Frederiksberg
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 10. august, Miljø- og Trafikudvalget 2026-29, Frederiksberg

Beslutning om godkendelse af høringsudkast for Ressource- og Affaldsstrategi 2032

Forvaltningen har udarbejdet et udkast til Ressource- og Affaldsstrategi 2032, som skal afløse Ressource- og Affaldsplan 2026. Strategien sætter den overordnede retning for kommunens arbejde med affald, genbrug og genanvendelse de kommende år.

Affald

Kort fortalt

Hvem
Miljø- og Trafikudvalget 2026-29, Frederiksberg Kommune
Hvornår
Mandag 10. august 2026
Status
Besluttet. Miljø- og Trafikudvalget 1. godkendte høringsudkast til Ressource- og Affaldsstrategi 2032 med henblik på udsendelse i offentlig høring i 8 uger, og 2. godkendte, at Ressource- og Affaldsstrategi 2032 ikke skal miljøvurderes.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Miljø- og Trafikudvalget 1. godkender høringsudkast til Ressource- og Affaldsstrategi 2032 med henblik på
udsendelse i offentlig høring i 8 uger, og 2. godkender, at Ressource- og Affaldsstrategi 2032 ikke skal miljøvurderes.
Overskrift Beslutning om godkendelse af høringsudkast for Ressource- og Affaldsstrategi 2032 Anledning Miljø- og Trafikudvalget udsatte på mødet den 8. juni 2026 sagen efter drøftelse. Forvaltningen har udarbejdet svar på de spørgsmål, der opstod under drøftelsen, herunder svar på, hvad der skal til for at opretholde det nuværende mål på 72 % reel genanvendelse. Svar på spørgsmålene er vedlagt som bilag 5.

I bilag 5 er anført otte forslag til nye initiativer ud over de 30 indsatser, som er angivet i strategiudkastet samt en skærpelse af en af de allerede foreslåede indsatser. Forvaltningen vurderer, at initiativerne kan være med til at komme tættere på de 72 %. Der er dog samtidigt tale om initiativer, som i flere tilfælde er forbundet med behov for ekstra økonomiske midler og/eller må forventes at skabe reaktioner hos borgerne.
Initiativerne er:
1. Hjemtage restaffaldsbeholdere, så alle husstande har 50 liters kapacitet til restaffald pr. uge
2. Aktivt opsøge fejlsorteringer og opkræve fejlsorteringsgebyr
3. Øget indsats i kommunens egne institutioner
4. Madspildskampagne
5. Forbyde skakte i kommunens egne bygninger og nedlægge mobilsug
6. Etablere 3-5 nærgenbrugsstationer (og reparationsmuligheder)
7. Tilsyn på nybyggeri samt yderligere tilsyn på renoveringer og nedrivninger
8. Forbyde brug af engangsbægre ved events
Hvis det besluttes, at et eller flere af de nye initiativer i bilag 5 skal indarbejdes i strategiudkastet, er det samtidig angivet i bilaget, hvilken ændring det medfører i strategiudkastet. Forvaltningen vil i givet fald tilføje ændringen/-erne inden, at strategiudkastet sendes i offentlig høring.
Forvaltningen anbefaler, at såfremt det besluttes at videreføre de 72 % reel genanvendelse i den nye strategi, bør det fremgå som et pejlemærke eller en vision frem for et bindende mål. Det skyldes, at det ikke vurderes realistisk at nå målet i strategiens planperiode på seks år.
Med henblik på efter høringen at kunne nå en endelig godkendelse af strategien i 2026 foreslår forvaltningen endvidere, at indstillingspunkt 1 ændres, så strategiudkastet sendes i høring i de lovpligtige otte uger i stedet for de i indstillingen angivne ti uger. De ti uger var foreslået, fordi høringen var planlagt til at ske hen over sommeren.
Tidligere sagsfremstilling af 8. juni 2026
Kommunerne er i henhold til affaldsbekendtgørelsen forpligtede til at udarbejde en plan for håndteringen af affald. Planen skal bestå af en plandel (bilag 1) og af en kortlægningsdel (bilag 2). Planen skal revideres minimum hvert sjette år.
Frederiksberg Kommunes gældende Ressource- og Affaldsplan 2026 udløber ved udgangen af 2026, og der er derfor behov for at fastlægge en ny strategisk ramme for kommunens arbejde med håndtering af affald og ressourcer frem mod 2032. Bilag 3 giver et overblik over fremdriften i Ressource- og Affaldsplan 2026, herunder status på målsætninger og gennemførte indsatser.

Forvaltningen har på den baggrund udarbejdet et udkast til Ressource- og Affaldsstrategi 2032. Strategien viderefører og udvikler ambitionerne fra den nuværende plan og fastlægger vision, målsætninger og indsatsområder for kommunens fremtidige arbejde med affaldsforebyggelse, genbrug, genanvendelse og begrænsning af affald til forbrænding. Strategien tager afsæt i status for den nuværende affaldshåndtering, erfaringer fra tidligere indsatser samt forventede ændringer i rammevilkår, herunder producentansvar og nye behandlings- og sorteringsteknologier. Undervejs i udarbejdelsen har forvaltningen inddraget borgere, virksomheder og kommunens medarbejdere på tværs af fagområder. Desuden er der gennemført temadrøftelse med Miljø- og Trafikudvalget den 21. april 2026 om strategiens ambitionsniveau.
Strategien understøtter kommunens klimaindsats, arbejdet med bæredygtige indkøb og ambitionen om en mere bæredygtig ressourceanvendelse. Høringsudkastet indeholder en vision om 100 % bæredygtig ressourcehåndtering og opstiller følgende syv overordnede målsætninger for perioden frem mod 2032:
Reduktion af den samlede affaldsmængde med 1 % om året fra 2027 til 2032
Minimum 2.000 ton genbrug om året i 2032
62 % reel genanvendelse i 2032 (i tråd med EU's målsætninger)
25 % mindre madaffald i restaffald i 2032
30 % reduktion af restaffald i 2032
10-30 årlige gennemgange af ejendomme med virksomheder
30 årlige målrettede tilsyn med byggepladser
Med henblik på at realisere målsætningerne indeholder strategien fem tematiske indsatsområder:
Tema 1: Forebyggelse af affald og genbrug som førstevalg
Tema 2: Mere genanvendelse – mindre spild
Tema 3: Mindre affald til forbrænding
Tema 4: Dialog og samarbejde om sortering, genanvendelse og genbrug
Tema 5: Bedre sortering af bygge- og anlægsaffald
Inden for hvert tema beskrives en række konkrete, men fleksible indsatser. Målsætninger, temaer og indsatser er yderligere beskrevet i udkastet til strategien.

Økonomi

Det er forventningen, at de fleste af indsatserne i Ressource- og Affaldsstrategi 2032 kan gennemføres inden for affaldsområdets nuværende budget og takstniveau indregnet en årlig udviklingspulje på 12,5 mio. kr., som kan anvendes på tværs af ordninger til implementering af nye tiltag, der understøtter genanvendelsesmål mv. To af strategiens indsatser vil dog ved en implementering medføre afledte driftsudgifter, som skal dækkes af affaldsgebyret:

Etablering af 1-3 nærgenbrugsstationer
Medfører afledte driftsudgifter på ca. 25 kr. pr. husstand pr. år pr. nærgenbrugsstation svarende til ca. 75 kr. pr. husstand pr. år. ved anlæg af tre nærgenbrugsstationer.
Udvidelse af bleaffaldsordningen til også at omfatte husholdninger
Medfører afledte øgede driftsudgifter svarende til ca. 80 kr. pr. husstand pr. år. Prisen på behandling af bleaffald forventes at falde i takt med, at andre kommuner begynder at benytte bleaffaldsanlægget. Der kan samtidig forventes en besparelse på restaffaldet, da bleerne forsvinder derfra.
Dertil kommer, at to af de beskrevne indsatser vil medføre behov for skattefinansiering, hvis de ønskes gennemført, da tiltagene ikke kan dækkes af affaldsgebyret:
En styrket indsats i kommunens egne institutioner og enheder for at optimere indendørs affaldsløsninger og sorteringspraksis, herunder en særlig indsats for at undgå madaffald i restaffaldsbeholderne. Forvaltningen kan allerede i et vist omfang, via det affaldsgebyr som de kommunale enheder betaler, vejlede om, hvordan affald skal sorteres. Det er dog vurderingen, at der er behov for en mere målrettet indsats, som understøtter det lokale arbejde med at sikre velfungerende fysiske indendørs affaldsløsninger i de kommunale enheder. Kommunalbestyrelsen afsatte den 29. april 2024 i forbindelse med disponering af klimapuljen 2024 en pulje på 600.000 kr. til indkøb af sorteringsmøbler i de kommunale enheder. I praksis er de fleste af disse midler overført til skoleområdet, og der er fortsat er ca. 350.000 kr. tilbage af puljen. Forvaltningen foreslår, at nogle af disse midler anvendes i 2026 til at gennemføre en screening af, hvordan skolernes specifikke udfordringer ser ud, og at der herefter foretages prioritering af, hvordan de resterende midler anvendes til materiel. Forvaltningen anbefaler dog, at der også arbejdes med adfærdsændringer med henblik på at sikre gode sorteringsvaner hos brugerne (både ansatte og borgere) og understøtte udrulningen i de kommunale bygninger. Dette kunne ske ved at afsætte en medarbejderressource til indsatsen. Dog er det ikke muligt at finansiere de sidstnævnte inden for den nuværende skattefinansierede ramme.
Fortsættelse af projekt "Genbrugslageret", som er et toårigt pilotprojekt (2026- 2027), hvor alle kommunens afdelinger og institutioner med adgang til det digitale indkøbssystem True Trade har mulighed for at komme af med overskydende møbler og større inventar eller kan erhverve nyt genbrugsinventar. Pilotprojektet, som koster 250.000 kr. om året i to år, vil blive evalueret med henblik på politisk stillingtagen til, om projektet skal gøres til en permanent løsning eller en eventuel bevillingsforlængelse i Budget 2028.
For alle fire ovennævnte indsatser gælder, at de ikke vil blive igangsat uden særskilt politisk beslutning.
Strategiudkastet skal sendes i lovpligtig offentlig høring for at sikre åbenhed, inddragelse og mulighed for input fra borgere og interessenter, inden der efterfølgende kan tages politisk stilling til den endelige Ressource- og Affaldsstrategi 2032. Miljø- og Trafikudvalget forelægges derfor sagen med henblik på at godkende høringsudkastet.

Miljøvurdering Strategien er i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter screenet med henblik på at afgøre om strategien skal miljøvurderes. Screeningen viser, at strategien ikke har nogen væsentlig påvirkning af miljøet og derfor i henhold til loven ikke skal miljøvurderes. Afgørelsen om ikke miljøvurdering skal offentliggøres samtidig med forslaget til strategien. Resultatet af den udførte screening fremgår af bilag 4. Anbefaling Forvaltningen anbefaler, at høringsudkastet godkendes og sendes i offentlig høring umiddelbart efter udvalgets godkendelse, samt at udvalget beslutter, at strategien ikke skal miljøvurderes.
Bevillingsmæssige konsekvenser Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser. Borgmesterpåtegning Nej Behandling Miljø- og Trafikudvalget Historik
Indstilling, den 8. juni 2026, punkt 112:
Forvaltningen indstiller, at Miljø- og Trafikudvalget 1. godkender vedlagte høringsudkast til Ressource- og Affaldsstrategi 2032 med henblik på udsendelse i offentlig høring i 10 uger, og 2. godkender, at Ressource- og Affaldsstrategi 2032 ikke skal miljøvurderes.
Beslutning fra Miljø- og Trafikudvalget 2026-29, den 8. juni 2026, punkt 112: Miljø- og Trafikudvalget udsatte sagen efter drøftelse.

Beslutning

Miljø- og Trafikudvalget 1. godkendte høringsudkast til Ressource- og Affaldsstrategi 2032 med henblik på
udsendelse i offentlig høring i 8 uger, og 2. godkendte, at Ressource- og Affaldsstrategi 2032 ikke skal miljøvurderes.

Kilde: Frederiksberg Kommune, Miljø- og Trafikudvalget 2026-29, referat fra mødet mandag 10. august 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.