På dagsordenen 10. november, Handicaprådet, Faxe Høring: 23 dage tilbage
Høring vedr. principper for udvikling af værestedsindsatsen
I budgetaftalen for budget 2025 blev det besluttet, at værestedsindsatsen skulle styrkes. Arbejdet har resulteret i forslag til tre principper, der skal styrke værestedsindsatsen.
Kort fortalt
- Hvem
- Handicaprådet, Faxe Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 10. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Høringsfrist
- Sagen nævner en høringsfrist torsdag 26. november 2026. Læs i sagen, hvem høringen er for.
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 10. november 2026. Du finder dem på faxekommune.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller, at Handicaprådet udarbejder et høringssvar vedr. principper
for udvikling af værestedsindsatsen.
Sagsfremstilling
Administrationen har siden budgetvedtagelsen arbejdet videre med udvikling af
værestedsindsatsen. Siden seneste orientering af Socialudvalget om den videre proces (2.
marts 2026, pkt. 20) er der nedsat en styregruppe med repræsentanter fra det kommunale
værested, Café Paraplyen, Visitation Psykiatri og Handicap samt bruger- og
rådsrepræsentanter. Styregruppen har arbejdet med at kvalificere og konkretisere den videre
udvikling af værestedsindsatsen. I den forbindelse nedsatte styregruppen tre arbejdsgrupper,
som har set på henholdsvis konkrete handlinger, vidensgrundlaget og den opsøgende indsats.
Konkrete handlinger, viden og opsøgende indsats danner fundament for nye principper
på værestedsområdet
Arbejdet har givet anledning til konkrete initiativer, øget viden om brugen af værestederne og
anbefalinger til den videre udvikling af indsatsen. Der er blandt andet arbejdet med at styrke
samarbejdet mellem værestederne, systematisere viden om brugerne og afdække
mulighederne for at nå borgere, som ikke benytter de fysiske væresteder. De enkelte
arbejdsgruppers arbejde præsenteres kort nedenfor.
Konkrete handlinger: Konkrete aftaler skal styrke samarbejdet mellem væresteder,
medarbejdere og brugere
Arbejdsgruppen for konkrete handlinger har arbejdet med initiativer, der kan styrke
samarbejdet mellem væresteder, medarbejdere og brugere. Der er blandt andet indgået
konkrete aftaler om fælles sparringsmøder mellem det kommunale værested og Café
Paraplyen samt igangsat yderligere initiativer, som fremgår af bilaget.
Vidensgrundlag: Brugerregistrering og -undersøgelse skal styrke viden om
værestedernes brugere
Arbejdsgruppen for vidensgrundlag har arbejdet med at styrke viden om brugen af
værestederne og brugernes behov. Som led heri er der gennemført en brugerregistrering på
værestederne hen over sommeren samt en brugerundersøgelse via spørgeskema.
Brugerundersøgelsen viser blandt andet, at fællesskab og socialt samvær er værestedernes
vigtigste funktion for brugerne. Undersøgelsen viser desuden, at værestederne primært
benyttes om formiddagen, men at der også er efterspørgsel efter længere åbningstid om
aftenen.
Opsøgende indsats: Kortlægning skal bane vej for at nå borgere uden for de fysiske
væresteder
Arbejdsgruppen for den opsøgende indsats har arbejdet med, hvordan værestedsindsatsen i
højere grad kan nå borgere, som ikke kommer på de fysiske væresteder. Gruppen har blandt
andet afdækket eksisterende opsøgende indsatser og peget på muligheder for, hvad der med
fordel kan arbejdes videre med.
Sammenfatninger af arbejdet, anbefalinger og dataindsamlingen er vedlagt som bilag 1
Opsamling på udviklingsarbejdet for værestedsindsatsen.
Fremtidig udvikling forankres i principper frem for en ny strategi
Styregruppens og arbejdsgruppernes arbejde peger på, at den videre udvikling af
værestedsindsatsen med fordel kan forankres i principper, som kan understøtte de vigtigste
prioriteringer for området og skabe et fælles grundlag for, hvordan ressourcer, samarbejder og
udviklingsinitiativer bedst understøtter borgernes behov.
Samtidig skal principperne danne afsæt for løbende at følge op på, om indsatsen udvikler sig i
den ønskede retning. Arbejdet har peget på, at den videre udvikling med fordel kan ske inden
for en fælles ramme frem for en særskilt strategi.
Administrationen foreslår på den baggrund følgende principper for den videre udvikling af
værestedsindsatsen:
1. Sammenhæng og fælles ansvar
2. Data som grundlag for udvikling
3. En fleksibel og opsøgende værestedsindsats
Principperne tager afsæt i ambitionen om, at Faxe Kommune skal have en værestedsindsats,
hvor brugerne kan finde fællesskab, forebygge ensomhed og få råd og vejledning, når der er
behov for det. De tre principper udfoldes nedenfor.
Sammenhæng og fælles ansvar
For borgerne skal der være sammenhæng mellem tilbuddene, uanset om de kommer i Café
Paraplyen eller et kommunalt værested. Derfor styrkes samarbejdet på tværs, så viden deles,
aktiviteter koordineres, og borgerne let kan finde vej mellem tilbuddene. De enkelte væresteder
bevarer deres egen profil og målgruppe.
Dette realiseres ved:
At nedsætte en fast tværgående arbejdsgruppe med ledelse, medarbejdere, Visitation
Handicap og Psykiatri, Café Paraplyen og brugerrepræsentanter, så borgernes erfaringer
og behov er med til at forme udviklingen af indsatsen.
At placere ansvaret for den tværgående arbejdsgruppes fremdrift i det kommunale
værested hos den daglige leder af Social støtte, værested og rusmiddelbehandling.
At bygge videre på det samarbejde, der allerede er i gang mellem Café Paraplyen og de
kommunale væresteder, blandt andet gennem sparringsmøder og vidensdeling.
Arbejdsgruppen, der har arbejdet med konkrete handlinger, har allerede taget initiativ til et
tættere samarbejde mellem Café Paraplyen og de kommunale væresteder. Initiativerne
fremgår af bilag 1.
Data som grundlag for udvikling
Der skal være viden om, hvem der bruger værestederne, og hvad der reelt gør en forskel for
dem. Dette følges systematisk via data om brug og brugeroplevelse, så indsatsen løbende kan
målrettes borgernes faktiske behov.
Dette realiseres ved:
At etablere et fast dataspor med daglig, anonym brugerregistrering og en årlig
brugerundersøgelse, så vi får et retvisende billede af, hvem brugerne er, og hvordan
tilbuddene bruges.
At kombinere data med erfaringer fra praksis og drøfte resultaterne i den tværgående
arbejdsgruppe.
At bruge viden aktivt til at justere aktiviteter, åbningstider, bemanding og samarbejder og
til at bygge videre på det vidensgrundlag, der allerede er skabt.
En fleksibel og opsøgende værestedsindsats
Ikke alle borgere, der kunne have gavn af et værested, finder selv derhen. Derfor skal
indsatsen også opsøge borgerne dér, hvor de er, frem for alene at vente på, at de kommer på
værestedet.
Dette realiseres ved:
At skabe sammenhæng til kommunens øvrige opsøgende indsatser, herunder
opsøgende gademedarbejder, socialsygeplejersken og Café Paraplyens arbejde med
Social Drive Out, som er en udkørende og opsøgende indsats til ensomme og udsatte
borgere.
At kommunen og værestederne hjælper med at afdække strategiske placeringer for
Social Drive Out, skabe opmærksomhed om tilbuddet og sikre hurtig kontakt til relevante
medarbejdere, når en borger har behov for hjælp.
At understøtte, at støttepersoner samt Peers følger sårbare borgere til værestedet, så det
bliver lettere at tage det første skridt.
De fysiske væresteder udgør en central del af indsatsen, men udviklingsarbejdet peger på, at
indsatsen skal række bredere end de fysiske væresteder. Derfor skal der fortsat arbejdes med
at udvikle aktiviteter og tilbud, der er relevante for forskellige målgrupper, og med fleksible og
opsøgende indsatser, der kan nå borgere, som ikke selv finder vej til et værested.
Principperne skal i høring inden endelig godkendelse
Socialudvalget besluttede på møde den 2. november 2026 at sende principperne i høring i
Handicaprådet, Udsatterådet og Seniorrådet. Rådene kan drøfte principperne på kommende
møder den 30. oktober (Seniorrådet) 10. november (Handicaprådet) og 25. november
(Udsatterådet).
Høringsbrev vedlægges som bilag 2 Høringsbrev vedr. principper for værestedsindsatsen.
Høringssvarene sendes til amkrs@faxekommune.dk senest den 26. november.
Efter høringen vil administrationen gennemgå høringssvarene og vurdere, om der er anledning
til at justere principperne. Sagen forelægges herefter Socialudvalget i januar 2027 med henblik
på endelig godkendelse af principperne.
Principperne vil blive omsat i en tværgående arbejdsgruppe
Når principperne er endeligt godkendt, vil den faste tværgående arbejdsgruppe blive etableret.
Gruppen skal bl.a. udarbejde en årlig plan for møder, dataindsamling, brugerinddragelse og
fælles udviklingsaktiviteter. Derudover skal gruppen løbende følge op på, om der er behov for
at justere aktiviteter, samarbejder eller tilbud.
Den faste arbejdsgruppe vil tage afsæt i det arbejde, der allerede er gennemført i de tre
arbejdsgrupper, herunder de initiativer, der er igangsat, og de idéer til videre udvikling, som
arbejdsgrupperne har peget på.
Socialudvalget får en ny status ultimo 2027
Socialudvalget forelægges en status på arbejdet med principperne ultimo 2027. Status vil
blandt andet omfatte arbejdet i den faste tværgående arbejdsgruppe, udviklingen af de
igangsatte initiativer samt erfaringer fra brugerinddragelse, dataindsamling og den opsøgende
indsats.
Økonomiske konsekvenser
Ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Kilde: Faxe Kommune, Handicaprådet, dagsorden fra mødet tirsdag 10. november 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.