i planlagt råstofområde, skal regionen vurdere sagen og om nødvendigt træffe afgørelser efter råstofloven og jordforureningsloven. Der kan pga. hensyn til grundvandet ikke forventes regionens dispensation til at fylde jord i hverken en aktiv eller en tidligere råstofgrav.
Hvis jordkørsel medfører overkørsel via statsvej, skal Vejdirektoratet vurdere sagen og om nødvendigt træffe afgørelse.
Derudover kan der være tilfælde, hvor museet skal vurdere arkæologiske hensyn, sager hvor Fredningsnævnet skal træffe afgørelse, og sager hvor skovlovsmyndigheden og Kystdirektoratet skal vurdere sagen og om nødvendigt træffe afgørelser.
Forvaltningens forslag til praksis
Forvaltningen vurderer ud fra ovennævnte kriterier, om der kræves landzonetilladelse - og om

landzonetilladelse i givet fald kan meddeles.
Forvaltningen vurderer desuden hvilke andre afgørelser, der kræves, og hører i nødvendigt omfang andre myndigheder. Forvaltningen koordinerer sagsbehandlingen, så afgørelser meddeles i den rigtige rækkefølge.
Der kan som udgangspunkt etableres terrænregulering, der er nødvendig for den landbrugsmæssige drift. Hvis terrænreguleringen overstiger, hvad der er nødvendigt for landbrugsmæssig drift, kræves landzonetilladelse. Forvaltningen foreslår, at der i så fald tages udgangspunkt i, om terrænreguleringen vil være hensigtsmæssig for den landbrugsmæssige drift, og om terrænreguleringen påvirker omgivelserne eller ændrer landskabet uhensigtsmæssigt.
Forvaltningen inddrager i vurderingen alle relevante kommuneplanretningslinjer for at beskytte værdifulde kulturmiljøer, værdifulde landbrugsområder, naturbeskyttelsesområder, økologiske forbindelser, lavbundsarealer, bevaringsværdige landskaber, kystlandskaber, områder med geologiske bevaringsværdier, stilleområder, områder med særlige drikkevandsinteresser, boringsnære beskyttelsesområder og følsomme indsatsområder.
Landskabelige hensyn, som de er beskrevet i kommuneplanen og landskabskarakteranalysen, indgår med stor vægt i vurderingen af, om der kan meddeles landzonetilladelse. Forvaltningen vurderer, om landskabet kan bære den pågældende ændring af landskabet.
Nabohensyn og trafikale hensyn indgår også. Forvaltningen foretager en afvejning af de samfundsmæssige hensyn og hensyn til ansøgers interesser i forhold til, hvad naboer må tåle i forhold til fx trafikale gener i en periode og permanent visuel påvirkning.
Ansøgningerne kan forelægges udvalget i sager med særlig politisk interesse, stor indvirkning eller ved væsentlige nabobemærkninger.
Alternativer
Intet.
Tidsperspektiv
Intet.
Økonomiske forhold og konsekvenser
Intet.
Juridiske og planmæssige forhold

Planklagenævnet har udsendt ”Planklagenævnet orienterer” om praksis indenfor emnet – nr. 4, 15, 37 og 50, som er kilder til det ovenstående.

Kilde: Viborg Kommune, Klima-, Miljø- og Naturudvalget, dagsorden fra mødet torsdag 22. oktober 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.