Besluttet 25. august, Handicaprådet, Ballerup
Scenarier for det fremtidige Egebjerg Bygade
Center for Social og Arbejdsmarked indstiller, at 1. Socialudvalget tager stilling til de tre scenarier
Kort fortalt
- Hvem
- Handicaprådet, Ballerup Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 25. august 2026
- Status
- Besluttet. Handicaprådet ser scenarie 1 som den mest fornuftige løsning for borgerne.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Socialområdet står aktuelt i en situation med behov for både økonomisk konsolidering og forberedelse til nye lovkrav. Dette kalder på en analyse med flere elementer inddraget:
Administrationen arbejder med en løbende tilpasning af tilbudsviften på socialområdet med fokus på økonomisk bæredygtighed, fleksibel kapacitetsudnyttelse, forebyggende indsatser og øget støtte i egen bolig efter servicelovens § 85 frem for ophold i botilbud.
Samtidig skal kommunen forberede etablering af afklaringspladser jvf. den nationale aftale om den 10 årige psykiatrinplan.
Dertil kommer en erfaring med at drifte mindre botilbud: Mindre botilbud kan for nogle borgere skabe trygge og overskuelige rammer med høj grad af struktur og individuelt tilpasset støtte. Det kan understøtte trivsel og stabilitet for borgere med behov for forudsigelighed og tæt pædagogisk opfølgning.
Samtidig er mindre tilbud ofte mere sårbare driftsmæssigt. Ved få pladser får udsving i belægning stor økonomisk betydningt, og tilbudddene er typisk mere følsomme overfor personalefravær og rekrutteringsudfordringer. Derudover kan det være vanskeligt at opretholde et bredt fagligt miljø og de nødvendige specialiserede kompetencer.
Administrationen ser på baggrund af dette tre scenarier for lokationen Egebjerg Bygade:
Scenarie 1 - Permanent lukning af § 107-botilbuddet og mulig fremtidig anvendelse til afklaringspladser Egebjerg Bygade lukkes permanent som midlertidigt botilbud efter servicelovens § 107.
Scenariet giver mulighed for på et senere tidspunkt at anvende lokationen til etablering af afklaringspladser efter den forventede nye bestemmelse i servicelovens § 107 a.
Den kommende lovgivning forventes at forpligte kommunerne til at tilbyde midlertidige afklaringsophold til borgere med psykiske lidelser i umiddelbar forlængelse af udskrivning fra psykiatrien, når borgerens støttebehov endnu ikke er tilstrækkeligt afklaret.
Administrationen er aktuelt i gang med at afdække:
det forventede kapacitetsbehov målgruppe og visitationskriterier opholdslængde faglige krav samt finansieringsmodel
En permanent lukning af det nuværende botilbud vil give fleksibilitet til senere at disponere bygningen til dette formål.
Økonomiske konsekvenser Scenariet medfører en forventet besparelse på 1,1 mio. kr. i 2026 stigende til 2,8 mio kr. årligt fra 2027 og frem. Besparelsen er dog behæftet med usikkerhed på længere sigt, idet administrationen endnu ikke kender til finansieringen af den forventede lovgivning om afklaringspladser. Administrationen vurderer samtidig, at et styrket fokus på støtte i egen bolig efter servicelovens § 85 kan reducere behovet for midlertidige botilbudspladser.
Scenarie 2 - Genåbning af Egebjerg Bygade som § 107-botilbud Egebjerg Bygade genåbnes som midlertidigt botilbud efter servicelovens § 107 med justeret målgruppe og faglig profil. Scenariet forudsætter:
ny godkendelse fra Socialtilsynet
rekruttering af medarbejdere med specialiserede kompetencer
højere personalenormering samt
fortsat arbejde med faglig udvikling af tilbuddet
Økonomiske konsekvenser Tilbuddets økonomi er baseret på fuld belægning svarende til seks borgere. En økonomisk bæredygtig drift forudsætter derfor en stabil og høj belægning. Historisk har det været vanskeligt at opretholde dette, hvilket har udfordret tilbuddets økonomiske robusthed. Samtidig vil den ændrede målgruppe medføre behov for højere personalenormering og dermed øgede driftsudgifter. Hertil kommer generelle udfordringer med rekruttering og fastholdelse af medarbejdere med relevante specialiserede kompetencer.
Scenarie 3 - Afsøgning af ekstern drift hos privat eller selvejende leverandør Egebjerg Bygade videreføres ikke som kommunalt drevet botilbud. Der igangsættes en afsøgning af mulighederne for, at indsatsen kan varetages af en ekstern leverandør, herunder både private leverandører og selvejende institutioner. Formålet med scenariet er at undersøge, om en alternativ driftsmodel kan overdrages til privat eller selvejende leverandør med henblik på at afsøge potentialer for:
større fleksibilitet i kapacitetsudnyttelsen
øget økonomisk robusthed
adgang til specialiserede faglige miljøer
Det forudsættes, at kommunen bevarer myndighedsansvaret, og at pladser alene anvendes efter konkret visitation.
Økonomiske konsekvenser: De økonomiske konsekvenser er på nuværende tidspunkt ikke endeligt afdækket. En eventuel model vil afhænge af valg af kontraktform, belægningsgrad og takstniveau samt krav til bemanding og faglighed. Der vurderes at være både potentiale for økonomisk fleksibilitet og risiko for merudgifter afhængigt af udformningen.
Administrationens vurdering: Administrationen vurderer, at scenarie 1 samlet set giver den største fleksibilitet i forhold til både økonomisk tilpasning og fremtidige lovgivningsmæssige krav. Scenariet understøtter samtidig muligheden for senere at etablere afklaringspladser, hvis der viser sig behov herfor, uden at kommunen på nuværende tidspunkt forpligter sig til en konkret driftsmodel. Administrationen anbefaler derfor samlet set scenarie 1.
Økonomiske konsekvenser og finansiering Konsekvensen ved scenarie 1 er en besparelse i 2026 på 1,1 mio. kr., der stiger til en varig besparelse fra 2027 og frem på 2,8 mio. kr. Dog behæftet med usikkerhed, hvis lokationen benyttes som afklaringspladser, hvor finansieringen forsat er uvis. Konsekvensen ved scenarie 2 vil ud fra det allerede fastlagte budget være forøgede udgifter til en højere personalenormering på baggrund af den ændrede målgruppe. Konsenkvensen ved scenarie 3 kræver nærmere analyse.
Bilag 0 bilag
BESLUTNINGEN TRÆFFES AF Socialudvalget
Indstilling
Center for Social og Arbejdsmarked indstiller, at
1. Socialudvalget tager stilling til de tre scenarier
Beslutning
Handicaprådet ser scenarie 1 som den mest fornuftige løsning for borgerne.
Kilde: Ballerup Kommune, Handicaprådet, referat fra mødet tirsdag 25. august 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.