Besluttet 7. oktober, Social- og Seniorudvalget, Aabenraa
Orientering om National Sundhedsplan 2027-2030
Social & Sundhed indstiller, at orienteringen tages til efterretning.
Kort fortalt
- Hvem
- Social- og Seniorudvalget, Aabenraa Kommune
- Hvornår
- Onsdag 7. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Udvalget orienteres i denne sag om indholdet i ”National Sundhedsplan 2027-2030” med fokus
på kommunernes rolle.
Den nationale sundhedsplan er fastlagt af sundhedsministeren og træder i kraft den 1. januar
2027. Planen har et sigte på 10 år men skal dog revideres efter fire år. Kommunerne skal sikre,
at der er overensstemmelse mellem de kommunale sundhedspolitikker og -strategier og den
nationale sundhedsplan senest den 1. januar 2028.
Derudover skal kommunerne arbejde med den nationale sundhedsplan på følgende måder:
Kommunerne skal bruge retningen i sundhedsplanen i det løbende strategiske arbejde
vedrørende opgaver efter sundhedsloven
Øvrige områder kan med fordel også orientere sig mod den nationale sundhedsplan for
at understøtte en samlet omstilling af sundhedsvæsenet
Kommunerne skal i stigende grad differentiere deres indsatser ud fra borgerens
ressourcer og sundhedskompetencer
Kommunerne skal bidrage til den regionale planlægning via samarbejde og dialog
Kommunerne skal fortsat arbejde med strukturel forebyggelse på tværs af
forvaltningsområder jf. den kommende folkesundhedslov.
Den strategiske retning i den nationale sundhedsplan
I den nationale sundhedsplan opstilles der fire strategiske intentioner med seks tilhørende
principper:
Den første intention er, at ”Sundhedsvæsenet tilbyder borgerne, det de har brug for”.
Intentionen understøttes af princip 1 ”Sundhedsplanlægning fremmer den sundhedsmæssige
værdi for befolkningen”. Princippet går ud på, at sundhedsplanlægning sker ud fra et såkaldt
”populationsansvar”, hvor indsatserne prioriteres og differentieres, så de giver største mulig
sundhedsmæssig værdi både for den enkelte og den samlede befolkning. Så det handler f.eks.
om at prioritere ressourcer til forebyggelse til de områder af kommunen, der har den dårligste
sundhedsprofil, eller differentiere sundhedsindsatserne, så alle borgere får gavn af dem. Det
kan f.eks. være udsatte borgere, der har brug for ekstra støtte, for at de kan benytte sig af et
sundhedstilbud.
Den anden intention er, at ”Sundhedsvæsenet gør sig tilgængeligt”. Intentionen understøttes af
princip 2 (lighed), 3 (nærhed) og 4 (sammenhæng).
Princip 2 ”Ressourcer bliver fordelt efter behov og faglig bæredygtighed” har til formål at
skabe lighed i sundhed og handler om, at ressourcerne skal fordeles efter, hvor
borgernes behov for sundhedstilbud er størst. Den geografiske fordeling af ressourcerne
skal altså afspejle befolkningens sammensætning, sundhedsprofil, sygdomsbyrde og
funktionsevne. Ligeledes skal regioner og kommuner, når det er relevant, tage digitale
løsninger og behandling i hjemmet i brug for at øge tilgængeligheden til
sundhedsindsatserne.
Princip 3 ”Det primære sundhedsvæsen bliver fundamentet” har til formål at sikre, at alle
borgere har relevante sundhedstilbud i nærheden. Princippet handler om, at
sundhedsindsatser, der kan varetages i det primære sundhedsvæsen, skal varetages
her, så behandlingen sker så tæt på borgerne som muligt. ”Det primære
sundhedsvæsen” defineres som indsatser på tværs af kommuner, almen medicinske
tilbud, privatpraktiserende sundhedsprofessionelle mv. Det primære sundhedsvæsen
understøttes af udgående funktioner, rådgivning m.m. fra sygehusene, som betegnes
som ”det sekundære sundhedsvæsen”.
Princip 4 ”Patientforløb bliver tilrettelagt med færrest mulige skift i behandlingsansvar”
har til formål at sikre sammenhæng og kontinuitet i behandlingsforløb. Princippet
handler om, at opgaveløsningen skal tilrettelægges så information flytter sig mellem
aktører – ikke borgeren. Dette kræver et tæt samarbejde mellem aktører, som i
fællesskab har ansvaret for forløbet. Kommunerne har især en central rolle i at skabe
sammenhængende forløb for ældre og sårbare borgere.
Den tredje intention er ”Viden og behandling på tværs af fysiske rammer”. Intentionen
understøttes af princip 5 ”Fremtidens sundhed bliver mere digital”. Princippet handler om, at
digital kontakt og selvbetjening skal være førstevalg dér, hvor det giver sundhedsmæssig værdi
for den enkelte og samtidig frigør ressourcer til de indsatser, hvor fysisk kontakt og fremmøde
giver bedst mening. Princippet har en tæt kobling til den kommende nationale strategi for
digitalisering og data, der vil beskrive den strategiske retning for sundhedsvæsenets digitale
udvikling.
Den fjerde intention ”Omstillingen følges på vej” understøttes af princip 6 ”Omstillingen sker
trinvist, koordineret og vidensbaseret.” Princippet handler om, at omstillingen af
sundhedsvæsenet skal ske via en koordineret og langsigtet planlægning i takt med, at de
nødvendige forudsætninger er til stede. En vidensbaseret tilgang forpligter til systematisk at
bruge vidensbaseret erfaring og forskning, når man prioriterer og implementerer
sundhedsindsatser. Det betyder, at der er behov for at forske i alle dele af sundhedsvæsenet
og særligt i det primære sundhedsvæsen, hvor der traditionelt ikke forskes så meget, som der
gøres i sygehusvæsenet.
Til sagen er vedhæftet et notat med anbefalinger til, hvordan bl.a. regionsråd og
kommunalbestyrelser kan understøtte omstillingen og udviklingen af sundhedsvæsenet i
forhold til de seks principper. Ligeledes er den nationale sundhedsplan vedhæftet til
orientering. Den forventes ikke læst.
Lovgrundlag
Sundhedsloven
Sagen afgøres i
Sundheds- og Forebyggelsesudvalget samt Social- og Seniorudvalget
Indstilling
Social & Sundhed indstiller,
at orienteringen tages til efterretning.
Behandling i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 6. oktober 2026
Taget til efterretning.
Dorrit Knudsen deltog ikke i sagens behandling.
Beslutning
Taget til efterretning.
Kilde: Aabenraa Kommune, Social- og Seniorudvalget, referat fra mødet onsdag 7. oktober 2026, punkt 14. Læs den originale sag hos kommunen.