Besluttet 19. august, Frederiksberg Erhvervsråd, Frederiksberg
Ny indkøbspolitik for Frederiksberg Kommune
Erhvervsrådet drøftede arbejdet med Frederiksberg Kommunes kommende indkøbspolitik på baggrund af oplæg fra udbudskonsulent Louise Rasmussen. Der var bred opbakning til, at kommunen i højere grad anvender sin indkøbskraft til at understøtte bæredygtighed, innovation og social ansvarlighed.
Kort fortalt
- Hvem
- Frederiksberg Erhvervsråd, Frederiksberg Kommune
- Hvornår
- Onsdag 19. august 2026
- Status
- Besluttet. Erhvervsrådet drøftede arbejdet med Frederiksberg Kommunes kommende indkøbspolitik på baggrund af oplæg fra udbudskonsulent Louise Rasmussen. Der var bred opbakning til, at kommunen i højere grad anvender sin indkøbskraft til at understøtte bæredygtighed, innovation og social ansvarlighed. Flere medlemmer pegede på, at pris ikke bør være det eneste eller afgørende parameter i udbud, og at kriterier som klimaaftryk, kvalitet, lokale hensyn og sociale effekter bør vægtes tydeligere.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Indstilling
Det indstilles, at Erhvervsrådet drøfter Frederiksberg Kommunes kommende indkøbspolitik og bidrager med input til det videre arbejde.
Frederiksberg Kommune har igangsat arbejdet med en ny indkøbspolitik, som skal sætte den overordnede retning for kommunens indkøb og samarbejde med leverandører i de kommende år.
Den nye indkøbspolitik skal understøtte kommunens strategiske målsætninger og skabe rammerne for, hvordan kommunen anvender sin indkøbskraft til at skabe værdi for borgere, virksomheder og samfund. I den forbindelse arbejdes der blandt andet med temaer som social ansvarlighed, bæredygtighed, beskæftigelse og samarbejdet mellem kommunen og erhvervslivet.
Louise Rasmussen, udbudskonsulent i Frederiksberg Kommune, vil præsentere status på arbejdet med den nye indkøbspolitik, herunder proces og de overordnede temaer, der indgår i udviklingen af politikken.
På den baggrund inviteres Erhvervsrådet til at bidrage med perspektiver og erfaringer, som kan kvalificere det videre arbejde. Drøftelsen vil blandt andet tage udgangspunkt i følgende temaer: • Samarbejdet mellem Frederiksberg Kommune og erhvervslivet som leverandører • Muligheder for dialog og gennemsigtighed i kommunens indkøbs- og udbudsprocesser • Social ansvarlighed og beskæftigelsesrettede hensyn i kommunens indkøb • Bæredygtighed og andre samfundsmæssige hensyn i forbindelse med kommunale indkøb • Hvordan kommunen kan understøtte et velfungerende leverandørmarked inden for de gældende udbudsretlige rammer
Under drøftelsen bedes rådet komme med input der relaterer sig til følgende spørgsmål: 1) Hvordan kan Frederiksberg Kommune gennem sine indkøb bedst understøtte den grønne omstilling og udviklingen af mere cirkulære løsninger? 2) Hvilken rolle bør en kommune spille i forhold til at fremme beskæftigelse, social ansvarlighed og ordentlige arbejdsvilkår gennem sine indkøb? 3) Hvilke risici og forandringer bør kommunen tage højde for i sine indkøb for at sikre robuste forsyningskæder og stabil levering af varer og ydelser?
Rådets drøftelser vil indgå som høringssvar i det kommende arbejde med at udvikle indkøbspolitikken. Rådets input vil ligeledes blive videreformidlet til relevante personer i de forskellige forvaltninger, der arbejder med indkøb, samt indgå i de kommende inddragelses- og høringsaktiviteter.
Beslutning
Erhvervsrådet drøftede arbejdet med Frederiksberg Kommunes kommende indkøbspolitik på baggrund af oplæg fra udbudskonsulent Louise Rasmussen.
Der var bred opbakning til, at kommunen i højere grad anvender sin indkøbskraft til at understøtte bæredygtighed, innovation og social ansvarlighed. Flere medlemmer pegede på, at pris ikke bør være det eneste eller afgørende parameter i udbud, og at kriterier som klimaaftryk, kvalitet, lokale hensyn og sociale effekter bør vægtes tydeligere.
Rådet drøftede betydningen af klare og målbare bæredygtighedskrav samt mulighederne for at understøtte virksomhedernes grønne omstilling gennem kommunale udbud. Der blev blandt andet peget på brugen af klimadata, certificeringer og andre dokumenterbare kriterier.
Der var desuden fokus på at skabe bedre muligheder for små og mellemstore virksomheder. Flere medlemmer fremhævede, at omfattende krav og store udbud kan være en barriere for mindre virksomheder og opfordrede til at undersøge mulighederne for mindre delaftaler, øget markedsdialog og mere fleksible samarbejdsformer. I den forbindelse blev der også peget på potentialet i at styrke kendskabet til kommunens leverandørliste og undersøge, hvordan lokale virksomheder i højere grad kan bringes i spil ved mindre indkøb inden for de gældende regler.
Rådet drøftede også kommunens rolle i forhold til innovation og iværksætteri. Her blev det fremhævet, at kommunen i højere grad kan fungere som test- og udviklingspartner for nye løsninger gennem dialog, pilotprojekter og innovationssamarbejder. Endelig blev vigtigheden af robuste leverandørkæder berørt, herunder behovet for løbende at forholde sig til kritiske leverancer og forsyningssikkerhed. Slutteligt gav rådet udtryk for at de ser frem til at modtage den kommende indkøbspolitik og muligheden for at kunne afgive høringssvar til denne.
Bilag
- Bilag 3 – Nuværende indkøbspolitik for Frederiksberg Kommune 2021
Kilde: Frederiksberg Kommune, Frederiksberg Erhvervsråd, referat fra mødet onsdag 19. august 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.