Besluttet 12. august, Teknik- og Miljøudvalget, Favrskov
Ekspropriation til krydsombygning på Damsbrovej, Norring
Direktøren for Teknik og Miljø indstiller til Byrådet: 1.
Kort fortalt
- Forslaget
- Godkende erhvervelse af arealer fra matr.nr. 10d, 36 og 5d, alle Norring By
- Hvem
- Teknik- og Miljøudvalget, Favrskov Kommune
- Hvornår
- Onsdag 12. august 2026
- Status
- Besluttet. Teknik- og Miljøudvalget, 12. august 2026: Indstilles godkendt. Indstilles godkendt.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Vurdering
Teknik og Miljø vurderer, at erhvervelse af de anviste arealer er nødvendig for at kunne
etablere en sikker adgangsvej til den nye skole og daginstitution samt den kommende
udstykning.
Arealbehovet til signalanlægget og svingbanerne er begrænset mest muligt for at
imødekomme ønskerne fra ejerne af de ejendomme, som skal afstå arealerne.
Under åstedsforretningen fremkom ejerne med bemærkninger til anlægsprojektet og
dets betydning for deres ejendomme. Bemærkningerne fra ejerne af ejendommene
Damsbrovej 26, 29 og 30 vedrørte primært adgangsforhold, beplantning og mulige
gener fra vejprojektet.
Adgangen til Damsbrovej 26 påvirkes væsentligt. Grundejeren har fremlagt et
skitseforslag til nye adgangsforhold, som vurderes trafiksikkerhedsmæssigt bedre.
Projektet tilpasses i overensstemmelse med skitseforslaget, og Teknik og Miljø
medvirker til etablering af løsningen.
Ved Damsbrovej 29 er der bekymring for fjernelse af beplantning. En del af hækken
fjernes, men det tilstræbes at bevare hækken ud for vinduerne. Hækken omkring haven
fjernes midlertidigt, og der opsættes hegn under anlægsarbejdet. Bekymringer om lys
og støj fra signalregulering vurderes at ligge inden for den naboretlige tålegrænse.
Adgang til garagen på ejendommen forventes opretholdt.
Den fremmødte ejer af Damsbrovej 30 har udtrykt tilfredshed med, at Teknik og Miljø
efter dialogmøder forud for ekspropriationen har tilpasset projektet, så det bliver mindre
indgribende end først projekteret. På baggrund af bemærkningerne er beplantningen
og erstatningen gennemgået og justeret. Forhold vedrørende midlertidig adgang under
anlæg afklares med entreprenøren.
Der blev indgået frivillig aftale med ejeren af Damsbrovej 28 om arealafståelse og
erstatning ved åstedsforretningen.
Grundejerne har i perioden fra 27. april til 25. maj 2026 kunne fremkomme med
eventuelle supplerende bemærkninger til åstedsforretningen.
Efter åstedsforretningen er der indgået frivillig aftale med ejerne af Damsbrovej 29, der
ikke er kommet med supplerende bemærkninger til åstedsforretningen.
Ejerne af Damsbrovej 26 og 30 har fremsendt bemærkninger i perioden efter
åstedsforretningen.
Bemærkningerne fra ejerne af Damsbrovej 26 gav anledning til et opfølgende møde og
en efterfølgende justering af erstatningstilbuddet. Parterne har herefter indgået en
frivillig aftale.
Bemærkningerne fra ejerne af Damsbrovej 30 vedrører alene erstatningens størrelse.
Favrskov Kommune har tilbudt en arealerstatning på 600 kr. pr. m² under hensyntagen
til arealets placering langs vejen. Grundejeren gør gældende, at arealet er blandt de
mest værdifulde kvadratmeter på ejendommen, idet det udgør afstanden mellem
bygningerne og vejen.
Den tilbudte arealerstatning er fastsat på baggrund af praksis i sammenlignelige sager.
Overtaksationskommissionen har i 2024 i Hårup nord for Aarhus fastsat erstatning til
500 kr. pr. m². Taksationskommissionen har i 2023 i Fredericia fastsat erstatningen til
500 kr. pr. m² og i 2025 i Brande til 550 kr. pr. m².
Efter gældende taksationspraksis tillægges arealer umiddelbart op til vej typisk en
lavere værdi end øvrige dele af en ejendom. Teknik og miljø vurderer desuden, at
vejprojektet ikke medfører en sådan nærhed til ejendommens bygninger, at der opstår
væsentlige gener. På den baggrund vurderer Teknik og miljø, at en erstatning på 600
kr. pr. m² udgør fuldstændig erstatning. Grundejere, der har indgået frivillig aftale, har
accepteret samme erstatningsniveau.
Ejerne af Damsbrovej 30 har desuden bemærket, at den tilbudte erstatning for tabt
beplantning er for lav og har ønsket en væsentlig forhøjelse. Efter taksationspraksis
ydes der ikke erstatning svarende til genanskaffelsesværdien af beplantning i
tilsvarende størrelse. Teknik og miljø vurderer, at den tilbudte erstatning er i
overensstemmelse med gældende praksis.
På ejendommen findes en affaldsø mod Damsbrovej, hvor ejernes børn har lavet
håndaftryk i betonen, hvilket tillægges affektionsværdi. Teknik og Miljø vurderer, at dette
ikke giver grundlag for en forhøjet erstatning. Derudover er der på det eksproprierede
areal placeret en granitsten med husnummer. Teknik og miljø vurderer, at stenen kan
flyttes ind på ejendommen i forbindelse med anlægsarbejdet, hvorfor dette ikke giver
grundlag for en forhøjelse af erstatningen. Hvis der ikke indgås frivillig aftale inden
Byrådets beslutning om ekspropriation, vil erstatningsspørgsmålet blive indbragt for
taksationskommissionen.
Økonomi
Udgifterne til arealerhvervelsen kan afholdes af det afsatte rådighedsbeløb til
byggemodning og udstykning af arealer omfattet af Lokalplan nr. 435. Der blev 24. juni
2025 bevilget i alt 30,2 mio. kr. til byggemodningen, herunder arealerhvervelse og
etablering af signalanlæg.
INDDRAGELSE
Der har i november 2025 og i marts 2026 været afholdt dialogmøder med deltagelse af
de nærliggende lodsejere, hvor skitseprojektet for krydsombygningen er blevet
gennemgået.
Grundejernes bemærkninger og ønsker er efterfølgende i videst muligt omfang
indarbejdet i det endelige projekt.
Indstilling
Direktøren for Teknik og Miljø indstiller til Byrådet:
1. At godkende erhvervelse af arealer fra matr.nr. 10d, 36 og 5d, alle Norring By,
Foldby, ved frivillige aftaler, samt at træffe beslutning om ekspropriation af areal
fra matr.nr. 6a, Norring By, Foldby, i overensstemmelse med ekspropriationsplan,
ejendomsbeskrivelse og arealfortegnelse samt protokol fra åstedsforretningen,
herunder lodsejerens bemærkninger og forvaltningens vurdering heraf.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalget, 12. august 2026:
Fraværende: Laila Jerming Graf
Indstilles godkendt.
Fraværende: Laila Jerming Graf
Indstilles godkendt.
Kilde: Favrskov Kommune, Teknik- og Miljøudvalget, referat fra mødet onsdag 12. august 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.