Frederiksberg
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 10. august, Miljø- og Trafikudvalget 2026-29, Frederiksberg

Forslag til beslutning fra kommunalbestyrelsesmedlem Rosa Agersnap Bone om forbud af fossile reklamer i det offentlige rum

Kommunalbestyrelsesmedlem Rosa Agersnap Bone har stillet forslag om forbud af fossile reklamer i det offentlige rum, hvor kommunen har råderet eller medejerskab fx på reklamestandere og busser.

Kort fortalt

Hvem
Miljø- og Trafikudvalget 2026-29, Frederiksberg Kommune
Hvornår
Mandag 10. august 2026
Status
Besluttet. Miljø- og Trafikudvalget besluttede at oversende sagen til budgetdrøftelserne, idet det skal være en præmis, at der ikke annulleres kontrakter før kontraktudløb, ligesom det skal fremgå i budgetmaterialet, hvor stor en andel i procent de fossile reklamer udgør.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Forvaltningen indstiller til Miljø- og Trafikudvalget
at indstille til Magistraten at tiltræde forslaget om forbud af fossile reklamer i det offentlige rum, idet der i forbindelse med førstkommende udbud af reklamestandere mv. og buskontrakter indarbejdes et sådan forbud.
Overskrift
Forslag til beslutning fra kommunalbestyrelsesmedlem Rosa Agersnap Bone om forbud af fossile reklamer i det offentlige rum
Anledning
Kommunalbestyrelsen oversendte den 18. maj 2026 følgende forslag til beslutning fra kommunalbestyrelsesmedlem Rosa Agersnap Bone om forbud af fossile reklamer i det offentlige rum.
"Forslag Enhedslisten ønsker at mindske kommunens og borgernes CO2-udledninger på Frederiksberg. Derfor foreslår vi et kommunalt forbud mod særligt klimabelastende reklamer, såkaldte ‘fossile reklamer’, i det offentlige rum - ligesom de har gjort i Sydney, Stockholm, Amsterdam, Firenze, Edinburgh og ca. 50 andre kommuner rundt omkring i verden.

Et sådant forbud kan se ud på mange måder. Vi foreslår, at det konkret gælder forbud mod:
Reklamer for fly- og krydstogtsrejser, Reklamer for transportmidler der drives af fossile brændsler, herunder personbiler, motorcykler og knallerter, Reklamer for fossile brændsler såsom diesel og benzin.
Forbuddet ville kun gælde steder, hvor kommunen har råderet eller medejerskab fx på vores egne reklamestandere og busser.
Baggrund for forslaget Vi mener, at dette tiltag stemmer overens med målsætninger i Frederiksbergs klimastrategi, hvor man ønsker at mindske vores høje forbrugsbaserede udledninger. Konkret står i strategien bl.a., at “nye tilgange kræver en forståelse for, hvad der former forbrugsadfærd, og hvordan den kan ændres.” Her mener vi, at et forbud mod fossile reklamer er et oplagt værktøj til at ændre forbrugsadfærd, da der er en stærk sammenhæng mellem reklamer og forbrug - fx estimerer en rapport fra 2022, at reklamer i Danmark for biler og flyrejser alene er ansvarlige for udledninger på mellem 314.000 og 943.000 ton CO2e årligt. Vi synes ikke, det giver mening, at vi på den ene side opfordrer folk til at reducere deres klimaskadelige forbrug, men at vi samtidig bruger plads i vores offentlige rum på at promovere selvsamme forbrug. Lignende forbød vi spilreklamer på Frederiksberg i 2022 for at undgå, at disse havde en negativ adfærds- og helbredseffekt.
Særligt ser vi, at dette forbud kunne være med til at mindske Frederiksbergs transportrelaterede udledninger, som udgør 25 % af byens samlede forbrugsbaserede udledninger. Forslaget ville altså have den afledte effekt også at understøtte vores ønske om at få rykket flere borgere over i den kollektive trafik, på cyklerne og i elkøretøjer og hermed være et greb, der kunne bedre luftkvaliteten og sundheden i byen.
Lignende forbud er implementeret i adskillige byer rundt omkring i verden, og vi håber, at Frederiksberg vil gå forrest som grøn foregangskommune i Danmark.
De vedhæftede bilag er udarbejdet af henholdsvis Fossilfri Fremtid og Naturens Retshjælp.
Kilder
Simms, A., & Murray, L. (2023). Badvertising: Polluting Our Minds and Fuelling Climate Chaos (1st ed.). Pluto Press Badvertising: Polluting Our Minds and Fuelling Climate Chaos on JSTOR
Greenpeace, Den Grønne Ungdomsbevægelse, Klimabevægelsen, & Mellemfolkeligt Samvirke, (2022, 24. juni). Klimaskadelige reklamer: Sådan er flybranchen og bilindustriens reklamer med til at drive klimakrisen. Københavns Kommune. 41507afa-2f27-4c03-b487a05260e44bbb-bilag-1_1.pdf
Kaminski, I. (2026, 20. Februar). 'The new tobacco': The cities banning fossil fuel adverts . BBC 'The new tobacco': The cities banning fossil fuel adverts "
Bemærkninger til forslaget

Frederiksberg Kommune har mulighed for at stille miljøkrav til egne leverandører af reklamepladser. Dette gælder blandt anden AFA Decaux, Movia – og evt. metroen via kommunens ejerskabsandel. Krav vil kunne ske i forbindelse med genforhandlinger af aftaler – i forhold til AFA Decaux først i 2038.
Et krav før udløb af kontraktperioden vil formentlig medføre et krav om reduktion af den årlige koncessionsafgift, som AFA Decaux i dag betaler til kommunen.
Movias reklameregler fastsættes af Movias bestyrelse, og Movia har i deres udbud taget forbehold for, at de løbende kan tilpasse de gældende reklameregler til reklamemarkedets udvikling og reklamernes påvirkning af offentligheden og Movias omdømme, herunder at indføre begrænsninger i reklamers indhold.
F.eks. blev Movias reklameregler ændret pr. 1. september 2025, hvor det blandt andet blev indskrevet, at ”Der må ikke reklameres for spil som defineret i lov om spil, herunder lotteri, kombinationsspil og væddemål samt poker og andet hasardspil, jf. lov om offentligt hasardspil i turneringsform. Det gælder uanset, hvor udbyderen af spillet er hjemmehørende.”
Frederiksberg Kommune er ikke på nuværende tidspunkt repræsenteret i Movias bestyrelse, men kommunalbestyrelsesmedlem Freja Fokdal sidder i Movias repræsentantskab og kan her stille forslag om en mulig ændring. Repræsentantskabet mødes én gang om året, og der vil skulle stilles forslag til bestyrelsen. Det er derfor ikke noget, som kommunen kan ændre her og nu, men over et år eller to, hvis der er opbakning fra de øvrige kommuner.
Der er vanskeligt at vurdere, om et forbud vil have en CO 2-reducerende effekt, ligesom borgerne vil møde reklamerne andre steder, herunder på sociale medier, i aviser og ugeblade mv.
En række europæiske lande og storbyer arbejder dog målrettet med restriktioner, herunder Frankrig og Amsterdam. Københavns Kommune behandlede et lignende beslutningsforslag den 22. juni 2023. Der var på det tidspunkt ikke var flertal for at tiltræde forslaget.
Anbefaling
Forvaltningen anbefaler, at beslutningsforslaget tiltrædes, idet der indføres et lokalt forbud mod fossile reklamer i det offentlige rum, når der skal genforhandles ny kontrakter med AFA Decaux i 2038 (der vil inden kontraktudløb kunne opstå krav om erstatning). I forhold til Movia kan der arbejdes herfor via repræsentantskabet.
Bevillingsmæssige konsekvenser
Der er ikke bevillingsmæssige konsekvenser af sagen.
Borgmesterpåtegning
Nej
Behandling
Miljø- og Trafikudvalget

Beslutning

Miljø- og Trafikudvalget
besluttede at oversende sagen til budgetdrøftelserne, idet det skal være en præmis, at der ikke annulleres kontrakter før kontraktudløb, ligesom det skal fremgå i budgetmaterialet, hvor stor en andel i procent de fossile reklamer udgør.

Kilde: Frederiksberg Kommune, Miljø- og Trafikudvalget 2026-29, referat fra mødet mandag 10. august 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.