Besluttet 1. september, Teknik- og Landdistriktsudvalget, Aabenraa
Godkendelse af revideret administrationsgrundlag for markvandingssager
Plan, Teknik & Miljø indstiller, at det vedlagte administrationsgrundlag godkendes.
Kort fortalt
- Hvem
- Teknik- og Landdistriktsudvalget, Aabenraa Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 1. september 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
I denne sag lægges der op til Teknik- og Landdistriktsudvalgets godkendelse af forslag til et
revideret administrationsgrundlag for behandling af ansøgninger om tilladelse til markvanding.
Det gældende administrationsgrundlag er senest ændret af Udvalget for Bæredygtig Udvikling
den 4. april 2024.
Administrationsgrundlaget fastlægger de overordnede principper for kommunens behandling af
ansøgninger om nye og fornyede tilladelser til markvanding, herunder prioritering af
ansøgninger, vurdering af vandingsbehov og håndtering af indvindinger, der påvirker vandløb
og naturområder.
I denne sag foreslås ændringer af administrationsgrundlaget. Ændringerne er nødvendige, idet
ansøgningerne fra før 2018 nu er afgjort eller under behandling. Disse har haft en særstatus i
administrationsgrundlaget. Desuden er retspraksis vedrørende miljøvurderingsprocessen
ændret, og kommunens praksis skal tilpasses.
De foreslåede ændringer foregriber ikke arbejdet i det nedsatte § 17, stk. 4-udvalg for
markvanding/vandindvinding til primære erhverv, som forventes at foreslå ændringer i
sagsbehandlingspraksis i andet halvår 2027. Når disse forslag foreligger, vil praksis blive
politisk behandlet igen.
Nedenfor gennemgås administrationsgrundlaget samt de foreslåede ændringer.
Behovsvurdering og referenceperiode – foreslås ændret
Ved behandling af ansøgninger om fornyelse af markvandingstilladelser foretages en
behovsvurdering. Formålet er at fastsætte indvindingsmængden så tæt på det faktiske behov
som muligt, så der ikke lægges beslag på en større del af vandressourcen end nødvendigt.
Efter det gældende administrationsgrundlag meddeles der som udgangspunkt tilladelse til en
mængde svarende til den maksimalt anvendte mængde i perioden 2009-2018. Efterhånden
som de ældre sager afgøres, er den gældende referenceperiode ikke længere repræsentativ
for den aktuelle drift og det aktuelle vandingsbehov.
Det foreslås derfor, at den faste referenceperiode erstattes af en rullende referenceperiode på
de seneste 10 vandingssæsoner. Ved fornyelse af en tilladelse vil udgangspunktet dermed
være den maksimalt anvendte mængde inden for de seneste 10 vandingssæsoner.
En rullende referenceperiode indebærer, at administrationsgrundlaget løbende afspejler den
aktuelle drift og samtidig ikke bliver afhængigt af en bestemt historisk periode.
Hvis en tidligere tilladelse ikke har været udnyttet i de seneste 10 vandingssæsoner, meddeles
der som udgangspunkt afslag på fornyelse af tilladelsen.
Vandingsbehov og jordbundstyper – foreslås bibeholdt uændret
Administrationsgrundlaget indeholder vejledende rammer for, hvor stor en vandmængde der
kan tildeles pr. hektar.
Der tildeles op til 1.000 m³/ha/år på grovsandede jorde, svarende til jordbundstype 1. På øvrige
jorde kan der som udgangspunkt tildeles op til 750 m³/ha/år.
Hvis der kan dokumenteres et større vandingsbehov, eksempelvis som følge af særlige
afgrøder eller en længere vækstsæson, kan der efter en konkret vurdering meddeles tilladelse
til en større indvindingsmængde, forudsat at dette ikke medfører en kritisk påvirkning af
vandløb eller naturområder.
Påvirkning af vandløb og naturområder – foreslås tilpasset retspraksis vedr.
miljøvurderinger
Indvindingens påvirkning af vandløb og naturområder beregnes indledningsvist ved hjælp af
programmet BEST og suppleres med konkrete faglige vurderinger.
Det faglige grundlag for sagsbehandlingen opdateres løbende. Siden den seneste revision er
der blandt andet implementeret en ny grundvandsmodel for Aabenraa Kommune og en ny
model til beregning af vandløbenes kontakt til grundvandet. Der er desuden gennemført en
underinddeling af vandløbsoplandene med individuelt fastsatte grænser for kritisk påvirkning.
De mest udsatte vandløb er senest gennemgået i 2026.
Sagsbehandlingen tager udgangspunkt i de nye modelmæssige forudsætninger og de
individuelt fastsatte grænser for kritisk påvirkning af vandløbsoplandene.
Hvis en ansøgning ikke umiddelbart imødekommes, fordi kommunens faglige vurdering viser,
at vandløb og/eller beskyttet natur forventeligt påvirkes for meget, er der flere muligheder:
Ansøger kan vælge at tilpasse projektet og ansøge om en reduceret
indvindingsmængde.
Ansøger kan tilvejebringe yderligere fagligt grundlag. Det kan eksempelvis ske gennem
feltundersøgelser, som kan bidrage med oplysninger om magasinforhold, hydrauliske
parametre og hydraulisk kontakt til vandløb. Oplysningerne kan indgå i en fornyet
vurdering af den beregnede påvirkning.
Dette bygger blandt andet på erfaringerne fra Partnerskabsprojektet om Markvanding,
hvor der er arbejdet med at sammenholde modelberegninger med observerede forhold
og supplerende feltdata.
Ansøger kan også vælge at gennemgå en egentlig miljøvurderingsproces for projektet.
Prioritering af ansøgninger – foreslås bibeholdt, ansøgninger fra før 2018 udgår
Ansøgningerne behandles i den rækkefølge, de er indgået.
Hastende sager prioriteres dog først og omfatter:
erstatningsboringer jf. vandforsyningsloven
nye indvindingsboringer på ejendomme, hvor der ikke findes en eksisterende
markvandingsboring
fornyelser i forbindelse med ejerskifte, hvor der er ansøgt rettidigt.
Tilladelsernes varighed - foreslås bibeholdt
Tilladelser til markvanding meddeles fortsat som udgangspunkt med en varighed på 15 år,
medmindre særlige forhold taler imod.
Der er mulighed for at få tilladelse til at opretholde en boring i 5 år, hvis der gives afslag på
grund af manglende udnyttelse af den tidligere tilladelse.
Det reviderede administrationsgrundlag vedlægges som bilag. Det nugældende grundlag er
ligeledes vedlagt til sammenligning.
Sagen afgøres i
Teknik- og Landdistriktsudvalget.
Indstilling
Plan, Teknik & Miljø indstiller,
at det vedlagte administrationsgrundlag godkendes.
Beslutning
Godkendt.
Kilde: Aabenraa Kommune, Teknik- og Landdistriktsudvalget, referat fra mødet tirsdag 1. september 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.