På dagsordenen 10. november, Klima- og Miljøudvalget, Ballerup
Orientering om Ballerup Kommunes deltagelse i Green Mobility Shift projektet
Center for By og Miljø indstiller, at: 1. Orientering om Ballerup Kommunes deltagelse i Green Mobility Shift projektet tages til efterretning.
Kort fortalt
- Hvem
- Klima- og Miljøudvalget, Ballerup Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 10. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 10. november 2026. Du finder dem på ballerup.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Baggrund
Green Mobility Shift er et dansk-svensk Interreg ØKS-projekt (EU's program for
grænseoverskridende samarbejdsprojekter i Øresundsregionen, Kattegat og Skagerrak), der
løb fra 2023-2026 med fokus på at fremme grøn mobilitet og udvikle nye metoder til at
understøtte ændrede transportvaner. Projektet har samlet kommuner, mobilitetsselskaber,
virksomheder samt forsknings- og uddannelsesinstitutioner på tværs af Danmark og Sverige.
Projektet er udviklet og ledet af Gate 21. Ballerup Kommune har deltaget med udvikling og
deltagelse i projektet, som en del af kommunens Gate 21-partnerskab.
Gate 21 er en dansk, non-profit partnerskabsorganisation, der arbejder for at fremme den
grønne omstilling gennem samarbejde mellem kommuner, regioner, virksomheder og
vidensinstitutioner.
Formålet med Green Mobility Shift er, at få flere borgere i Øresundsregionen til at skifte fra
privatbil til cykel, gang og kollektiv transport og dermed reducere transportsektorens CO₂udledning.
Som en del af projektet har Ballerup Kommune samarbejdet med Gladsaxe Kommune og
Movia om en indsats, der er målrettet arbejdspladser. Her har arbejdspladser arbejdet med,
hvordan de gennem blandt andet adfærd, organisering og fysiske rammer kan understøtte, at
medarbejderne transporterer sig grønnere.
I Ballerup Kommune er der gennemført tre forløb på henholdsvis virksomhederne AMBU
(Baltorpbakken) , BASF (Malmparken) og Ballerup Rådhus. Der er tilsvarende gennemført tre
forløb på arbejdspladser i Gladsaxe Kommune. Erfaringerne fra forløbene indgår i projektets
samlede videndeling og danner grundlag for det videre arbejde med grøn
medarbejdertransport.
Sagsfremstilling
Ballerup Kommune har indgået i den overordnede projektgruppe sammen med Gladsaxe
Kommune og Movia, hvor erfaringer og resultater fra projektets forskellige indsatser er blevet
udviklet og delt. For den del af projektet, der har været målrettet Ballerup Kommune som
arbejdsplads, har der været etableret en tværgående styregruppe samt en projektgruppe med
medarbejdere fra forskellige dele af rådhuset, som har deltaget i forløbet med
adfærdskonsulenten, og som har arbejdet med en række initiativer og data for Ballerup
Rådhus.
Ballerup Kommune som arbejdsplads
Ballerup Rådhus har som en del af projektet gennemført et workshopforløb med fokus på
medarbejdernes transportvaner, og hvordan kommunen som arbejdsplads kan understøtte
mere grøn og aktiv transport. Som en del af projektet blev der opstillet en række målsætninger,
bl.a. at andelen af medarbejdere, der anvender grøn og aktiv transport skal øges fra 42 % til 50
%. Ved opfølgningen efter det første år var der ingen signifikante ændringer i medarbejdernes
transportvaner. Dog bemærkes det, at ændringer i transportadfærd er en langsigtet proces,
hvor effekten af indsatserne først forventes at kunne måles over en længere periode med
vedvarende fokus på grøn mobilitet.
Forløbet har givet kommunen et bedre datagrundlag for det videre arbejde. Der er gennemført
en transportundersøgelse blandt alle ansatte på Ballerup Rådhus, som gentages årligt for at
følge udviklingen og indfrielsen af de opstillede målsætninger.
Projektet har samtidig ført til konkrete indsatser, herunder synliggørelse af eksisterende
faciliteter som indendørs cykelparkering og omklædning, deltagelse i kampagnen ”Vi cykler til
arbejde” samt mulighed for lån af elcykel til nye medarbejdere, som en del af onboarding
indsatsen.
Erfaringerne har desuden bidraget til arbejdet med flere delmål i Klimahandlingsplanen og vil
indgå i kommunens fastholdelses-, uddannelses- og rekrutteringsstrategi, blandt andet i
arbejdet med at skabe gode rammer for medarbejdernes transport.
Erfaringer fra virksomhederne og den fremtidige erhvervsindsats
Som en del af Green Mobility Shift er der gennemført workshopforløb på AMBU og BASF i
Ballerup Kommune. Forløbene har givet virksomhederne konkrete anbefalinger til arbejdet med
grøn medarbejdertransport. Særligt på AMBU har forløbet givet anledning til flere konkrete
initiativer, herunder en langsigtet forankring i arbejdsmiljøorganisationen samt input til
virksomhedens forestående ombygning.
Forløbene har samtidig givet Ballerup Kommune større indsigt i, hvordan virksomheder
arbejder med grøn medarbejdertransport, herunder hvordan transport kan indgå i
virksomhedernes HR- og ESG-arbejde (ESG står for Evironmental, Social and Governance, og
det er et sæt af kriterier, der måler en virksomheds eller organisations indvirkning på og
håndtering af miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige spørgsmål. I dag er der lovkrav om,
at en række virksomheder skal afrapportere på disse kriterier). Erfaringerne anvendes
fremadrettet i dialogen med virksomheder. Konkret er der udviklet et tilbud om screening af
virksomheders arbejde med grøn mobilitet.
Kommunikation, værktøjer og forskning
Som en del af Green Mobility Shift er der udviklet en række værktøjer, anbefalinger og guides
til arbejdet med grøn medarbejdertransport. Det omfatter Mobilitetsbarometeret, der giver
virksomheder mulighed for hurtigt at screene deres medarbejdertransport; et
anbefalingskatalog med konkrete forslag til at fremme grønne pendlervaner; en tretrinsguide til,
hvordan arbejdspladser kan komme i gang med at udvikle en grøn mobilitetskultur; en
dataguide, der vejleder i brugen af spørgeskemaer og data til at understøtte ændrede
transportvaner; samt casebeskrivelser fra fire af projektets arbejdspladser, herunder Ballerup
Rådhus og AMBU.Værktøjerne er uddybet i bilaget.
Ballerup Kommune har gennem projektet spillet en central rolle i at udvikle, afprøve og formidle
nye løsninger inden for grøn og aktiv mobilitet. Resultaterne er formidlet bredt til
beslutningstagere, virksomheder og fagfolk gennem presse, fagmedier, konferencer, webinarer
og digitale kanaler, hvilket har bidraget til stor synlighed af kommunens indsats. Projektets
anbefalinger, værktøjer og casebeskrivelser er gjort tilgængelige på Gate 21s platform og giver
mulighed for fremadrettet anvendelse i hele landet. Ballerup Kommune har bidraget til at skabe
interesse for projektets metoder hos centrale nationale aktører som Dansk Industri og KL med
henblik på bredere udbredelse. Erfaringerne er desuden blevet præsenteret i toneangivende
faglige medier og indgår i undervisning på DTU samt forskningssamarbejder med RUC. Samlet
set har kommunen været med til at positionere sig som en aktiv drivkraft i udviklingen og
udbredelsen af bæredygtige mobilitetsløsninger.
Endelig har projektet skabt samarbejde mellem praksis, forskning og uddannelse. Erfaringer og
data fra projektet indgår i forsknings- og undervisningssamarbejder med RUC og DTU.
Det fortsatte arbejde med grøn mobilitet
Green Mobility Shift er afsluttet den 31. juli 2026, men projektets erfaringer og værktøjer vil
fortsat blive anvendt i Ballerup Kommunes arbejde med klimahandleplanen. Mere konkret vil
der blive gennemført en årlig undersøgelse af medarbejdernes transportvaner. Der er ligeledes
planlagt en drøftelse på Hoved-MED (det øverste samarbejds- og medindflydelsesudvalg)
om resultaterne og erfaringerne fra projektet. Projektets værktøjer kan desuden anvendes på
kommunens decentrale arbejdspladser, ligesom grøn mobilitet har fået en større plads i
onboarding af nye medarbejdere, herunder gennem tilbud om lån af elcykler. Derudover har
kommunenes erhvervsindsats fået nogle konkrete værktøjer, der kan bringes i spil i dialogen
med virksomhederne om grøn medarbejdertransport. Kommunens deltagelse i kampagnen "Vi
cykler til arbejde" er ligeledes en del af den fortsatte indsats for at fremme grønne
transportvaner.
Økonomiske konsekvenser og finansiering
Ingen økonomiske konsekvenser
Indstilling
Center for By og Miljø indstiller, at:
1. Orientering om Ballerup Kommunes deltagelse i Green Mobility Shift projektet tages
til efterretning.
Bilag
- 1 bilag, heraf 1 anbefales
- BESLUTNINGEN TRÆFFES AF
- Klima- og Miljøudvalget
Kilde: Ballerup Kommune, Klima- og Miljøudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 10. november 2026, punkt 18. Læs den originale sag hos kommunen.