Besluttet 21. september, Kultur- og Fritidsudvalget 2026-29, Frederiksberg
Drøftelse af reviderede kriterier for Årets Frederiksberg Talent samt tiltag til styrkelse af den offentlige involvering i nomineringsprocessen for begge kulturpriser
I forbindelse med behandlingen af sagen om udpegning af modtagere til årets kulturpriser anmodede Kultur- og Fritidsudvalget på mødet den 13. april 2026 om en opfølgende sag med forslag til reviderede kriterier for Årets Frederiksberg Talent.
Kort fortalt
- Hvem
- Kultur- og Fritidsudvalget 2026-29, Frederiksberg Kommune
- Hvornår
- Mandag 21. september 2026
- Status
- Besluttet. Kultur- og Fritidsudvalget 1. godkendte det foreslåede reviderede kriterie for Årets Frederiksberg Talent – herunder at alderskriteriet udgår, og 2. tog orientering om, at der fremover udloddes 1-2 præmier med henblik på at styrke borgernes deltagelse i nomineringsprocessen for kulturpriserne, til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget
1. drøfter nye kriterier for indstillinger til Årets Frederiksberg Talent, og 2. tager orientering om, at der fremover udloddes 1-2 præmier for at øge den offentlige
involvering i nomineringsprocessen, til efterretning.
Overskrift
Drøftelse af reviderede kriterier for Årets Frederiksberg Talent samt tiltag til styrkelse af den offentlige involvering i nomineringsprocessen for begge kulturpriser
Anledning
Frederiksberg Kommune har siden 1981 uddelt prisen Årets Frederiksberg Kunstner og siden 1996 prisen Årets Frederiksberg Talent. Priserne anerkender kunstnere og kulturudøvere med tilknytning til Frederiksberg og bidrager til at synliggøre kommunen som en levende kulturby. Til begge priser følger et kontant beløb på 10.000 kr.
I forbindelse med behandlingen af sagen om udpegning af modtagere af kulturpriserne i 2026 anmodede Kultur- og Fritidsudvalget om forslag til mere tidssvarende kriterier for Talentprisen. På den baggrund fremlægger forvaltningen forslag til justerede kriterier for Talentprisen samt
forslag til initiativer, der kan styrke den offentlige involvering i nomineringsprocessen for begge kulturpriser.
Der er til sagen vedlagt en oversigt over tidligere modtagere af årets talentpriser.
Det er forvaltningens vurdering, at de nuværende kriterier for Årets Frederiksberg Kunstner fortsat er dækkende, og derfor ikke giver anledning til ændringer.
Nye kriterier for Talentprisen
Gældende kriterier for at komme i betragtning som årets Frederiksberg Talent:
Prisen gives til en kunstner eller kulturudøver som:
Er under 30 år.
Har gjort sig særligt bemærket inden for sit felt og har en tilknytning til Frederiksberg ved at have haft en væsentlig del af sin opvækst på Frederiksberg og/eller har udviklet sit talent i en eller flere uddannelsesinstitutioner på Frederiksberg.
Det nuværende kriterie for Årets Frederiksberg Talent lægger dermed vægt på, at kandidaten er under 30 år, og allerede har gjort sig bemærket inden for sit felt. Dette kan favorisere kunstnere, der allerede har opnået et gennembrud, frem for kunstnere med et betydeligt udviklingspotentiale. Samtidig ses en tendens til, at mange kunstnere etablerer sig senere i livet og følger mindre traditionelle karriereveje.
Forvaltningen foreslår derfor, at Talentprisen i højere grad fokuserer på kunstnerisk talent og udviklingspotentiale frem for alder. Kriteriet kan formuleres således:
"Prisen gives til en kunstner eller kulturudøver med særligt talent og udviklingspotentiale, som har en væsentlig tilknytning til Frederiksberg og befinder sig på et afgørende udviklingstrin i sin kunstneriske karriere."
Det kan samtidig overvejes om man skal hæve aldersgrænsen fra 30 til 35 år eller helt fjerne alderskriteriet og i stedet lade vurderingen bero på talent, udviklingspotentiale og kunstnerisk karrieretrin.
Større synlighed og deltagelse
Kandidater til prisen udpeges ved offentligt opslag og ift. Talentprisen ved at anmode de store kulturelle uddannelsesinstitutioner om at indstille kandidater.
Den offentlige deltagelse i nomineringsprocessen har i praksis hidtil været begrænset. For at styrke borgernes engagement og kendskab til kulturpriserne foreslås det derfor at iværksætte et initiativ, der kan øge deltagelsen i processen.
Det foreslås, at der blandt borgere, som afgiver en gyldig nominering eller stemme, udloddes en mindre præmie, eksempelvis 2 x 2 billetter til en kulturinstitution. Formålet er at skabe øget opmærksomhed om kulturpriserne og motivere flere borgere til at deltage i nomineringsprocessen.
Med de foreslåede justeringer af kriterierne for Årets Frederiksberg Talent og en styrket indsats for borgerinddragelse i nomineringsprocessen vurderes kulturpriserne i højere grad at afspejle udviklingen i kulturlivet og skabe større lokal opmærksomhed og engagement omkring priserne.
Anbefaling
Forvaltningen anbefaler, at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter den foreslåede justering af kriterierne for Årets Frederiksberg Talent, så fokus flyttes fra alder til kunstnerisk talent og udviklingspotentiale. Desuden vurderes det, at en mindre præmie vil kunne bidrage til øget borgerinddragelse og opmærksomhed omkring kulturpriserne.
Bevillingsmæssige konsekvenser
Ingen bevillingsmæssige konsekvenser af denne sag. Eventuel udlodning af præmier blandt dem, der indstiller kandidater, kan indeholdes indenfor det afsatte budget.
Borgmesterpåtegning
Nej
Behandling
Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalget
1. godkendte det foreslåede reviderede kriterie for Årets Frederiksberg Talent – herunder at alderskriteriet udgår, og
2. tog orientering om, at der fremover udloddes 1-2 præmier med henblik på at styrke borgernes deltagelse i nomineringsprocessen for kulturpriserne, til efterretning.
Kilde: Frederiksberg Kommune, Kultur- og Fritidsudvalget 2026-29, referat fra mødet mandag 21. september 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.