Besluttet 2. november, Kultur- og Lokalsamfundsudvalget, Bornholm
Pejlemærker til aftale om fordeling af Lokalsamfundspuljen
Direktionen indstiller, at udvalget kommer med input til ny aftale med BBS om Lokalsamfundspuljen
Kort fortalt
- Hvem
- Kultur- og Lokalsamfundsudvalget, Bornholms Regionskommune
- Hvornår
- Mandag 2. november 2026
- Status
- Besluttet. Input givet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller, at
udvalget kommer med input til ny aftale med BBS om Lokalsamfundspuljen
Sagsfremstilling
Hvert år modtager øens 28 borgerforeninger et kommunalt tilskud fra Lokalsamfundspuljen til
almennyttige formål i de bornholmske lokalområder. Fordelingen sker på baggrund af en aftale
mellem Bornholmske Borgerforeningers Samvirke (BBS) og kommunen. I budget 2026 er der
afsat 1.526.000 kr. til Lokalsamfundspuljen svarende til 1.658.000 kr. inkl. moms.
Den gældende aftale udløber med udgangen af 2026. Aftalen er en etårig forlængelse af den
oprindelige fireårige aftale for perioden 2022-2025. Forlængelsen blev besluttet for at sikre, at
det fagudvalg, der tiltrådte ved begyndelsen af den nye valgperiode, fik mulighed for at få
indflydelse på den kommende aftale.
Der skal nu udarbejdes en ny aftale, der kan træde i kraft i 2027. Udvalget skal derfor drøfte
indholdet til en ny aftale og komme med input til et administrativt aftaleudkast, som
efterfølgende vil blive forelagt til udvalgets godkendelse.
Sagen indledes med en kort gennemgang af den gældende aftale med BBS, som også er
vedlagt sagen.
Gældende aftale for perioden 2022-2025
Aftalen beskriver, at puljen har til formål at fremme lokalt forankret medbestemmelse på,
hvordan lokalsamfundene skal udvikles og støttes økonomisk.
Puljemidlerne lægges derfor ud til lokale by- og borgerforeninger, som kan anvende midlerne til
følgende formål:
løsning af konkrete opgaver i lokalsamfundene som f.eks. Sct. Hans fester, by- og
havnefester, indkøb af flag/flagstænger til flaghejsning og udgifter til forskønnelse,
kunstnerisk udsmykning og lignende i det offentlige rum
understøtte det enkelte lokalsamfunds arbejde med at udvikle synliggørelsen af
lokalområdets særlige kendetegn
sikre en øget borgerinddragelse igennem partnerskaber mellem lokalsamfund og BRK
om fx vedligeholdelse, renholdelse mm. af kommunale faciliteter
økonomisk støtte til udviklingsprojekter
Ifølge aftalen fordeles midlerne efter en fordelingsnøgle, hvor 29% af puljen fordeles ligeligt
mellem lokalsamfundene. 70% af midlerne fordeles efter indbyggertal, og 1% tilfalder BBS.
Borgerforeningernes årlige regnskaber viser, at Lokalsamfundspuljen anvendes til en bred vifte
af lokale aktiviteter og initiativer. Midlerne bruges blandt andet til udvikling og vedligeholdelse
af fælles arealer, natur- og friluftsfaciliteter samt lokal information og formidling. Derudover
understøtter puljen mange fællesskabende, kulturelle arrangementer for lokalsamfundets
borgere.
Politiske ønsker til ny aftale om fordeling af Lokalsamfundspuljen
En ny aftale giver anledning til at overveje, om puljens formål, rammer og aftaleperiode fortsat
afspejler de ønskede politiske prioriteringer. Udvalget kan blandt andet drøfte nedenstående
temaer med henblik på at fastlægge retningen for den kommende aftaleperiode.
Aftalens varighed: Er en fireårig aftale fortsat hensigtsmæssig, eller skal aftaleperioden være
kortere for at give bedre mulighed for løbende tilpasninger til nye behov og politiske
prioriteringer?
Anvendelse af puljemidler: Skal puljens midler fortsat kunne anvendes til de samme formål
som i dag, eller skal de fremadrettet målrettes bestemte indsatser og opgaver? I den
forbindelse kan der tages stilling til, om aftalen primært skal angive formål, som
lokalsamfundene kan anvende midlerne til, eller om den i højere grad skal fastlægge formål og
opgaver, som midlerne skal anvendes til.
Lokalsamfundspuljens formål: Er der behov for at præcisere forventningerne til, hvilken rolle
Lokalsamfundspuljen fremadrettet skal spille som redskab til at understøtte kommunens
samarbejde med lokalsamfundene.
Næste skridt
På baggrund af udvalgets drøftelse og ønsker til en ny aftale vil administrationen udarbejde et
aftaleudkast. Udkastet forventes fremsendt til godkendelse i udvalgets møde den 30.
november eller primo 2027. Inden udkastet forelægges til politisk behandling vil udkastet blive
forelagt til kommentering i BBS.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Beslutning
Input givet.
Kilde: Bornholms Regionskommune, Kultur- og Lokalsamfundsudvalget, referat fra mødet mandag 2. november 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.