Besluttet 7. september, Handicaprådet, Bornholm
Organisatorisk placering af Ungdomsskolen
Direktionen indstiller, at Ungdomsskolen organiseres sammen med Skolerne i Rønne
Kort fortalt
- Hvem
- Handicaprådet, Bornholms Regionskommune
- Hvornår
- Mandag 7. september 2026
- Status
- Besluttet. De administrative medlemmer af Handicaprådet er ikke en del af nedenstående høringssvar. Rådet takker kommunalbestyrelsen for at få forslaget i høring. Rådet undrer sig over, at Klub Stjernen, som er organiseret under Ungdomsskolen, og øvrige unge med funktionsnedsættelse ikke nævnes i sagsfremstillingen eller i høringssvarene. Rådet forventer derfor, at en fremtidig organisering af Ungdomsskolen ikke vil påvirke Klub Stjernen og øvrige unge, som har en funktionsnedsættelse.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller, at
Ungdomsskolen organiseres sammen med Skolerne i Rønne
Behandling i Børne- og Skoleudvalget 23. juni 2026
Anbefales idet udvalget ønsker en evaluering af ordningen i 2. kvartal 2028 ligesom de
ønsker at igangsætte et strategisk arbejde med fremtidens Ungdomsskole.
Molly May Vestergaard afventer sin stillingtagen.
Behandling i Kommunalbestyrelsen 25. juni 2026
Taget af dagsordenen jf. pkt. 1
Sagsfremstilling
Administrationen præsenterede 4 muligheder for en fremtidig organisatorisk placering af
Ungdomsskolen, som Kommunalbestyrelsen besluttede at sende i høring hos muligt berørte
skolebestyrelser og elevråd.
De 4 muligheder udgør:
Model A – Ungdomsskolen organiseres sammen med Skolerne i Rønne
Model B – Ungdomsskolen organiseres sammen med Paradisbakkeskolen
Model C – Ungdomsskolen organiseres under Ungdommens Uddannelsesvejledning i Center
for Job, Uddannelse, Unge og Digitalisering
Model D – Ungdomsskolens organisatoriske placering forbliver uændret
Der er indkommet 4 høringssvar, svarene er fra de høringsberettigede skolebestyrelser samt
elevrådet i Ungdomsskolen.
Skolebestyrelserne på de almene folkeskoler har begge bekymringer for, hvad en
sammenlægning kan betyde for arbejdspresset i skoleledelsen. Skolebestyrelsen ved Skolerne
i Rønne udtrykker ydermere, at de ikke har klarhed omkring hvilke konsekvenser en
sammenlægning vil have for skolens bestyrelsesarbejde.
Både elevråd og skolebestyrelse i Ungdomsskolen giver udtryk for, at man ikke anbefaler og
ønsker en sammenlægning med en almen folkeskole, da det er opfattelsen, at man derved
mister mulighed for udvikling, og at Ungdomsskolens opgaver og identitet kræver
selvstændighed. Det er både elevrådets og bestyrelsens ønske at forblive en selvstændig
Ungdomsskole med dertilhørende selvstændig ledelse.
Høringspart
Høringssvar
Ungdomsskolens
elevråd
Kære Kommunaludvalg
Vi fra Elevrådet i Ungdomsskolen foreslår at model D er den
optimale løsning for fremtidig sikring af Ungdomsskolen.
Det vil ikke give mening at sammenlægge Ungdomsskolen med en
anden skoleledelse, da vi mener at det vil begrænse
Ungdomsskolens valgmuligheder for fremtidige projekter og tiltag. Vi
er glade for Ungdomsskolen som den er, og vi mener at den
fungerer optimalt under nuværende ledelse.
Vi har haft en periode på to år med uro og er endelig faldet til ro. En
ny omlægning vil skabe yderligere frustration, splittelse og
usikkerhed for alle, både elever og medarbejdere, da vi måske ikke
vil kunne planlægge de samme ture, projekter og undervisning i
forskellige fag, som vi elever værdsætter og gerne i fremtiden vil
have mere medindflydelse på. Dette mener vi kun kan ske under
nuværende ledelse.
At være under en anden skoles ledelse vil måske betyde at vi blev
underprioriteret, da en anden skoleledelse jo har mange andre
hovedprioriteter. En selvstændig ledelse vil kæmpe for og prioritere
Ungdomsskolen.
Mvh. Elevrådsformand, Katinka de Renouard
Ungdomsskolens
bestyrelse
Høringssvar fra Ungdomsskolens bestyrelse vedrørende
fremtidig organisering af Ungdomsskolen
Indledningsvis finder bestyrelsen anledning til at bemærke, at den
fastsatte høringsperiode på blot 11 hverdage er utilfredsstillende.
Bestyrelsen finder det beklageligt, at dette endnu en gang er vilkåret
for en sag med væsentlig betydning for Ungdomsskolens fremtidige
organisering og udvikling.
Ungdomsskolens bestyrelse består af repræsentanter fra forskellige
organisationer, medarbejdere, elever og øvrige interessenter.
At samle disse aktører til behandling af en sag af denne betydning
kræver koordinering og planlægning. Den meget korte
høringsperiode giver begrænsede muligheder for reel inddragelse,
kvalificeret drøftelse og forankring hos de berørte parter.
Særligt når den politiske sagsfremstilling fremstår så mangelfuld,
stiller det os som høringspart ekstra stor opgave samt et ansvar, om
at samle den relevante fakta og data administrationen tydeligvis ikke
har magtet, for at sikre at politikerne kan træffe en beslutning ud fra
et ordentligt oplyst grundlag.
Overordnede bemærkninger
Bestyrelsen anerkender, at Kommunalbestyrelsen tidligere har truffet
beslutning om nedlæggelse af stillingen som ungdomsskoleleder, og
at der derfor skal findes en ny organisatorisk løsning.
Bestyrelsen finder imidlertid, at det foreliggende materiale i højere
grad fokuserer på, hvor Ungdomsskolen organisatorisk kan placeres,
end på hvilken organisering der bedst understøtter Bornholms unge
og udviklingen af hele ungdomsområdet, herunder ungdomsskolen.
Jævnfør sagsfremstillingen, læses det som om, at
kommunalbestyrelse har tilvalgt at have politisk repræsentation i den
nuværende skolebestyrelse. Vi vil til det lige minde
kommunalbestyrelsen om, at det ene og alene er
kommunalbestyrelsens ansvar at have og drive et lovpligtigt
ungdomsskoletilbud i kommunen. Herunder vil vi vurdere, at under
ungdomsskolelovens § 7 angående bestyrelsens sammensætningen
punkt 1: organisationer med særlig interesse for ungdomsskolen, må
kommunalbestyrelsen alt andet lige, være den øverste på listen. Om
hvorvidt de politisk udpegede skal være siddende medlemmer af
kommunalbestyrelse, har aldrig været en faktor, men i denne
periode blot et tilfælde, at begge repræsentanter er.
Samtidig finder bestyrelsen det bemærkelsesværdigt, at model A
fremstår som den på forhånd foretrukne løsning, mens særligt model
C og D, med kun 5 linjer hver, må siges at være kun i meget
begrænset omfang analyseret og beskrevet.
Når Kommunalbestyrelsen allerede har besluttet, at 10. klasse
overgår til Campus Bornholm, at erhvervsklasserne udfases, og at
heltidsundervisningen flyttes til Skolen ved Vibegaard, ændres
Ungdomsskolens karakter grundlæggende.
Når man fjerner alt det, vil fremtidens Ungdomsskole i langt højere
grad bestå af klubber, fritidsundervisning, fællesskaber og
ungdomsrettede aktiviteter, hvilket har overraskende lidt til fælles
med en folkeskole, hvis hovedfokus er og bliver læring.
Vi savner derfor en politisk drøftelse og ikke mindst en vision om,
hvad man vil med ungdomsskolen? Der er stadigvæk stort
udviklingspotentiale, hvis man kigger på andre ungdomsskoler i
landet, men vi oplever, at administrationen alene har analyseret
organisationsdiagrammer og ledelseslinjer, men i meget begrænset
grad har analyseret, hvad der skaber mest værdi for de unge.
Bestyrelsen finder derfor, at det er naturligt at diskutere, hvordan
ungdomsområdet bedst organiseres fremadrettet – ikke hvordan den
resterende del af Ungdomsskolen mest hensigtsmæssigt kan
indplaceres i en skoleorganisation.
Bekymringer ved model A og model B
Bestyrelsen kan ikke anbefale model A eller model B.
Begge modeller tager udgangspunkt i en skoleorganisering og ikke i
udviklingen af et samlet ungdomsområde.
Selvom administrationen peger på fysiske synergier mellem
Ungdomsskolen og Skolerne i Rønne, savner bestyrelsen en
beskrivelse af de ungdomsfaglige gevinster ved en sammenlægning.
Der argumenteres primært ud fra ledelsesstruktur og administration,
men i begrænset omfang ud fra de unges perspektiv.
Bestyrelsen frygter, at Ungdomsskolens særlige profil gradvist vil
blive udvandet i en større skoleorganisation, hvor fokus naturligt vil
være rettet mod folkeskolens drift, økonomi og lovbundne opgaver.
Ungdomsskolen er ikke en folkeskole. Ungdomsskolen arbejder med
frivillighed, fritidsliv, demokratisk dannelse, ungdomskultur,
klubaktiviteter og relationer til unge på tværs af hele Bornholm. Disse
opgaver kræver et selvstændigt fokus og en selvstændig stemme.
Bestyrelsen er desuden bekymret for tabet af den nuværende
bestyrelsesstruktur, hvor én stor samlet skolebestyrelse, utvivlsomt
vil have et større arbejdsfokus, på folkeskolens drift og dagligdag,
fremfor ungdomsskolens udviklingspotentiale. Dette vil naturligvis
også være tilfældet, hvis en af de 2 skoleledere skulle overtage
rollen som ungdomsskoleleder, hvilket vi også finder beklageligt.
Særligt for model A mener bestyrelsen desuden, at det er værd at
huske på, at Rønneskolerne kun for ganske nyligt er lagt sammen
organisatorisk fra 2 skoler til én, men fortsat på 2 matrikler. Dette
har, som vi alle ved, ikke været den nemmeste overgang, og
udfordringerne mærkes endnu. Desuden er det den langt største
skole, hvor den nuværende ledelse samt skolebestyrelse i forvejen
har meget at se til. Den nævnte styrkelse af ledelsen på
Rønneskolerne er i vores optik en nødvendighed uagtet, at
ungdomsskolen skulle placeres der, og er derfor i vores øjne ingen
tryghed eller fagligt argument for, at det ville styrke ungdomsskolens
identitet.
For model B gælder endvidere, at størstedelen af Ungdomsskolens
aktiviteter foregår i Rønne. Bestyrelsen har vanskeligt ved at se de
faglige eller organisatoriske gevinster ved at flytte ledelsesansvaret
længere væk fra hovedparten af aktiviteterne.
Hvorfor model C fortjener en reel behandling
Bestyrelsen finder det særligt problematisk, at model C afvises med
henvisning til manglende synergier. Ungeportens formål og arbejde
strækker sig langt ud over det beskrevne i sagsfremstillingen.
Ungdomsskolen og Ungeporten arbejder med mange af de samme
unge og med mange af de samme udfordringer og overgangene i de
unges liv. Begge arbejder med unge fra 7 klassetrin op til 30 år og
arbejder med en tillids/relations dannende tilgang, for at understøtte
de unge med tidlig målrettet og individuel indsats samt forebyggelse
af mistrivsel. Ungeporten er blandt andet også den daglige indgang
for SUI (Sammenhængende unge indsats) som har masser
synergier ift. ungeløftet, hvor et tættere samarbejde blandt andet
med klubber og fritidsaktiviteter er vigtige, blandt andet som vi ser
mange gode eksempler på i Tårnby.
Både ungdomsskolen og Ungeporten har en lang række fælles
samarbejdspartnere, blandt andet med politiet, erhvervslivet, skoler
og uddannelsesinstitutioner, SSP, gadeplan, forældre mm. Hvilket
naturligt åbner op for en lang række potentielle effektiviseringer og
styrkelse af de eksisterende tilbud vi har, til gavn for alle øens unge.
På landsplan ses også en tydelig udvikling mod mere
sammenhængende organiseringer af ungdomsområdet, hvor
ungdomsskoler, vejledning, fritidsindsatser og øvrige ungeaktører
samles i fælles organisatoriske rammer. Flere kommuner har i de
senere år valgt at organisere sig lignende. Formålet er at samle
kompetencerne omkring de unge frem for omkring institutionerne.
Ud over Vejen Kommune ses lignende tendenser blandt andet i
kommuner som Aabenraa og Varde, hvor ungdomsskole,
vejledningsfunktioner og øvrige ungeindsatser indgår i tætte
organisatoriske samarbejder omkring kommunens unge.
Erfaringerne peger på, at tværgående organiseringer giver bedre
mulighed for helhedsorienterede indsatser, tidligere opsporing af
udfordringer og stærkere fællesskaber for de unge.
Bestyrelsen finder det derfor vanskeligt at forstå konklusionen om
manglende synergier. Tværtimod vurderes der at være betydelige
muligheder for samarbejde omkring trivsel, fællesskaber, fritidsliv,
uddannelsesvalg, unge uden for fællesskaberne og overgangen til
ungdomsuddannelse og beskæftigelse.
En model, hvor Ungdomsskolen og Ungeporten placeres under
samme organisatoriske paraply med hver sin driftsleder og faglige
ledelse, vil efter bestyrelsens opfattelse være både moderne,
fremtidssikret og særdeles relevant i en bornholmsk kontekst.
Bestyrelsen anbefaler derfor, at model C kvalificeres og undersøges
langt grundigere, før den afvises.
Flere kommuner har i de senere år valgt at organisere
ungdomsskoler, vejledning, ungeindsatser og fritidsrettede tilbud
tættere sammen for at skabe mere sammenhængende forløb for de
unge. Formålet er at samle kompetencerne omkring de unge frem
for omkring institutionerne.
Ud over Vejen Kommune ses lignende tendenser blandt andet i
kommuner som Aabenraa og Varde, hvor ungdomsskole,
vejledningsfunktioner og øvrige ungeindsatser indgår i tætte
organisatoriske samarbejder omkring kommunens unge.
Erfaringerne peger på, at tværgående organiseringer giver bedre
mulighed for helhedsorienterede indsatser, tidligere opsporing af
udfordringer og stærkere fællesskaber for de unge.
Styrker ved model D
Bestyrelsen finder, at model D fremstår markant stærkere, end det
fremgår af sagsmaterialet.
Modellen sikrer fortsat en selvstændig ungdomsskole med egen
bestyrelse, eget fokus og mulighed for at udvikle ungdomsområdet
på egne præmisser.
Samtidig finder bestyrelsen det uklart, hvorfor behovet for en styrket
ledelsesstruktur i model D fremstilles som en væsentlig udfordring.
Der fremlægges ingen økonomisk konsekvens for, at model D er
dyrere end model A eller model B. Tværtimod vurderer bestyrelsen,
at model D må forventes at være blandt de mest
omkostningseffektive løsninger, da den tager udgangspunkt i den
eksisterende organisering og undgår de ekstra ledelses- og
koordinationsopgaver, som følger af en organisatorisk
sammenlægning.
Som man også kan læse i elevrådets høringssvar, er de (til trods for
en turbulent tid med flytninger, lukninger mm.) glade for de rammer
og den ledelse der er i dag, som de fortæller fungerer rigtig godt. Det
samme fortæller medarbejderrepræsentanten i bestyrelsen. Det har
selvfølgelig også givet os anledning til at tænke, - Hvorfor overhoved
ændre på noget, som fungerer super godt?
Hvis man ser bort fra en gammel politisk beslutning, der var truffet
på et meget spinkelt grundlag, hvor der kun var fremstillet én konkret
mulighed, til nu at have skitseret 4 konkrete løsningsmodeller, der
stadigvæk efterlever den gamle politiske beslutning om at spare en
lederstilling væk. Burde det så ikke give anledning til en politisk
drøftelse om kvaliteten af tilbuddet for de unge?
Der er i sagsfremstillingen ingen administrative bemærkninger, som
beskriver hvilken økonomiske konsekvenser model D ville have, og
derfor bliver argumentet om, at model D er en dårlig økonomisk
beslutning, meget vag og utroværdig.
Vores vurdering er, at såfremt der er behov for at styrke
ledelseskapaciteten omkring Ungdomsskolen, bør dette efter
bestyrelsens vurdering nemt kunne håndteres inden for de
eksisterende økonomiske rammer, da det i givet fald ville være en
billigere model, end det 100.000 der ligges op til i model A og B.
Det forekommer derfor ikke veldokumenteret, at økonomi skulle tale
imod model D.
Bestyrelsen finder derfor, at model D bør vurderes på lige fod med
de øvrige modeller.
Samlet anbefaling
Bestyrelsen vurderer samlet, at model A og model B primært løser et
organisatorisk problem.
Model C og model D rummer derimod muligheder for at udvikle et
stærkt og sammenhængende ungdomsområde med udgangspunkt i
de unges trivsel og behov.
Bestyrelsen anbefaler derfor, at Kommunalbestyrelsen ikke træffer
beslutning om en sammenlægning med en folkeskole på det
foreliggende grundlag.
Bestyrelsen anbefaler i stedet, at model C undersøges og
kvalificeres yderligere, og at model D fastholdes som et reelt og
ligeværdigt alternativ, og ikke en for kommunen dyrere løsning, den
ellers har været præsenteret som.
Hvis målet er at skabe de bedst mulige rammer for Bornholms unge,
vurderer bestyrelsen, at løsningen skal findes i en styrkelse af
ungdomsområdet – ikke i en yderligere skolegørelse af det.
På vegne af Skolebestyrelsen samt MED-udvalget ved
Ungdomsskolen.
Sabine Lyngberg - Formand for skolebestyrelsen
Paradisbakkeskolens
bestyrelse
Paradisbakkeskolens bestyrelse har følgende bemærkning:
Hvis man vælger model B ”Ungdomsskolen organiseres sammen
med Paradisbakkeskolen”, er det vigtigt, at den nuværende
mellemleder følger med, så det ikke kommer til at udhule den i
forvejen underbemandede ledelse.
Med venlig hilsen
Skolebestyrelsen på Paradisbakkeskolen
Skolerne i Rønnes
bestyrelse
Høringssvar vedrørende fremtidig organisering af
Ungdomsskolen
Skolebestyrelsen ved Skolerne i Rønne skal hermed afgive
høringssvar vedrørende sagen godkendelse af organisatorisk
placering af Ungdomsskolen. Skolebestyrelsen har drøftet de
forskellige modeller, men har særligt haft opmærksomhed på model
A, da det har direkte implikationer for Skolerne i Rønne. Bestyrelsen
føler sig lidt uoplyst i forhold til, hvad konsekvensen for skolens drift
kan opleves at blive. Bestyrelsen forstår logikken i, at man vil slå
Ungdomsskolen sammen med en almen skole, når man ønsker en
organisatorisk samling. Skolebestyrelsen er dog bekymret for
konsekvensen i forhold til skolebestyrelsens fremtidige arbejde, og
har svært ved at gennemskue hvad det indebærer med en fælles
bestyrelse. Desuden er man bekymret for arbejdsbyrden i forhold til
ledelsen.
Venlig hilsen
Nicklas Ackey
Formand
Supplerende sagsfremstilling
Under pkt. 1 på kommunalbestyrelsesmødet den 25. juni 2026 blev det besluttet at sende
sagen i høring i Handicaprådet, inden behandling i kommunalbestyrelsen.
Økonomiske konsekvenser
Beslutning
De administrative medlemmer af Handicaprådet er ikke en del af nedenstående
høringssvar.
Rådet takker kommunalbestyrelsen for at få forslaget i høring. Rådet undrer sig over, at
Klub Stjernen, som er organiseret under Ungdomsskolen, og øvrige unge med
funktionsnedsættelse ikke nævnes i sagsfremstillingen eller i høringssvarene. Rådet
forventer derfor, at en fremtidig organisering af Ungdomsskolen ikke vil påvirke Klub
Stjernen og øvrige unge, som har en funktionsnedsættelse.
Kilde: Bornholms Regionskommune, Handicaprådet, referat fra mødet mandag 7. september 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.