Besluttet 3. august, Økonomi- Erhvervs- og Turismeudvalget, Faaborg-Midtfyn
Godkendelse af model for faglig og ledelsesmæssig organisering på dagtilbudsområdet
Sagen følger op på Skole- og Dagtilbudsudvalgets behandling i marts 2026 af den faglige og ledelsesmæssige organisering på dagtilbudsområdet.
Kort fortalt
- Hvem
- Økonomi- Erhvervs- og Turismeudvalget, Faaborg-Midtfyn Kommune
- Hvornår
- Mandag 3. august 2026
- Status
- Besluttet. Skole- og Dagtilbudsudvalgets indstilling anbefales overfor kommunalbestyrelsen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Skole- og Dagtilbudsudvalget og Økonomi-, Erhvervs- og
Turismeudvalget anbefaler, at kommunalbestyrelsen:
1. godkender Model B som ny model for faglig og ledelsesmæssig organisering af
dagtilbud ELLER
2. godkender Model C som ny model for faglig og ledelsesmæssig organisering af
dagtilbud.
Såfremt kommunalbestyrelsen godkender indstillingspunkt 1 eller 2, indstiller
forvaltningen, at Skole- og Dagtilbudsudvalget og Økonomi-, Erhvervs- og
Turismeudvalget anbefaler, at kommunalbestyrelsen:
3. godkender en årlig administrativ besparelse som følge af de nationale økonomiaftaler
mellem KL og regeringen på 0,352 mio. kr. fra 2027 og frem.
Beslutning fra Skole- og Dagtilbudsudvalget 2026-2029, den 9. juni 2026, punkt 70:
Afbud fra Ole Pedersen (L).
Udvalget anbefaler indstillingspunkterne 1 og 3 overfor Økonomi- Erhvervs- og
Turismeudvalget og kommunalbestyrelsen. Udvalget ønsker i den efterfølgende proces,
at forvaltningen med inddragelse af forældrebestyrelserne kommer
med forslag til styrkelse af de decentrale institutioner inden for en ramme på 2
mio. kr. varigt.
Sagsfremstilling
Opvækst- og Læringsudvalget drøftede den 18. december 2025 (pkt. 145) den overordnede
ledelsesstruktur på dagtilbudsområdet med afsæt i faglig ledelse og ledelsesspænd.
Skole- og Dagtilbudsudvalget fortsatte drøftelsen, med afsæt i tre konkrete modeller, på møde
den 17. marts 2026 (pkt. 27). På mødet besluttede udvalget at sende Model B (To
områdeledere og særskilt dagplejeområde) og Model C (Én samlet ledelseslinje med én
områdeleder for hele kommunen (inkl. dagplejen) i høring. Denne sag omhandler de fire
områder Nord, Vest, Midt, Syd og dagplejen (se oversigt over det samlede dagtilbudsområde i
bilag 1).
Dialogmøde
På dialogmødet den 4. maj var der en god og konstruktiv dialog om fordele og ulemper ved de
to modeller. Drøftelserne i de fire børneområder og dagplejen er opsummeret herunder (se
samlet opsamling i bilag 2).
Model A: Flere repræsentanter for forældrebestyrelserne nævnte, at den nuværende model,
Model A (fire områdeledere og særskilt dagplejeområde), var den foretrukne model.
Model B: Alle grupper nævnte, at Model B er det mest hensigtsmæssige alternativ af de to
modeller (Model B og C), som der er lagt op til høring omkring.
Der er store forskelle i behovet for ledelse i de enkelte børnehuse. Der er en bekymring for, om
områdelederne får ressourcer til at lede på tværs, og ikke kun tage sig af de mest akutte
opgaver.
Model C: Alle grupper nævnte, at Model C er det mindst hensigtsmæssige alternativ. Hvis
Model C vælges, er det afgørende, at den decentrale ledelse får reel beslutningskraft, samtidig
med at der skal være opmærksomhed på husene er forskellige og kræver noget forskelligt.
Alternativ model (Model D) - tre børneområder og særskilt dagplejeområde: Flere grupper
drøftede muligheden for at arbejde frem mod en alternativ model, bestående af tre
børneområder og særskilt dagplejeområde.
Høring
Høringen omfattede relevante ledere, bestyrelser, Handicaprådet og faglige organisationer.
Der indkom 13 svar (se bilag 3). Ud af de to modeller, der er sendt i høring, foretrækker
flertallet model B, mens flere ønsker at fastholde model A. Et af svarene støtter model C, og
enkelte foreslår en alternativ model med tre områdeledere og særskilt dagpleje (Model D).
Model B har relativt bred opbakning, men med forbehold om klare rammer og ressourcer til
decentral og lokal ledelse. I både model B og C påpeges behovet for nærværende ledelse. Der
er generelt bekymring for model C (stort ledelsesansvar, mindre sparring, risiko for lavere
kvalitet). Der er derudover fokus på kvalitet og konsekvenser – især for sårbare børn – samt
dagplejens behov for egen fagligt forankret ledelse.
Høringssvarene peger samlet på at styrke den decentrale ledelse. Forvaltningen fremhæver
sammenhængen mellem minimumsnormeringer og ledelseskraft (se også økonomiafsnit). Når
den årlige økonomiaftale mellem regeringen og KL foreligger, vil Skole- og Dagtilbudsudvalget
få forelagt en sag om prioritering og økonomisk rammesætning af den decentrale ledelse i
dagtilbud med henblik på at sikre sammenhæng mellem normeringer, organisering og
pædagogisk kvalitet.
IDA-proces
Parallelt med høringsperioden har der været afholdt en IDA-proces (Information, Drøftelse,
Anbefaling). IDA-processen har til formål at sikre personalets medindflydelse på beslutningen
via kommunens MED-system.
Anbefalingerne fra medarbejdersiden (se bilag 4) peger på vigtigheden af, at der afsættes
tilstrækkelige ressourcer til at understøtte en stærk faglig og ledelse; herunder tilgængelig,
synlig og nærværende ledelse tæt på praksis. Derudover peger de på en risiko for
opgaveglidning fra ledelsesniveau til medarbejderniveau. Model C kan ikke anbefales, men der
peges heller ikke på model B. Foruden selve anbefalingerne fra Fælles MED - Opvækst og
Læring, har flere lokale MED-udvalg på eget initiativ fremsendt anbefalinger (se bilag 5).
Proces frem mod fuld implementering af ny model
Andet halvår 2026:
Sag om minimumsnormeringer og reduktion af forældrebetaling i dagtilbud, hvoraf model
for styrkelse af den decentrale ledelse, vil indgå.
Ny økonomisk tildelingsmodel for dagtilbud med ikrafttrædelse 1. januar 2027
Afklaring af ny struktur og eventuel politisk beslutning (børneområder, afklaring af
opgaver på ledelsesniveauer, ledelse af specialtilbud mm.)
Igangsættelse af ansættelsesproces af områdeleder(e)
Første halvår 2027:
Ny styrelsesvedtægt
Ny bestyrelsesstruktur
Ny MED-struktur
Økonomi
Baggrund – Tildelingsmodel og rammebeløb
I model B og C vil man skulle tage ledelse ud af tildelingsmodellen og tilføje et
rammebeløb til ledelse. Den nuværende tildeling til ledelse følger en model, hvor
ledelsesmidler tildeles efter børnetal. Hvis antallet af områdeledere reduceres, skal
ledelse trækkes ud af modellen. Ellers vil tildelingen fortsat følge børnetallet. Det vil
samtidig påvirke tildelingen til landsbyordninger og selvejende dagtilbud, fordi deres
budgetter i dag er bundet op på samme model, samt tilskud til private institutioner. I
praksis vil man derfor samtidig skulle fastlægge et rammebeløb til ledelse for
landsbyordninger og selvejende dagtilbud.
Forventet besparelse
Forvaltningen forventer en samlet besparelse på 2,611 mio. kr. ved godkendelse af
Model B, og en samlet besparelse på 4,422 mio. kr. ved godkendelse af Model C. Tallene
er dog behæftet med en betydelig usikkerhed, da den præcise besparelse bl.a. afhænger
af, om de frigivne midler fortsat anvendes inden for tildelingsmodellen eller trækkes ud af
tildelingsmodellen til andre formål. Derudover er disse tal i 2026-priser, hvor 2027-priser
først kan findes, når vi kender den endelige udmøntning til nedsættelse af
forældrebetaling. Skulle man fremskrive disse besparelser, vil der være tale om en
besparelse på 2,701 mio. kr. på model B og 4,574 mio. kr. på model C. Endnu en årsag
er, at tildelingen til landsbyordninger og selvejende dagtilbud og tilskud til private
institutioner påvirkes, da ledelsen bliver fastlagt som et rammebeløb frem for tildeling pr.
barn. Dette vil alt sammen indgå i en kommende sag, når vi kender udmøntningen til
nedsat forældrebetaling samt ny lovgivning om minimumsnormeringer.
Af de 2,611 mio. kr. i 2026-priser ved model B er der 2,226 mio. kr., der er lønkroner,
hvor det resterende er afledte effekter i form af færre indtægter, da forældrebetaling vil
være faldende, og der vil være mindre tilskud til privat institutioner samt friplads og
søskendetilskud. De afledte effekter er samlet 0,385 mio. kr. Model C fungerer på samme
måde, men hvor lønkronerne til ledelse er reduceret med 3,889 mio. kr. i 2026-priser,
hvor de afledte effekter tilsammen udgør de 0,532 mio. kr.
Forvaltningen gør desuden opmærksom på, at de ovennævnte besparelser ved hhv.
Model B og Model C er større, end de tal som blev fremlagt på Skole- og
Dagtilbudsudvalgets møde den 17. marts 2026 (pkt. 27). Dette skyldes, at ændret
tildeling til landsbyordninger og selvejende dagtilbud, påvirkning på forældrebetaling,
tilskud til private institutioner m.m. ikke var talt med i de oprindelige beregninger.
Ovenstående besparelser på hhv. 2,611 mio. kr. og 4,422 mio. kr. er således alt andet
lige mere retvisende.
Administrative besparelser pba. national økonomiaftale
Som følge af de nationale økonomiaftaler er det aftalt mellem KL og regeringen, at
kommunerne reducerer de administrative udgifter frem mod 2030. I forbindelse med
Budget 2026 er der allerede indregnet en midlertidig besparelse på dagtilbudsområdets
ledelse (områdeledelse). Det drejer sig om 352.000 kr., som i 2026 er forudsat sparet på
det samlede områdeledelsesbudget. Forvaltningen anbefaler, at denne besparelse gøres
permanent i forbindelse med overgang til en ny struktur. Konkret vil det betyde, at der
skal udmøntes en reduktion på 352.000 kr. fra den valgte model for den fremtidige
ledelsesstruktur jf. indstillingspunkt 3. Alternativt skal de 352.000 kr. findes som
administrative besparelser andetsteds.
Sammenhæng til varslede lovændringer om minimumsnormeringer og nedsat forældrebetaling på
dagtilbudsområdet
Drøftelsen om faglig ledelse og ledelsesspænd skal ses i sammenhæng med nye regler
for minimumsnormeringer og nedsat forældrebetaling fra 2027, hvor pædagogiske ledere
ikke længere tæller med i normeringen. Forvaltningen har i en foreløbig vurdering
skønnet et finansieringsgab på ca. 6,3 mio. kr. ud over den forventede ekstra statslige
tildeling. KL forhandler i øjeblikket økonomien i relation til den politiske aftale, og der
forventes en øget kompensation. Beløbet er derfor behæftet med usikkerhed. Det er
forvaltningens vurdering, at kommunen ikke vil blive fuldt kompenseret.
Beslutning
Skole- og Dagtilbudsudvalgets indstilling anbefales overfor kommunalbestyrelsen.
Kilde: Faaborg-Midtfyn Kommune, Økonomi- Erhvervs- og Turismeudvalget, referat fra mødet mandag 3. august 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.